Ny bog
Ord og ting, liv og løgn, sandhed og beviser, død og praksis og teori og biografi og sådan cirka alt det, der ligger der imellem, er nogenlunde dét, den britiske bestsellerforfatter og litterat A.S. Byatts nye roman handler om.
Denne betagende og umulige rodebunke af en bog, der udkommer i dansk oversættelse i dag under den paradoksale titel Korte liv, er en smægtende litterær spøg, hvor Byatt galgenhumoristisk svinger skriftens sabel over biografien som genre. Det er beretningen om biografi-forfatteren, der insisterer på at finde sandheden om et andet menneske, systematisk og indædt som en politihund søger efter den, og som trods gode hensigter og ihærdige bestræbelser igen og igen farer vild i kilderne.
Læseren som vidne
Ved romanens begyndelse møder man hovedpersonen, den yngre postmodernistiske litteraturteoretiker, Phineas G. Nanson, der er blevet led og ked af det hele. Han sidder til et hyper-teoretisk teoriseminar og savner virkeligheden, verden og tingene, og med ét opgiver han sin universitetskarriere. Hans næste og tilsyneladende mere virkelighedstætte projekt er at skrive en biografi. Ikke over en berømt kunstner eller en navnkundig videnskabsmand, men over en anden biografiforfatter, Scholes Destry-Scholes, hvis grundige arbejde med kilderne, han er blevet helt igennem betaget af.
Han bliver biografens biograf, parasittens parasit, og dér, i det tredje led af ordenes og kildernes fødekæde, er sammenhængen mellem kildematerialet, fortællingerne og den eftertragtede virkelighed ofte gået tabt.
Phineas står med en alt for lille håndfuld af umage brikker til et liv, der for længst er levet og nærmest også glemt. Ret beset har han en kuffert med fotos, et rodet og kildeløst kartotek med Destry-Scholes notater og tre biografiske manuskripter, som han har skrevet om hhv. botanikeren og taksonomen Carl von Linné, om racehygiejnikeren Francis Galton og om dramatikeren Henrik Ibsen. Med udgangspunkt i det uhomogene materiale der veksler mellem at være intetsigende og at være fuld af analogier og betydningsmættede spejlinger indleder han en frugtesløs jagt på den virkelige person bag kilderne.
Parallellerne mellem disse forskellige liv forgøjler i lang tid Phineas og Byatts læser til at tro, at de i virkeligheden er forbundne og til flittigt at digte med på analogierne.
Byatt lader læseren være førstehåndsvidne til alle de frustrationer og blindgyder, jagten byder biografiforfatteren: Ét for et får læseren fremlagt alle de løse optegnelser, fotos og underlige forbindelser mellem navne og glaskugler, notater om malstrømmen, insekter og snyltere og psykologiske eksperimenter. I en stor usammenhængende pærevælling, der bliver ved med at være strittende og uforbundne.
Mening med galskaben
Byatts florissante skrivestil er med andre ord ikke for fastholdere, der har hang til orden i tingene, konsekvens i handlingen og retlinet fremadskriden. Byatt tager læseren med ud på den biografiske glidebane, og tju-hej, hvor det skrider!
Men der er en mening med galskaben. For Byatts amokløbende og vidtløftigt begavede roman demonstrerer på betagende og frustrerende vis i sig selv, hvorfor ren, objektiv biografiskrivning grundlæggende er en umulighed.
Det er dirty business, eller i hvert fald tæt på, fordi biografiforfatteren hele tiden balancerer farefuldt på kanten til selvbiografi, til navlepilleri, til skamridning af kilderne, til de selvkørende analogier (det som Virginia Woolf i forhold til biografien kaldte »creative facts«) eller til pedantiske oplistninger af perifere og usammenhængende oplysninger.
Selv om hovedpersonen Phineas fra tid til anden vrissent siger, at hans biografi ikke skal være selvbiografisk, må han alligevel bøje sig til slut. Det bliver mere og mere åbenlyst, at der intet er at skrive om ham, han oprindeligt ville biografere, tilmed er Phineas blevet glad for at skrive, og kærligheden giver ham noget at skrive om: Sit eget liv.
Med Korte liv lægger Byatt sig i halen på den genrebevidste engelske litterære tradition for at lege, flirte og mundhugges med den biografi-genre, som især Virginia Woolf med sine vittige biografiktioner Orlando og Flush er en ypperlig repræsentant for.
Byatts bog er irriterende og fantastisk underholdning. Men med sine underliggende diskussioner med bl.a. Foucault er den også en væsentlig påmindelse om, at biografiens sandhed i lige så høj grad skal findes hos biografiforfatteren, i hans historie og samtid. Og det kan vist ikke siges for tit.
*A.S. Byatt: Korte liv. Roman. Oversat fra engelsk af Claus Bech. 304 sider, 298 kr. Gyldendal. Udkommer i dag
