Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hip-hip og et enkelt hib

Portræt af P.S. Krøyer – Peter Michael Hornung trækker linjen fra vugge til grav
Kultur
30. juli 2003

Ny bog
Hvilket er malerens vigtigste redskab? Er det øjnene eller er det hænderne? En maler som Krøyer havde et enestående blik for farver og figurer, men han havde et særligt blik for hænder. Under hans pensel voksede hænderne frem som et motiv, der fortalte alt om en person.
Han viser, hvordan Kristian Zahrtmann med et stykke vandmelon i venstre hånd behersker frokostsamtalen i Civitá d-Antino. Han viser, hvordan Georg Brandes med en åben, insisterende højre hånd kan fange betragterens fulde opmærksomhed. Og han viser, hvordan Jonas Lie med en knyttet hånd oven på sine papirer lukker af for al videre kommunikation.
Forlæggeren Frederik Hegel skriver i sine Erindringer, at »dersom Krøyer havde indskrænket sig til at male berømte Mænds Hænder, saa var han blevet verdensberømt«.
Den fingerfærdige Krøyer kunne i løbet af en cigars tid kalde både hænderne og hele personen frem på et lærred. Helt så hurtigt går det ikke i Peter Michael Hornungs verbale portræt af ’Krøyer’. Her trækkes linjen fra vugge til grav. Genren er ’liv og værk’, og livet er hele vejen igennem den kode, som åbner for indsigt i værket.
I det indledende kapitel »En afsondret barndom« præsenteres læseren for en lille Peder Severin, der optages som plejebarn i zoologen Henrik Krøyers hjem på Christianshavn. Her brugte han sine tegnefærdigheder til at vinde anerkendelse, men en anerkendelse inden for en meget snæver kreds: Han fik ikke lov til at lege med andre børn, han fik sjældent lov til at komme ud af lejligheden, og det varede flere år, før hans verden nåede længere, end til den opmagasineringsplads, der kunne ses fra hjemmets vinduer.
Forsigtigt foreslår Hornung, at man her har nøglen til den voksne Krøyers hang til anerkendelse og trang til fest. Og Skagens lysende blå udsigter leverede selvfølgelig det perfekte modbillede til barndommens dunkle stueliv.

Udlængsel
Krøyers enorme udlængsel korresponderede med den udlængsel, som drev »det moderne gennembruds mænd« fremad, og hans livslange optagethed af lys ligner en malerisk kommentar til J.P. Jacobsens løsen: »Lys over land, det er det, vi vil.«
Fra Hornbæks vilde kyst gik turen videre til Sverige, Tyskland, Frankrig og Italien, og undervejs noterede han i rejsebreve, hvordan han formelig blev slået omkuld af de mest ’mageløse’ udsigter. Men selv om han lovpriser landskaberne, er det i figurmaleriet, han finder sit rette gebet.
I Paris fik han Léon Bonnat som læremester, og af Bonnat lærte han at se stort på de små, chikke detaljer for i stedet at arbejde med de store flader og lyset over disse flader. Under den videre rejse til Spanien imponeres han af Velázquez, som han ser som en slags bekræftelse på de bonnatske principper. Og i Granada, i skyggen fra Alhambra, omsætter han selv principperne i farvestrålende billeder af sigøjnere. Georg Brandes skrev, at den traditionelle læser måtte tage blå beskyttelsesbriller på, når han udsatte sig for farvepragten i J.P. Jacobsens fremstillingskunst. Sådanne beskyttelsesbriller må også være blevet efterlyst, da Krøyers spaniensbilleder blev udstillet på Charlottenborg. Hornung er god til at vise, hvor og hvordan Krøyer brød nye veje for maleriet.

Portrætter
Kombinationen af talent og nærmest manisk virketrang bragte snart Krøyer op på toppen af det danske parnas, og han blev sin tids mest efterspurgte portrætmaler.
I anledning af hans berømte billede af Børsens cylinderprydede mænd blev det sagt, at det var mærkeligt med Krøyer, for selv om han ikke var psykolog og nærmest intet vidste om mennesker, så viste hans studier til portrætterne på børsbilledet, at han havde en usædvanlig evne til at tage sine ’ofre’ på kornet.
I tilfældet Marie Triepcke er det svært at sige, hvem der var offer og hvem bøddel. Hun begyndte som hans elev, blev så hans hustru, men forlod ham til sidst for den svenske operasanger Hugo Alfvén, som hun mødte oppe i kunstnerkolonien i Skagen. Da Krøyer giftede sig med Marie, giftede han sig, som Hornung udtrykker det, med sit eget yndlingsmotiv, men han nåede også i sine sidste forfærdelige år, hvor han blev ramt af sindssyge, at male hende ud af sit liv igen. På det store og storslåede maleri af Sankt Hans Blus på Skagens Strand fra 1906, står Marie længst væk, lænet op ad en båd, sammen med elskeren Hugo Alfvén, alt imens bålet sender lange luer hen over dem.

Mest feteret
Som antydet er der masser af liv og død, der kan sætte Krøyers værk i relief, og med Hornung er både Krøyer og læseren kommet i gode hænder: Man kommer rundt i alle hjørner af Krøyers liv, fra overgivne hurraoplevelser til de sorteste undergangsstemninger, og undervejs zoomes der fint ind på de billeder, der gjorde Krøyer til først Danmarks mest feterede kunstner, så mest forkætrede kunstner, og nu igen en af de mest feterede kunstnere.
Stilmæssigt holder den meget velskrivende Hornung sig imidlertid i et mellemleje, der ikke altid er det bedst egnede til at åbne læserens blik for brændpunkterne i Krøyers kunstnerpersonlighed. Og når Vilhelm Lundstrøm i sidste kapitel om »Eftermælet« citeres for at have kaldt Krøyer en »palmehavekunstner«, må man som læser undre sig over, at Hornung ikke går mere i brechen for den mand, som han dog just har viet et værk på 400 store, tospaltede sider. Hvor er brændpunktet i Hornungs egen interesse for Krøyer?

*Peter Michael Hornung: Krøyer. 400 s., 420 kr. Forlaget Palle Fogtdal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her