Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Bevar himmelforbindelsen

Ursula Andkjær Olsen mestrer kunsten at holde sammen på det totalt uforenelige i poesien og tilværelsen
Kultur
22. september 2003

Ny bog
Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) vakte berettiget opsigt, da hun i 2000 debuterede med Lulus sange og taler. Heri forenedes, for første gang i mange års poesi, en stor og rummelig stemme, en spøjs humor og en provokerende tanke. Hun realiserede i én bog, suverænt selvfølgeligt, en flerstemmighed og modsigelsesfylde, der i mange andres skriverier hidtil havde optrådt som håbefuld teori.
Teknikken i hendes nye bog Atlas over huller i verden viderefører metoden fra sidst, især derved at hun gang på gang går i dialog med sig selv, diskuterer sin egen skrifts status – kønsmæssigt, erkendelsesmæssigt og såmænd også politisk – samtidig med, at hun lige på stedet relativerer og dementerer sin egen metasnak. Modsigelysten går så langt, at aldrig så snart har hun ironiseret over religionen, før hun også må afsværge antimetafysikken og opfordrer læseren til at bevare himmelforbindelsen.
Gang på gang vælger hun udgangspunkt i overleveret materiale, f.eks. skriftsteder, ordsprog, børnesange og remser, men også citater af så vidt forskellige ånder som Grundtvig, Peter Faber, Homer og Heraklit, Rimbaud og gamle Karl Marx. Alt deformeres dog lystent, kunsten består i at radbrække faste udtryk, især gradbøje absolutter. Sandhedsbegrebet vendes på vrangen, og såvel danskhed som tavshed bliver – enten en torn i øjet eller et bolsje du sutter på! »Friheden er ikke stor nok til os begge,« skriver hun et sted og får derved på én linje, ved at indfolde en western-replik, koncentreret, hvad disse års ’værdidebat’ går ud på!

Detonerer i hjernen
Nogle gange opstår pointen blot gennem et linjebrud anbragt det helt rigtige sted:

Mennesket bader
aldrig i samme flod
to gange men i samme
suppedas?

Andre gange tages skrappere midler i brug, når Ursula Andkjær Olsen begynder tilsyneladende troskyldigt, men så lader klicheer deformere og detonere, så eksplosionerne forplanter sig til vor undrende hjerne. Herved opstår en art destruktiv opbyggelighed båret af humor og alvorligt ment ironi. »Kun en tåbe frygter ikke havet. Kun en idiot frygter ikke tåben.« Vi mindes om, at mange hellere vil bide negle, end de tør bide hovedet af al skam. Vi har, siger digteren, »talt med fætter complit han siger: Der er / ikke noget at gøre. For hver gang / kommer vi tættere på / gravens rand.« Der var det igen, et overraskende linjebrud! Titlens Huller i verden bliver til bratte spring i digte, der afstår fra at få alting til at hænge betryggende sammen.
Om samlingens eller digtsuitens overordnede tematik er at sige, hvad overskrifterne på flere af de otte underafsnit signalerer. I ét spor tales om »Syndfloder« og »Andre syndfloder«, i et andet om harmoni contra disharmoni eller simpelt hen »Harmonilæren« som musikalsk og filosofisk princip. Ursula Andkjær Olsen kender kun alt for godt menneskers trang til enhed og renhed, men hun har lært at frygte den harmoniserende, i sidste ende totalitære tanke. Derfor ironiserer hun over dyrkelsen af folket og hævder, at hvert menneske i det 21. århundrede er et folk i sig selv:

Folket har tabt forbindelsen
til folket hver mand og hver
kvinde er sit eget folk. Det
er et problem der giver
kludder i folket.

Politisk er bogen interessant ved at tage renhedstrangen og den søde drøm om harmoni dødsens seriøst og vise det destruktive og umenneskelige i at ville vaske verden ren. Nu er der trængsel ved håndvasken, griner vi, når skyld og ansvar skal tørres af på andre, men Ursula Andkjær Olsen tager talemåden alvorligt som udtryk for en syg drift mod at blive skyldfri og ren. Overført på hendes egne positioner som kvinde, menneske, digter indebærer denne indsigt, at hun må erklære: »Jeg er det
ikke-identiske.«
Dette udfolder hun i praksis ved ustandselig at modsige sig selv: »Det glade budskab er, at kvinden og dissonansen nu endelig har fået lov til at være sig selv. / Eller / det sure budskab er, at der ikke længere er nogen som helst der har tid til at være sig selv.«

Reklamen parodieret
Allermorsomst bliver bogen i en sekvens bygget op over typiske spørgsmål fra dameblade, terapeuter og lalleglade konsulenter:
»Har du ikke noget at skulle have sagt? Det skal du ikke være ked af, det er det de færreste, der har. Hvis du er smart, kan du sikkert sælge din stemme på det sorte marked til en god pris, når du nu alligevel ikke har noget at bruge den til. (...)
Kan hun ikke finde ud af at sutte den af på dig? Så prøv lige selv, hvor svært det er at sluge en hel agurk uden skræl på. (...)
Er vaginal ubalance et problem? Det har altid været svært at balancere på et hul, på afgrundens rand, det er ikke elegant, men tag det ikke så tungt, du er ikke alene. Heller ikke selv om du tror det. (...)
Har billige indkøb kostet dig dyrt? Så køb noget dyrt i stedet, det giver livskvalitet.«
Her vendes vrangen ud på reklamens sprog med en oplagthed, som man vist skal tilbage til Erik Knudsen og Ivan Malinowski for at finde sidestykker til. Hos Ursula Andkjær Olsen brydes en tro på et sandere sprog med en klarhjernet erkendelse af, at løgnen sætter sig igennem overalt. Hun vælger også på dette punkt det dødsens besværlige miskmask af hverken-eller og både-og: imod den løgnagtige forestilling om generelle sandheder, men samtidig imod løgnen som vor tids farligste masseødelæggelsesvåben. En tillid til egne kræfter dementeres øjeblikkelig af visheden om, at den, der er sig selv, har sat sig mellem to stole.
Sådan fistrer modsigelserne hele tiden ind over hinanden i denne mærkværdigt
lebendige, aldrig trættende eller selvrepeterende bog, som man glæder sig til at læse højt af, diskutere, pille op og sætte sammen igen.

*Ursula Andkjær Olsen: Atlas over huller i verden. 133 s., 198 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her