Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Med maske for ansigtet

Helt tilbage i 1978, da Paul Auster endnu var ung og ukendt, skrev han under pseudonym - og i desperat pengenød – en straight krimi
Kultur
15. juli 2003

Ny bog
Danmark er måske det land i verden hvor Paul Austers forfatterskab har vundet dybest genklang, relativt set. Hans seneste store roman, Illusionernes bog, havde således verdenspremiere her, et halvt år før end i USA. Det samme gælder den næste, Oracle Night, som vi kan glæde os til allerede i oktober; noget af en fjer i hatten for forlæggeren og Forlaget Per Kofod.
Det er da også helt i tråd hermed at samme forlag nu kan fremvise det hidtil usete, den lille kriminalroman som Auster gennem mange år har kviet sig ved at godkende som sin egen, Squeeze Play. Den er skrevet da Auster kun var 31 og efter en 10-årig karriere som lyriker, oversætter og essayist befandt sig på et absolut lavpunkt, kunstnerisk, eksistentielt, økonomisk. Med halvt bortvendt ansigt, som med »maske for ansigtet« - under sit jødiske mellemnavn (Paul) Benjamin – skrev Auster bogen på kun tre måneder, i et desperat forsøg på at score kassen, hurtigt. Den udkom dog først fire år senere, og indbragte forfatteren godt 900 dollar.
Da jeg interviewede ham i 1991, var romanen ganske vist lige blevet genudsendt som paperback af Faber&Faber, men det var stadig tys-tys. Først i 1997 indgik den som »appendix 3« i fortidsafregningen Hand to Mouth – A Chronicle of Early Failure.

Krimi i egen ret
Så meget for det ’arkæologiske’. Nu er den her endelig, i egen ret, med Austers navn som diskret skygget skrift under Benjamins på forsiden. Og den er interessant også uden for den sammenhæng.
I krimier handler det ikke primært om originalitet, men snarere om trofast opfyldelse af genrens normer. Vi vil ganske vist ikke læse den samme roman om og om igen, men én af samme slags. En hvor en sag sættes på spidsen, og hvor detektiven på tilfredsstillende måde løser gåden til sidst og leverer svarene; inden han rider bort mod nye eventyr, gerne med lidt »bedrøvet harmonikamusik i baggrunden« som det selvbevidst hedder i slutningen af Squeeze Play.
Max Klein er privatdetektiv i New York. Desillusioneret efter en tid som assisterende statsanklager, efter et mislykket ægteskab. Da lander der en fed sag i hans skød. Den tidligere superberømte baseballstjerne George Chapman er blevet truet på livet, og Max Klein tager sagen af veneration over for stjernen, hvis karriere blev tragisk standset ved en nærfatal bilulykke fem år tidligere, og af professionel nysgerrighed.
Chapman er på vej ind i en lovende politisk karriere.

Fast, tough and funny
I løbet af fire dage dør folk som fluer omkring Max Klein. Som dog holder tungen lige i munden og trods rigelige tørre tæsk undervejs på elegant vis opklarer den spegede sag. Og som til slut sidder yderligere desillusioneret tilbage. Det er ’noir’ så det oser, det er dybt tilfredsstillende. Lige ud af Raymond Chandler, også i den typiske billedsætning af den fatale kvinde bag alle viderværdighederne.
Benjamin/Auster skriver lethåndet, med fin fornemmelse for krydrede situationer og udsyrede personer, med kynisk humor og en forbløffende sikker, kringlet plotkonstruktion. Vi er hele vejen med Klein, ser med hans øjne, også når han velberegnet tilbageholder sine
nyeste formodninger om sagens sammenhæng. Klassisk pastiche. Og ud fra genren selv er den lydefri pastiche egentlig mesterværket, det hvorom der intet nyt er at sige.

Stiløvelse
Det er godt gået af Auster at have strikket denne lille tætte historie sammen. Men læst ind i forfatterskabets helhed holder Squeeze Play – selvfølgelig – ikke helt vand. Dertil er der for få overraskelser, for megen regelrethed, og et temmelig kynisk-sentimentalt kvindebillede, oven i købet ikke helt realistisk troværdigt.
Men interessant, det er romanen, også i denne sammenhæng. Auster er virkelig vellæst i krimigenren, og hans karakteristiske tonefald – den minimalistisk præcise, rytmisk smidige idiomatik – folder sig allerede ud her i den bundne stiløvelse.
Og uden denne pseudonyme skriveerfaring ville det næppe have været muligt for Auster at skrive gennembrudsværket By af glas og hele New York trilogien (1985-86). Hele det intrikate identitetsspil mellem hovedpersonen, krimiforfatteren Quinn, hans alias William Wilson, og romanpersonen Paul Auster (!), det er allerede fortegnet her. Læst sammen med den udpeger Squeeze Play illustrativt krimigenrens attraktioner – og begrænsninger.
Titlen Squeeze Play refererer til et ret uoversætteligt begreb fra baseball som
Auster kyndigt udnytter i opklaringen. Det er krimiens særlige finesse: selv det mindste, mest oversete, kan være nøglen; alt, hvor hverdagsligt det end er, oplades med betydning i forbrydelsens tryllekreds. I øvrigt flyder Jette Røssells oversættelse stort set udmærket.

*Paul Benjamin/Paul Auster: Squeeze Play. 250 s., 278 kr. Forlaget Per Kofod

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her