Læsetid: 5 min.

Hvem er ikke bange for Lacan

Med Kirsten Hyldgaards artikelsamling i hånden kan man liste sig ind på den svære psykoanalytikers tanker
28. august 2003

Filosofi
Det er en udbredt opfattelse, at det er svært at læse Jacques Lacan. Ret beset er der ikke meget ’Lacan’ fra hans egen hånd. Psykoanalysen og sprogets franske mester, der fødtes med det forrige århundrede og døde i 1981, havde svært ved selv at få noget ned på papiret. Til gengæld foreligger over 20 af hans seminarer efterhånden udskrevet. Selv indfødte franskmænd må dog holde tungen lige i munden for at følge med i ind- og udviklingerne omkring sproget, strukturen, den symbolske orden, det ubevidste og den store Anden.
Denne notoriske vanskelighed er nok en af grundene til, at der endnu ikke foreligger større værker af Lacan på dansk. Og det skønt psykoanalysen »er en påfaldende selvfølgelig forudsætning i det udsnit af fransksproget filosofi, der har slået igennem internationalt,« som Kirsten Hyldgaard formulerer det. Det gør hun i en af de Lacanartikler, hun har skrevet gennem de sidste 10 år, og som nu foreligger med titlen Det utidige subjekt.

Hysteriske filosoffer
Hyldgaard knytter subjektet – der hos Lacan både er utidigt ved at være ahistorisk og uregerligt – an til så vidt forskellige franske filosoffer som Sartre, Merleau-Ponty, Foucault, Ricoeur, Derrida, Badiou med mange flere. Men også til den nutidige filosofiske retning ’den slovenske skole’ med den ’hysteriske filosof’ Slavoj Zizek i spidsen.
For Hyldgaard er Zizek hysterisk i psykoanalytisk forstand, det vil sige som en, der heldigvis aldrig er helt sikker på det, der vides. Og derfor bliver ved med at spørge. I lighed med det man (ikke) kan vide om hysterikerens centrale spørgsmål: Hvad er en kvinde?
Derfor er Lacan måske også nødvendigvis svær. Ikke alene tager han livtag med filosofiens spørgsmål om, hvad et menneske, et subjekt, er. Men når han, ligesom Freud, helt grundlæggende knytter det an til kønsforskellen og dermed seksualiteten, får man straks færden af noget, som Gud og hvermand kan genkende som vanskeligt: forholdet mellem mand og kvinde. Den umulige kærlighed, som Hyldgaard da også helliger en artikel.
Kærligheden bilder vi os en helt masse ind om, ligesom vi bilder os en hel masse ind om, hvem vi selv er. Det er disse indbildninger, psykoanalysen er en langsom vej igennem, i et forløb, der kunne minde om at vende vrangen ud på en sok. Man vrider den hele vejen rundt, og så er den en sok igen. Man tror, man beskæftiger sig med sig selv, og man beskæftiger sig med verden. Eller omvendt. En proces, Lacan teoretiserer.

Sartres ubevidste
Mens vi i Danmark stadig venter på en oversættelse af Lacan eller en introduktion, der kan forstås uden for fagkredse, kan man glæde sig over, at Hyldgaard med jævne mellemrum offentliggør sin forskning. Først i 1998 med bogen Fantasien til afmagten, og nu med denne kredsen om det utidige subjekt. Man kan ikke gå ganske forudsætningsløst til artiklerne, men har man beskæftiget sig med nogle af de filosoffer, hun knytter an til, kan det være indgange til den ’svære’ Lacan. Det gælder for eksempel tilknytningen til Sartre, hvor Hyldgaard i artiklen »Driften, friheden og tilfældet« udmærket viser, hvorledes Sartres begreb om »frihed« i »Væren og intet«, måske netop er identisk med Lacans idé om det ubevidste eller driften. Sartre hævdede ellers selv, »at han ikke havde noget ubevidste«. Men når man handler helt og aldeles frit, som Sartre fordrer det, så handler man uden grund, uden argumenter eller uden for eksempel biologisk tvang. Det ligger meget tæt op ad Lacans begreb om det ubevidste.
Det er ligesom med kærligheden. Man elsker uden grund, selvom det samtidig peger mod det allermest intime i én selv.

Den særegne neurose
Det er da også lidt ubehageligt at forestille sig, at man har en ubevidst del af sig selv. For det kan jo løbe af med én, og tidens løsen er kontrol. Som Hyldgaard påpeger det, er Lacan i denne forstand antihumanist. Humanismen baserer sig på det bevidste subjekt, men kan derefter ikke slippe af sted med at forklare, hvad det er for en størrelse. Ikke mindst i amerikansk inspirerede terapier, går analysen da også ud på at slippe af med det ubevidste, få styr på det eller emancipere det. Intet af dette giver mening for Lacan. Med lidt held kan man komme til at fatte lidt af sig selv i stedet for blot at være styret af sin neurose. Men neurosen er det, der er allermest ens egen. Den måde man spørger til verden på.
Det, der driver værket eller mennesket, driften, er lige så uigennemsigtig for én selv som for andre. Derfor er det ubevidste slet ikke »indre« for Lacan. Det ubevidste er struktureret som et sprog. Man bliver et menneske, et subjekt, ved at komme ind i sproget, og så er man allerede ikke kun »sig selv«.
En illustration af denne forbindelse mellem indre og ydre, det bevidste og det ubevidste, det subjektive og det objektive, som Lacan yndede, er Möbiusbåndet. Det beskæftiger Hyldgaard sig med i artiklen »Den asociale drift og det sociale begær«. Lacan henter Möbiusbåndet fra topologien, læren om, hvad et sted kan være. Det har nemlig en højst mærkværdig rumlighed, som enhver selv kan prøve af. Selvom båndet har to sider glider man umærkeligt fra det indre til det ydre uden nogensinde at kunne lokalisere overgangen.
Lacan er måske svær, fordi han beskæftiger sig med det sværeste. Kirsten Hyldgaard kan som mange andre lacanianere, der har fundet ind i Lacan, have svært ved at finde ud af ham igen og forklare det til almindelige dødelige. Men artikelformen gør, at man kan tage hul på ham mange steder fra – start for eksempel med artiklen om kærlighed – og Hyldgaards mange eksempler fra især film, og en god portion humor bliver til genkendelseshuller, der strækker ind i de mere teoretisk tørre steder. Som når Hyldgaard bruger Hollywoodfilmen White Palace til at illustrere det umulige seksuelle forhold.
»Kærligheden er et uopnåeligt ideal, relationens fundamentale fiasko,« som Hyldgaard formulerer det med Lacan. Og det er jo, fordi det er uopnåeligt, at der er drift, og at vi bliver ved og ved og ved med at elske.

*Kirsten Hyldgaard: Det utidige subjekt, Lacan, Freud Heidegger, Sartre Badiou, Zizek m.fl. 183 s. 199 kr. Roskilde Universitets Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu