Ny bog
»Og dræb dem, hvor end I finder dem, og fordriv dem, hvorfra de fordrev jer. Jøderne er et bagvaskende folk, og de er et folk der forråder og bryder aftaler og pagter og de opdigter løgne.....«
Så ubehagelige var de indledende ord på en løbeseddel der blev udsendt af Hizb ut-Tahrir i foråret 2002. Det var også disse ord der førte til at partiets talsmand Fadi Abdellatif blev dømt den hidtil hårdeste dom for racisme i Danmark.
Løbesedlen og den efterfølgende dom rettede atter mediernes, politikernes og offentlighedens fokus på det lille, højtråbende, islamistiske parti. Første gang partiet for alvor kom i mediernes søgelys var umiddelbart efter 11. september 2001 og der syntes ikke at herske tvivl om at opmærksomheden havde en klar sammenhæng med terrorhandlingerne i USA, hvilket førte til at Hizb ut-Tahrir ofte blev kædet sammen med al-Qaeda.
Opfattelsen af at Hizb ut-Tahrir er et parti, der udsteder dødstrusler mod landets medborgere, implicit støtter Bin Laden og gang på gang har taget afstand fra integration, demokrati og sekularisme, førte i løbet af 2002 til en diskussion om, hvorvidt partiet skulle forbydes. Rigsadvokat Henning Fode fik derfor for et års tid siden til opgave at undersøge hvorvidt Grundloven kan danne grundlag for et forbud. Rigsadvokaturens rapport er endnu ikke udkommet, men forventes inden udgangen af i år.
Forbud er unyttigt
Spørgsmålet om hvorvidt Hizb ut-Tahrir skal forbydes eller ej, er udgangspunktet for den nye og allerede omdiskuterede bog Hizb ut-Tahrir i Danmark farlig fundamentalisme eller uskyldigt ungdomsoprør?. Og det er der kommet en yderst aktuel og læseværdig bog ud af. Der er tale om en nøgtern analyse af en af de mest omtalte og dæmoniserede islamistiske grupperinger i Danmark.
Forfatternes konklusioner i forhold til bogens hovedspørgsmål er entydige: Det ville være kontraproduktivt at forbyde Hizb-ut-Tahrir. Hovedårsagen er, ifølge forfatterne, at det historisk set har vist sig at partiet har ført en konsekvent ikke-voldelig politik. Samtidig påpeger de at et forbud kunne virke forstærkende på partiets tiltrækningskraft og samtidigt ville det uden tvivl styrke
Hizb ut-Tahrirs selvopfattelse som forfulgte sandhedsbærere. Hertil kommer at partiet heller ikke er at finde på EUs terrorliste, og til trods for et forbud mod partiets aktiviteter i Tyskland, mener forfatterne altså ikke at et forbud burde komme på tale. Endelig må det påpeges at et forbud ville gøre grundlæggende frihedsrettigheder relative.
I stedet for at forbyde partiet opfordrer forfatterne til en intensiv kritik af Hizb ut-Tahrir. En kritik af f.eks. partiets reduktionistiske historiesyn og partiets mildest talt udemokratiske ideologi. Forfatterne påpeger at netop udøvelsen af en velfunderet kritik vil kunne vise sig at være en god øvelse ikke mindst fordi andre grupperinger i fremtiden utvivlsomt også vil forsøge at udfordre den danske samfundsmodel byggende på sekulært demokrati og kapitalisme.
Flere nuancer
Det er tydeligt at bogens forfattere søger at rokke ved det stereotype billede som bl.a. den danske presse har etableret af partiet. Det er således interessant at læse hvorledes forskellige fremtrædende muslimer i Danmark ser på Hizb ut-Tahrir. Læsningen af disse udsagn bidrager klart til et mere nuanceret syn på partiet. Det er ligeledes værd at bemærke at flere er enige om, at partiet med den voldsomme retorik skader islam og muslimer i Danmark, mere end det gavner. Bogen indeholder interessante afsnit om netop Hizb ut-Tahrirs retorik. På denne måde afdækker forfatterne forskellige sider af partiets virke, men ind imellem kommer man dog lige lovligt vidt omkring. F.eks. findes et længere afsnit om partiets aktiviteter i Uzbekistan, som ikke bringer meget nyt med sig. Også beskrivelserne af partiets ligheder med grupper som Nation of Islam og Mujahiroun kunne være klaret på mindre plads, hertil kommer at der ind imellem er lige lovlig mange gentagelser. Ikke desto mindre er der tale om en informativ og velskrevet bog.
Allerede inden udgivelsen af bogen, har denne velunderbyggede konklusion rejst en storm af kritik ikke mindst fra landets mest islamofobiske kræfter. I dagbladet Politiken kunne man således forleden læse journalisten og forfatteren Helle Merete Brix skrive »Naturligvis skal Hizb ut-Tahrir forbydes, det er ganske absurd, at et demokrati skal vente på, at en ekstrem, totalitær bevægelse vokser sig så stor, at den kan vælte demokratiet« og i Kristligt Dagblad kaldte Nasser Khader bogens forfattere for »nyttige idioter«. Disse reaktioner kan ikke undrer i den polariserede debat om islams rolle i det danske samfund efter 11. september 2001.
Vi andre kan til gengæld glæde os over at der med bogen nu foreligger et materiale, således at diskussionen om Hizb ut-Tahrir kan foregå på et betydeligt mere nuanceret og kvalificeret grundlag end tilfældet har været hidtil. Og til trods for at forfatterne ikke mener at bevægelsen består af potentielle terrorister er det givet hvilket bør berolige kritikerne at såvel politiet som efterretningstjenesterne fortsat vil holde godt øje med Hizb ut-Tahrir og lignende bevægelser.
Normalisering af islam
Spørgsmålet er dog, om partiet overhovedet fortjener al den opmærksomhed. Der findes trods alt mere bekymrende anti-demokratiske tendenser i samfundet end små 200 højtråbende muslimer fra København og omegn. Men når stormen nu er her, kan man håbe på, at den megen fokus på Hizb ut-Tahrir kan medvirke til at illustrere over for den danske offentlighed at islamismen og ikke mindst islam er mangfoldige størrelser. På den måde kan der på sigt ske en normalisering af islam i den danske offentlighed, således at islams store spændvidde åbenbares. Også af den grund fortjener forfatterne ros.
*Hizb ut-Tahrir i Danmark farlig fundamentalisme eller uskyldigt ungdomsoprør? Af Malene Grøndal, Torben Rugberg Rasmussen og Kirstine Sinclair. 272 s., pris 248 kroner. Aarhus Universitetsforlag
