Læsetid: 3 min.

Rule Britannia

Alan Moores grafiske roman ’Det hemmelighedsfulde selskab’ er både en actionfyldt thriller og et tankevækkende portræt af Victoriatidens England
28. juli 2003

Ny tegneserie
Året er 1898, og det britiske imperium er i alvorlige vanskeligheder. En kinesisk forbryderkonge i Londons Eastend planlægger at bruge et nyopfundet, tyngdekraftophævende stof til at sende sine svært bevæbnede luftmaskiner ind over England. Hr. Bond fra efterretningstjenesten bliver bedt om at sammensætte en gruppe mennesker, som kan forpurre den onde kinesers planer.
Det er udgangspunktet for englænderen Alan Moores grafiske roman Det hemmelighedsfulde selskab (originaltitlen lyder The League of Extraordinary Gentlemen (1999)) med tegninger af Kevin O’Neill, som udkommer på dansk i dag. Værket er et fornemt eksempel på, hvad det er, der gør den 49-årige Moore til så god en forfatter.

Frodig fantasi
Som kun få forstår han at blande populærkultur og litterære referencer med virkelige begivenheder og mennesker og kommer således med sit bud på en alternativ verdenshistorie. Og så er han ferm til at finde de tegnere, der kan omsætte hans detaljerige manuskripter til dynamiske, stemningsfulde striber.
Men lad os for en stund vende tilbage til Det hemmelighedsfulde selskab. Den gruppe af eventyrere, oprørere, videnskabsmænd og en enkelt kvinde, som hr. Bond får samlet, er alt andet end almindelig. Det er en fascinerende samling personligheder fra den fantastiske ende af verdenslitteraturen og stammer fra den frodige fantasi hos nogle af 1800-tallets mest kulørte og populære forfattere: Bram Stoker, Jules Verne, Robert Louis Stevenson, H. Rider Haggard og H.G. Wells.

En broget flok
Frøken Wilhelmina Murray, selskabets leder, som tidligere har været gift med Jonathan Harker, kom engang meget tæt på en vis Grev Dracula. Kaptajn Nemo er en indisk prins, som i protest mod briternes kolonisering af Indien, sejler rundt i Nautilus, en teknologisk drøm af en ubåd, og gør søvejene usikre.
Den undseelige dr. Jekyll har opfundet en drik, som forvandler ham til det blodtørstige monster hr. Hyde – faktisk behøver han ikke længere drikken, og alene frustration og stress kan sætte gang i forvandlingen.
Alan Quatermain er en af det britiske riges fortabte sønner, en flamboyant eventyrer, som er forfalden til narkotika og afmagret og åndsfraværende henslæber en skyggeeksistens i Kairos
opiumsbuler.
Og endelig er der den halvpsykopatiske Hawley Grifffin, bedre kendt som Den usynlige mand, der udnytter sin ’tilstand’ til at besvangre jomfruelige piger på en pigeskole.
Det er en mildest talt broget flok, som suffragetten Mina Murray, der heller ikke altid opfører sig standsmæssigt for en kvinde i Victoriatidens England, har sit besvær med at holde styr på. Alle har de en grund til at sige ja til at indgå i det aparte selskab, og samtidig viser det sig, at hr. Bond formentlig ikke har rent mel i posen.

Parallelverden
Alan Moore, hvis betydelige bedrifter også omfatter den grafiske roman From Hell, et omfangsrigt og opslugende bud på, hvem Jack the Ripper var, bevæger sig i et spændingsfelt mellem fantasi og virkelighed. I Det hemmelighedsfulde selskab begynder han med litteraturen og det fantastiske, men tegner også et vittigt billede af et England, der i uhyggelig grad er præget af industrialisering og fremskridtstænkning og ligger under for snævertsyn og dobbeltmoral.
Hovedpersonerne repræsenterer alt det – sex, stoffer og utilstedelig opførsel – som de puritanske victorianere frygter, og gennem ikke mindst Den usynlige mand og kaptajn Nemo får videnskabs- og civilisationskritikken – som vi også så den i From Hell – mæle.
Hvor forfatterne bag figurerne har haft begrænset spillerum, så kan Moore tillade sig at acccenturere det grimme og grotesk morsomme i sin parallelverden, hvor alt er vredet ud af proportioner, også i billederne.
Og når man har læst selve historien, kan man begynde forfra og fordybe sig i nogle af alle de lag, som Moore veloplagt og begavet lægger ned i handlingen. Find f.eks. selv referencerne til Poe, Doyle og Fanny Hill i Det hemmelighedsfulde selskab eller søg hjælp i oversætteren, Per Sanderhages, appendiks, der kaster fint lys over Moores univers.
Prikken over i’et er Kevin O’Neills levende og let karikerende streg, der vækker personer og forbløffende og actionfyldte scenarier til live, og det samlede resultat er en usædvanlig og elementært spændende tegneserie.

*Alan Moore og Kevin
O’Neill: Det hemmelighedsfulde selskab. Overs. Per Sanderhage. 144 s., 199,50 kr. Forlaget Fahrenheit. Udkommer i dag

*Filmversionen af Det hemmelighedsfulde selskab kommer til Danmark i oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu