Læsetid: 3 min.

Modstanden starter med foragt

Den ambitiøse og vedkommende tyske socialfilosof Axel Honneth præsenteres for første gang på dansk i fin tekstsamling
23. august 2003

Ny bog
De revolutionære mangler folkeligt mandat. Tesen om, at filosofferne skal forandre verden, er ellers inspirerende. Og den har inspireret: der er virkelig kommet mange filosofiske bøger med det klare mål at forandre verden. De bøger er ofte fortalt af et revolutionært ’vi’.
Men der er en afgørende og indimellem overset præmis for den tese: Den filosofi, der vil forandre verden, skal være forankret i en social virkelighed. Der skal være mennesker udenfor filosofien med behov for at forandre deres livsvilkår radikalt. Det var først den marxistiske ide, at proletariatet var den sociale forankring. Arbejderne skulle agere samlet som en revolutionær ressource. De skulle artikulere fælles modstand.
Men de lod sig bestikke med fritid og penge. Nogle vil mene, at fagforeningerne kom i vejen for den store revolution i den vestlige verden. Andre vil insistere på, at forestillingen om en samlet arbejderklasse i fuld frenetisk fart mod magtapparatet er en fiktion.
Dette revolutionære dilemma er nu efterhånden sat på spidsen i en komisk modsætning med tilfredsstillede borgere hjemme foran tv, mens intellektuelle foran computerskærme råber op om forandring og folkets vilje. Ellers også brokker de sig over udlændinge eller priserne eller den offentlige service.
Men det er ikke kritik forstået som visionen om den store frigørelse og billeder af et andet samfund.
Den tyske socialfilosof Axel Honneth pointerer problemet i den stil, der kendetegner den tværvidenskabelige tyske kritiske tradition. Det er lidt omstændeligt, men alligevel klart:
»Den forestilling, at det overhovedet er muligt at tilskrive en gruppe af mennesker, som kun har tilhørsforholdet til det samme socioøkonomiske samfundslag til fælles, emancipatoriske interesser eller erfaringer, er med god grund forsvundet.«

Den sociale foragt
Axel Honneth er både leder af og professor ved det berømte Institut for Socialforskning i Frankfurt. Han er berømt og citeret for sin bog om kampen om anerkendelse er det afgørende felt for sociale konflikter fra 1992. Det er ikke hovedværket, men derimod et aldeles fortræffeligt udvalg af tekster, der nu under titlen Behov for anerkendelse for første gang præsenterer Honneth i en dansk kontekst.
Honneth skriver i den kritiske tradition fra både Adorno, Marcuse og især Jürgen Habermas. Den sociale forankring af den kritiske teori er også Honneths udgangspunkt, og i bogens første artikel lokaliserer han det kritiske potentiale i det, han kalder ’uretsbevidsthed’.
De dårligt stilledes ubehag viser sig ikke ved, at de udvikler forestillinger om helhedsløsninger, men derimod ved den almindelige brok over krænkelser og nægtet anerkendelse.
Det er Honneths pointe, at uretsbevidstheden ikke bliver formuleret som kollektiv protest, men tværtimod viser sig som individuel utilfredshed.
Man vil i den forbindelse være tilbøjelig til at afskrive alle forestillinger om et klassesamfund. Fordi de krænkede ikke viser sig som kollektiv. Men Honneth pointerer, at netop manglen på kollektiv artikulering er et socialt problem. Det bliver i Honneths optik den kritiske teoris opgave at synliggøre og legitimere de krænkedes protest. Som han skriver:
»Denne samfundsteori må koncentrere sig om at løse et problem, som Horkheimer, der var helt tryllebundet af en stor illusion (om proletariatet som samlet oppositionel aktør, red.), som sådan slet ikke havde kunnet se: Hvordan nemlig en moralsk kultur må være beskaffen, som giver de pågældende, de foragtede og udelukkede, den individuelle kraft til at artikulere deres erfaringer i den demokratiske offentlighed i stedet for at udlede dem i voldens modkulturer.«
Der er er fin let tilgængelig redegørelse for Honneths relevante teori om anerkendelses former og der er mange mesterlige betragtninger i Behovet for anerkendelse. Som f.eks. da Honneth kritiserer de mange talsmænd for nye tendenser og samfundsformer for at være så optaget af at lancere splinternye og interessante billeder af vores nye samfund, at de glemmer at kritisere de samme udviklingstendenser.
Der er aktuelt i de vesteuropæiske lande et ulykkeligt misforhold mellem de verserende begreber for kritisk tænkning og den aktuelle undertrykkelses former.
Axel Honneths tænkning er et forbilledligt og ambitiøst forsøg på at bringe de udelukkede og foragtedes livsvilkår på ny kritisk formel. Han tager den sociale foragt alvorligt som intellektuel forpligtelse.

*Axel Honneth: Behovet for anerkendelse – En tekstsamling. Redigeret af Rasmus Willig. Oversat af Mogens Chrom Jacobsen. 166 s., 225 kr. Hans Reitzels Forlag. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu