Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Billeder af Virginia Woolf

Hvad er forholdet mellem ’The Hours’ og ’Mrs. Dalloway’?
Kultur
21. august 2003

Klassiker
Virginia Woolfs roman fra 1925, Mrs. Dalloway, er blevet genudgivet på dansk. Det er en anledning til at tænke lidt nøjere over forholdet mellem Woolfs klassiker og den amerikanske forfatter Michael Cunninghams roman The Hours (1998), der som bekendt er udgangspunktet for filmen af samme navn.
Da Virginia Woolf som fyrreårig i 1922 får idéen til Mrs. Dalloway, har hun mange essays og tre romaner bag sig. 1920’erne er de store opdagelsers årti for Woolf. Det er tidspunktet, hvor hun føler, som hun noterer i sin dagbog, at hun endelig begynder at tale – skrive – med sin egen stemme.
Det er i forbindelse med Mrs. Dalloway, at hun opdager dét, som hun kalder sin tunnelgravnings-proces, hvormed hun skaber dybder af fortid bag sine romanpersoner. Det er, igen ifølge dagbøgerne, for at modvirke en overfladiskhed hos Clarissa Dalloway, hovedpersonen i romanen, at Woolf opfinder hendes erindringer om en sommer på landstedet Bourton i 1890’erne sammen med vennerne – og elskerne – Peter Walsh og Sally Seton. Billeder fra denne sommer, med alle dens valg og muligheder, dukker op i Clarissas tanker, glider ind i nutidens handlinger, da hun en smuk junidag i London i 1923 forbereder en fest.

Mirakuløs hverdag
Jeg nævner dagbøgerne, fordi der i dag næppe findes kritikere, der arbejder med Woolfs romaner og essays, som ikke også inddrager hendes private tekster, der foruden dagbøgerne tæller store mængder af breve og selvbiografiske skitser.
Negativt har deres tilgængelighed imidlertid betydet, at forfatteren Virginia Woolf i ganske ekstrem grad forbindes med privatpersonen Virginia Woolf, og at det tilsyneladende er blevet tilladt at kommentere ethvert aspekt, fra det mest ligegyldige til det mest intime, fra hårvask til sexliv, af hendes gøren og laden.
Med The Hours, romanen om tre kvinder på to kontinenter, Mrs. Dalloway, Mrs. Brown og Mrs. Woolf, indskriver Cunningham sig egentlig i den dominerende kritiske tradition, der har Woolfs biografi som en art baggrund for fortolkningen af en tekst, her Mrs. Dalloway. Cunningham drager samme konklusion som nogle Woolf-forskere, nemlig at Woolf med Mrs. Dalloway laver et dobbeltportræt af sig selv som både en feteret værtinde og en fortvivlet selvmorder.
Med afslutningen på sin roman vælger Cunningham at betone det prosaiske – i ordets filosofiske betydning – hos Woolf: Hun er en tænker, der ser dagligdagens uendelige righoldighed; det mirakuløse ved den trods alle dens nivellerende kompromiser. The Hours er dybt afhængig af Mrs. Dalloway, da mange af kapitlerne kun vinder tyngde og mening, hvis man har Woolfs tekst i erindring.
Mrs. Dalloway er, som bekendt, fattig på handling i traditionel forstand. I centrum er en kvinde på 52, der tænker på sin ungdom, sit fornuftige valg af mand, sin store, men umulige kærlighed, på tiden, på alderdommen og den anonymitet, som den bringer hende, mens hun spadserer i en park, køber blomster, reparerer sin kjole, hviler sig om eftermiddagen i sit hjem i Westminster og lytter til Big Bens blytunge slag.
Ikke blot for Clarissa, men for alle personerne – og der er mange – presser fortiden på nutidens vægge.
Et helt andet sted i London begår en ung mand, Septimus Warren Smith, selvmord som en eftervirkning af granatchok ved at springe ud af et vindue. Han har overlevet Første Verdenskrig, men har mistet sin bedste ven og evnen til at føle verden, som forekommer ham at være dækket af en rude af glas. De to spor flyder sammen, og der opstår et skrøbeligt og flygtigt fællesskab mellem Clarissa og Septimus, der aldrig møder hinanden, men som deler, til en vis grad, en rædsel, overvældende og lammende, for at leve livet til ende.

Jordisk udødelighed
Fællesskabet mellem Clarissa og hendes elskede Peter Walsh, som hun på Bourton sagde nej til at gifte sig med, er af en lidt anden art og udtryk for den forestilling om jordisk udødelighed, som måske er romanens – i hvert fald Clarissas – skælvende optimisme. Døden gør ikke en ende på det hele. Personerne lever i hinanden; de bærer rundt på hinanden; deres møder, selv om de er ubehagelige, giver mange år senere mening fra sig som frø, der pludselig spirer.
Det vil føre for vidt i detaljer at komme ind på, hvad Michael Cunningham gør med Woolfs tekst, men lad os slå fast, at han i de afsnit, der kredser om Mrs. Dalloway, ikke nøjes med at flytte handlingen fra London i 1920’erne til New York i 1990’erne. Jeg må dog indrømme, at da jeg læste The Hours for første gang for flere år tilbage, var jeg skuffet og fandt den på visse punkter en kende latterlig. Selv om jeg i dag mener, at Cunningham – som vandt Pulitzer-prisen for bogen – indfanger den stemning, der findes i Mrs. Dalloway, synes jeg stadig, at der er noget kvalmende, noget opkørt og sensationsdyrkende, ved det forhold, at han bytter selvmorderen Septimus ud med Richard Brown, en genial, aids-ramt digter. (Richard har hos Cunningham dog også andre funktioner).
Både i bogen og i filmen ser Mrs. Dalloway ham hoppe ud af vinduet netop på den dag, hvor han skal modtage en fornem litterær pris for sin ubestrideligt betydningsfulde karriere.

Et ansigt i mængden
Men i relation til Woolfs univers – og der er naturligvis ingenting, må jeg tilføje, der siger, at Cunningham skal være tro mod dette – er Richard ikke en kongenial karakter, og det af mindst to grunde.
For det første fordi Woolf selv gav fanden i alt, hvad der hedder priser, medaljer, ordener og akademiske grader.
For det andet, og vigtigst, fordi pointen hos Woolf er, at selvmorderen skal være en ubemærket person, et ansigt i mængden, et par fortabte øjne, en tynd krop i en slidt overfrakke, og ikke en litterær stjerne, hvor miskendt og eksklusiv denne så end måtte være (Richard Browns bøger læses kun af en begrænset skare).
Lige fra sin ungdom interesserede Woolf sig for manden eller kvinden i mængden, og at beskrive deres liv, at oplyse det dunkle, var en af hendes opfordringer, måske krav, til den kvindelige romanforfatter i det lange essay Eget værelse fra 1929. Sammenlignet med romanerne og essayene fra slutningen af 1930’erne, er Mrs. Dalloway en lyst klingende tekst, der lader metropolen London træde frem som et magisk sted for små åbenbaringer og overraskende, skæv skønhed. Den er samtidig, hvad man kan være tilbøjelig til at glemme, når man betragter den som en modernistisk klassiker, en fabelagtig samfundssatire, rå og blid på samme tid – for Woolf er en stor humorist.

*Virginia Woolf: Mrs. Dalloway. Roman. Oversat af Jørgen Christian Hansen. 213 sider, 199 kr. Rosinante

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her