Læsetid: 4 min.

Politik eller husholdning

Hannah Arendt tænkte politisk uden at være hverken marxist eller det modsatte: Nyt tidsskrift og ny biografi relancerer en væsentlig filosof på dansk
23. juli 2003

Nye bøger
Slutningen som start: filosofferne har privilegeret døden. Allerede Platon kaldte filosofi for forberedelse til døden. Den menneskelige tilværelse blev under Søren Kierkegaards optik til sygdommen til døden. Og i det 20. århundrede udlagde Martin Heidegger menneskelivet som væren-til-døden. Vi lever på endelighedens præmisser, og endeligheden er sat ved det forhold, at vi en dag ikke er her længere. Den er sat ved døden.
Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt studerede allerede som ung Platon og som lidt ældre læste hun Søren Kierkegaard. Det foregik intensivt. Og i 1920’erne fulgte hun rygterne om en helt enestående forelæser som åbnede den antikke filosofi spørgende. Hun havde hørt om Martin Heidegger. Hun blev hans studerende og i en ganske kort periode hans elskerinde. Det er påfaldende symptomatisk, at historien om den måske eneste bredt anerkendte kvindelige filosof, også er historien om et ulykkeligt kærlighedsforhold til en af det 20. århundredes væsentlige mandlige filosoffer. Men Hannah Arendt skulle blive så meget mere end det.

Økonomi og handling
Hun privilegerede fødslen frem for døden. Som hun sagde i en tale til Martin Heideggers 80 års fødselsdag, som er optrykt i det seneste nummer af det idehistoriske tidsskrift Slagmark:
»Afslutningen på livet er døden, men mennesket lever ikke for dødens skyld, men fordi han er et levende væsen; og han tænker ikke for et eller andet resultats skyld, men fordi han er et ’tænkende, dvs. grublende væsen’.«
De politiske ideologier vi i dag betragter som forældede, betoner det økonomiske perspektiv. Sat på en grov spids: Mennesket bliver i den liberalistiske horisont udlagt som et væsen, der genererer profit. Den eksistentielle selvudfoldelse bliver defineret som produktiv selvudfoldelse. I den anden lejr og sat på samme spids: Den marxistiske tanke definerer mennesket ved arbejdet og utopien
realiseres som en tilstand frigjort fra arbejde.
Hannah Arendt ekskluderede det økonomiske fra det politiske. Hun var hverken marxist eller liberalist. Og derfor var hun vanskelig at positionere i et politisk ideologisk felt. Men det er måske dette hverken-eller, der i dag gør hende til en af de mest læste og indflydelsesrige politiske filosoffer. Hun bliver læst og citeret, kritiseret og perspektiveret af tænkere og
sociologer som Zygmunt Bauman, Giorgio Agamben, Ulrich Beck, Toni Negri, Jacques Derrida m.fl. Idehistorikeren Hans-Jørgen Schanz udlægger i Slagmark 37, som er et temanummer om Hannah Arendt, konsekvenserne af Arendts position:
»Nu er det som om hendes tale igen har noget at sige. Eller sagt på en anden måde: Det er i dag lettere at lytte til hende, end det var for
15-20 år siden, fordi hendes position der dengang var klemt mellem socialisme og liberalisme – eller mellem kapitalisme-tilbedere og socialisme-tiljublere – i dag
ikke længere på forhånd er låst inde i dette tvangsgreb.«

Revolutionskritik
Arendt opererede med en tredeling: der var husholdning som tilfredstillelse af nødvendige behov som sult og tørst. Så var der den produktive sfære, hvor vi som mennesker skaber en verden af mere eller mindre blivende genstande og sammenhænge omkring os. Husholdningen og produktion sorterer ifølge Arendt under det private rum. Men politik som handling finder sted i det offentlige rum. Mennesket træder i karakter som politisk handlende i det offentlige rum. Mennesket træder ind i et fællesskab, hvor det udveksler meninger og refleksioner og således dialogisk bliver anerkendt som individ. Denne spontane selvrealisering i åbne fællesskaber er politisk handling. Det private rum er underlagt nødvendighedens tvang: man skal tilfredsstille basale behov og installere livsrammer. Det offentlige rum er frit for nødvendighedens diktat. Her trives forskellighed og pluralitet og åbenhed. Når det politiske således bliver økonomisk, bliver det frie rum ifølge Arendt invaderet af nødvendighedens spil.
Det er udgangspunktet for hendes berømte kritik af den franske revolution, som Jonas Holst Sørensen udfolder i Slagmark.
Revolutioner skal både frigøre fra undertrykkelse og skabe mulighedsbetingelse for frihed. Det lykkedes den amerikanske revolution at etablere en overgang til nye institutioner, som åbnede rum for politisk handling, hvorimod de franske revolutionære satsede på at samle folket i en fælles vilje i kampen mod fattigdom. Kampen mod fattigdom handler om at tilfredsstille elementære behov og ikke om frihed til spontan udveksling og anerkendelse. Som Holst Sørensen pointerer i forlængelse af Arendt:
»Fra at politikken skulle bygge på en ny frihedsforfatning, kommer den til at bygge på medlidenhed.«
Desuden underminerer idealet om en samlet fælles vilje muligheden for en pluralistisk offentlighed.
Slagmark 37 udfolder og belyser de klassiske temaer hos Arendt: Jacon Dahl Rendtorff skriver om Hannah Arendts analyse af totalitarisme og begrebet om den banale ondskab, Anne Marie Pahuus diskuterer Arendts tanker om det politiske fællesskab. Hans-Jørgen Schanz læser Arendt i lyset af Heidegger og Hans Jørgen Thomsen udkaster Arendt-relaterede indsigter fra sin seneste bog Privacy.
Endelig samler og diskuterer Henrik Borup Nielsen Arendts spredte tanker om menneskerettighederne. Slagmark kommer fint rundt om Arendt, men man savner dog en problematiserende eller en indgående kritisk læsning af Arendts særlige begreb om politik.

Kompetent præsentation
Den norske filosof Einar Øverenget har skrevet en ganske anderledes tilgang og adgang til Arendt. I bogen Hannah Arendt gennemskriver han loyalt og kompetent hendes personlige historie og introducerer de bærende temaer i hendes tænkning. Hendes liv reflekterer hendes tænkning og hendes tænkning er koblet til livet som sådan.
Hannah Arendt er let som en roman og præsenterer præcist tankerne som i dag måske mere påtrængende end nogen andre tilbyder rum og begreber for politisk kritik efter socialismen og den gamle liberalisme.

*Slagmark 37 – tidsskrift for idehistorie. Hannah Arendt 210 s., 140 kr. Modtryk

*Einar Øverenget: Hannah Arendt. Oversat af Gitte Lyngs. 263 s., 250 kr. Gads Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu