Læsetid: 6 min.

Rustægt og date-rapes i vækst

Betyder retssikkerhed i voldtægtssager, at vi beskytter forbryder og ofrer offeret en gang til?
17. juli 2003

Ny bog
Gruppesex eller gruppevoldtægt? Det er ord mod ord. Forleden blev fem mænd dømt i landsretten for at have voldtaget en 25-årige kvinde i en baggård på Frederiksberg efter en våd julefrokost. Folkeretten synes omsider at have fået sit. For der rejste sig en storm af protester i offentligheden da de fem mænd sidste år blev frifundet fra anklagen i Københavns byret. Her valgte retten ikke at tro kvindens ord om at være blevet voldtaget, bl.a. på grund af et vidneudsagn fra en veninde, der fortalte, at kvinden havde erfaring med at eksperimentere seksuelt.
Et par uger efter frifindelsen blev en af de anklagede fyre dømt for en lignende gruppevoldtægt i Silkeborg – denne gang af en 15-årig pige. Her var pigen en uerfaren skolepige, og retten antog, at hun næppe, som mændene påstod, frivilligt var gået med til bl.a. analsex. Dette fik Silkeborg-mændenes forsvarer Peter Hjørne til at udtale i offentligheden, at retten var bagud med at forstå, at avancerede former som gruppesex og analsex var blevet fuldkommen almindelige foreteelser blandt unge. Og han sagde:
»Hvis denne dom holder i landsretten,bliver det svært for unge mænd at gå i byen i fremtiden.«
De to historier med henholdsvis den erfarne og den uskyldige kvinde viser, hvor betændt et område voldtægt er, og hvor meget fænomenet i grunden handler om synet på kvinder og kvinders seksualitet. Også i den ret, som efterfølgende skal tage stilling til skyldsspørgsmålet.
Blandt andet foranlediget af den famøse julefrokostsag har Jurist- og Økonomforbundets forlag udgivet en antologi om Voldtægt med undertitlen Retsbeskyttelse for den krænkede – retssikkerhed for gerningsmanden.
Antologien er redigeret af Dansk Forening for Kvinderet og har bidrag af især fagmennesker med baggrund i juraens verden. Foreningen ser ikke strengere straffe for voldtægt som en løsning på problemet, da al erfaring blot viser, at det så bliver sværere at få gerningsmændene dømt. Men man ser et problem i den tydelige forskel på myndighedernes ønske om retssikkerhed for gerningsmændene og retsbeskyttelse for ofrene.
I dag vægtes retssikkerhed for gerningsmændene helt urimeligt højt i forhold til retsbeskyttelse for ofrene, mener redaktionen, og det er denne ubalance artiklerne på forskellig vis diskuterer og søger at afdække årsagerne til.

Historisk set
Der indledes med to afsnit om, hvordan man i Danmark har set på voldtægtsforbrydelsen gennem tiderne.
Først i tiden omkring 1900 begynder man at se voldtægt som en forbrydelse imod kvindens kønsfrihed, det vil sige imod kvinders fysiske og psykiske integritet og selvbestemmelsesret som et væsentligt og beskyttelsesværdigt gode. Indtil da så man voldtægt som forbrydelser mod kønssædeligheden eller som krænkelser af andre mænds ejendomsret.
Op igennem historien er det imidlertid lykkedes ganske effektivt at opretholde en betydelig dobbeltmoral på området: Voldtægt fordømtes på det strengeste og har i lange perioder været straffet med døden eller landsforvisning. Til gengæld var reglerne for bevisførelse så skrappe, at det blev så godt som umuligt for kvinderne at bevise voldtægten og oftest endte det med, at de i stedet selv blev dømt for utugt og for falske anklager... Mønstret er tankevækkende nok helt det samme som i dag eksisterer i Pakistans islamiske lov af 1979, ifølge hvilken voldtægt godtnok straffes med piskning og stening til døde, men for at voldtægten anses for bevist, skal mindst fire voksne, mandlige muslimer, hvis værdighed retten har anerkendt, aflægge vidnesbyrd som øjenvidner af fuldbyrdet samleje. For det meste ender den slags retssager på grund af mangel på bevis for voldtægten med at kvinden selv bliver anklaget og straffet for ægteskabsbrud eller førægteskabeligt samleje.
Så middelalderlige tilstande har vi ikke opretholdt i Danmark. Men reminiscencer af den mandschauvinistiske struktur, der i realiteten beskytter mænd imod at blive straffet, findes stadig.

Fældende rygter
Indtil 1930 var det for eksempel sådan i lovgivningen, at hvis der eksisterede et rygte – uberettiget eller ej – om at en kvinde var løsagtig og hvis det kunne godtgøres at voldtægtsmanden kendte til dette rygte, så kunne han frikendes eller få betydelig strafnedsættelse. Mandens opfattelse af kvindens vandel – og dermed hendes ’nej’ – lå med andre ord til grund for vurderingen af, om der var tale om en forbrydelse. Efter 1930 findes denne bestemmelse ikke længere i loven, men i praksis eksisterer den i bedste velgående. For i 2003 består en voldtægtssag stadig i en stillingtagen til kvindens vandel og dermed troværdigheden af hendes udsagn, jfr. julefrokostvoldtægten.
En undersøgelse foretaget af forskningschef, dr. jur. Britta Kyvsgaard af udviklingen i strafniveauet for voldtægtssager gennem de sidste 20 år viser således, at det koster tre måneder mindre i fængsel at voldtage en kvinde, som er påvirket af alkohol, end en ædru kvinde. Undersøgelsen viser også en tendens til stigning i andelen af kontaktvoldtægt og parvoldtægt. Disse to former straffes mildere end såkaldt overfaldsvoldtægt, hvor kvinden på forhånd slet intet har haft at gøre med gerningsmanden. Man(d) ’sparer’ altså ca. otte måneder i fængslet hvis man(d) voldtager sin kone eller date i stedet for en helt fremmed kvinde...
En kvinde kan på adskillige måder ’selv være ude om det’, synes lovgivningen og domstolen at mene.

Uagtsom voldtægt
Som del af en argumentation for at indføre et begreb om strafbar uagtsom voldtægt bringer Vagn Greve aldeles hårrejsende eksempler på sager, hvor manden ikke kunne dømmes, fordi retten vurderede, at han med rimelighed kunne opfatte kvindens opførsel som et samtykke.
En kvinde lukker kl. 2 om natten to berusede mænd ind, der beder om lov til at ringe efter en taxi fra hendes telefon. Hun snakker lidt med mændene, og de beder nu også om noget at spise – og får det. Herefter falder den ene mand i søvn på sofaen, og den anden mand kaster kvinden om på gulvet, slår og bider hende og skærer hende med et ituslået glas og har samleje med hende flere gange. Dette hævder manden sker på kvindens initiativ og efter kvindens opfordring. Den anden mand sov det meste af tiden, men havde hørt kvinden råbe om hjælp to-tre gange. Nævningene vurderer at manden kunne være i god tro i sit forehavende og følgelig ikke kan dømmes for voldtægt.
En midaldrende herre tager en 16-årig pige op i sin varevogn og underholder hende under kørslen med sine seksuelle problemer og behov. Han tolker pigens fravær af reaktioner på de intime betroelser som et tilsagn om samleje og tager hende med om på bagsædet. Pigen forklarer i retten, at hun følte sig truet og var lammet af frygt. Retten vurderer imidlertid at manden med rimelighed kunne formode at pigen gerne ville have samleje med ham. Vagn Greve skriver til sagen:
»... er denne retstilstand rimelig? Skal en fed ældre mand, der kl. 18 giver en fuldstændig fremmed 16-årig pige et lift i sin bil have lov til at have så fast tro på sine evner som Casanova?«
Kvindeundertrykkende fordomme og myter ophøjes på denne måde til herskende normer, som kvinder simpelthen bliver underlagt.
Når udviklingen samtidig er, at der er stor vækst i antallet af sager, hvor kvinden på forskellig vis selv har ’har indladt sig’ – ikke mindst daterapes synes i vækst – bliver disse retstilstande direkte et anslag mod kvinders frihed til at bevæge sig og omgås mænd. Og det begynder selvfølgelig allerede i en tidlig alder.
Læge Vibeke Manniche anlægger et tankevækkende perspektiv på dette i sin artikel om rustægt og danske unges verdensrekord i druk: Én ud af fire piger i 9. klasse fortæller, at de i forbindelse med alkohol har haft uønskede seksuelle oplevelser.

Frigørelse for hvem?
Seksuel frigørelse er ikke nødvendigvis kvindefrigørelse. Det viser mange voldtægtssager, hvor det er mandens opfattelse af kvinden og situationen, der lægges til grund. Julefrokostsagen endte med, at kvindens ord blev troet. Om retspraksis i voldtægtssager dermed ændres ved vi dog først om nogle år efter mange flere sager.

*Voldtægt. Retsbeskyttelse for den krænkede – retssikkerhed for gerningsmanden. Redigeret af Dansk Forening for Kvinderet. 143 s., 160 kr. Jurist- og Økonomforbundets forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu