Læsetid: 4 min.

Den unge Doonesburys lidelser

De første fem års striber med Doonesbury udgives nu endelig på dansk og viser en amerikansk avisserie, der starter med uskyldig college-humor men hurtigt bevæger sig hen mod den af Informations læsere så velkendte politiske satire
26. juli 2003

Ny tegneserie
Da den dengang 23-årige amerikaner Gary Trudeau for 33 år og syv præsidenter siden startede Doonesbury, troede kun de færreste, at det var begyndelsen til en af historiens mest sejlivede, populære og satirisk rammende avisserier. Men også indledningen til en lang række striber, der dynamisk skildrede en tid og et samfund, hvor personer ældes, skæbner ændres og holdninger skifter.
I modsætning til andre statiske figurer i underholdningsbranchen – fra Batman til James Bond – bliver Doonesburys personer ældre, får grå stænk i håret (hvis de ikke har mistet det), følger tøjmoden, de politiske strømninger og lever generelt som almindelige borgere i en moderne, vestlig civilisation.
Fast forankret i dette menneskelige menageri finder vi seriens hovedperson, Mike Doonesbury. Den gamle 68’er, der for nogle år siden pludselig måtte erkende, at han egentlig var republikaner, er i dag en pligtopfyldende amerikansk familiefar og børneopdrager, en rolle hans generation i sin tid gjorde så meget oprør mod.
Med blikket og pennen fra sidelinjen tegner Trudeau et amerikansk samfund i evig forandring, fra de politiske og økonomiske skandaler, præsidentfadæser, raceproblematikker, udenrigspolitiske kontroverser og til mere nære men ikke mindre seriøse emner som aids-udbrud i vennekredsen og piratkopiering af musik fra internettet.
Doonesbury lever således i bedste velgående og nu på 30. år i nærværende dagblad, der sprang på vognen i 1973, da serien fik sit afgørende gennembrud efter sine satiriske kommentarer til Watergate-afsløringerne.

Satiren udvikles
Inden da var den først og fremmest en godmodig skildring af en række studerende ved et amerikansk universitet. Gary Trudeau læste selv ved Yale University, så han tog naturligvis de temaer op, sex og fodbold, der var lige uden for kollegieværelset. Men som ung med de unge i ’68 tilnærmede Trudeau gradvist serien det politiske, først med oprør mod forældre, universitetsrektorer og siden stod også landet præsidenter ufrivilligt i kø for at blive spiddet af Trudeaus pen og humoristiske vid.
Herhjemme har Carlsen Comics siden 1982 samlet de daglige doser i bogform, hvoraf 23. og nyeste, ’Det er ikke nogen bombemand, det er Sharon!’ medtager striberne fra sommeren 2001 og et år frem, der bl.a. omhandler begivenhederne omkring 11. september. Men som forlaget har bemærket, er striberne fra seriens tre første år aldrig blevet inkluderet i udgivelsesrækken, hvilket der nu rådes bod på med første bind ud af tre planlagte, Doonesbury – de første striber.
Lad det være sagt med det samme, de første ombæringer er mest forbeholdt fans og samlere, der gerne vil have serien kompletteret på dansk. Tegningerne er sparsomme, baggrunde udelades og Trudeau er langt fra bevidst om at udnytte seriens billedfelt. Det er blevet bedre og meget mere stilbevidst med årene, men selv i dag fremhæves Doonesbury ikke for sine grafiske kvaliteter, men først og fremmest for sin satire og livsskildringer.
Dem kommer der dog hurtig gang i efter en træg start med ordinære løjer om amerikansk fodbold, pigejagt og anden kollegium-hørm. Ret tidligt fornemmer man Trudeaus interesse for det politiske og ambition om at styre serien ind på det samfundssatiriske spor.
Samtidig udmærker serien sig også ved hurtigt at bearbejde figurerne: Den fodboldgale BD viser sig at være en middelklasseknægt, skydegal og modstander af alt, der indeholder bare det mindste af datidens mange venstreorienterede strømninger. Modsat ham kommer hippien Mark Slackmeyer fra en borgerlig familie med en børsspekulerende far og en fætter, der arbejder for FBI, og samme Slackmeyers besættelse af universitetsrektorens kontor er seriens første oprør mod en etablerede
autoritet.

Vietnam-krigens skyld!
Hovedpersonen selv træder i karakter som en hyggelig, politisk halvnaiv all-american buddy med en dominerende mor og manglende succes hos kvinderne. Hans politiske opvågnen kan dateres til den 3. februar 1971, kun fire måneder efter seriens start.
Mike Doonesbury har ganske enkelt fået nok af at læse om Vietnam-krigens gru, så han skriver et personligt brev til præsidenten. Men Doonesbury er jo en ung, glad hat, der ikke rigtig følger med i den politiske udvikling, så han skriver til den for længst afgåede præsident Johnson. Den nu siddende chef, Nixon, inviterer ham dog til en snak i Det Hvide Hus, der, til Doonesburys store fornøjelse, mest ender i handelsrejsende-vitser.
Og så er scenen sat til den velkendte satire, som har gjort Doonesbury til verdens mest udbredte samfundsorienteret humor-serie. Vi mødte første gang Mike Doonesbury og hans venner i 70’ernes start, og vi bliver stadig inviteret hen til de nu midaldrende amerikanere, der over årene har fortalt os så mange morsomme og tankevækkende historier, som de fleste af os før eller siden klukkende har nikket genkendende til.

*Gary Trudeau: Doonesbury – de første striber 1: ’Er der ild i græsset?’ 96 s., sort/hvid, 199,50 kr. Carlsen Comics

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu