Erindringer
»Der ville jeg glemme alt hvad der havde gjort mig bedrøvet, dér ville jeg igen blive lykkelig og glad, for på Mårbacka var der ingen sorger.«
Sådan afsluttede Selma Lagerlöf sin selvbiografi med den 15-årige Selmas pludselige påmindelse om barndomshjemmets drømmerige, mens hun da et halvt års tid har været på familieophold i Stockholm til behandling for den hoftelidelse, der gjorde hende halt for livstid. Gården Mårbacka var både virkelighedens og mindets omdrejningspunkt og blev det magiske titelord for første del af de tre bind erindringer, hun udgav fra 1922, fulgt af Et barns erindringer (1930) og Dagbog for Selma Ottilia Lovisa Lagerlöf (1932).
Da havde Selma for længst generhvervet og udbygget barndomshjemmet, slægtsgården, som familien havde måttet afhænde allerede 1890. Ejendommen står nu som et offentlig tilgængeligt monument over hendes liv og værk ligesom bogen af samme navn, på dansk alle de tre dele, nyoversat af Anne Marie Bjerg, der inviterer indenfor med den lyse og lette tone på dansk, som alligevel rammer de dybe klange og det lange livsekko.
For det er et forbavsende og bevægende skriveeksperiment med erindringsperspektivet, Selma Lagerlöf foretog med de tre forskellige dele, som ikke er strengt kronologisk organiseret, men tre nedslag i tiden, hvor det sidste dog i dagbogens form er en dag for dag-fortælling fra Stockholm om pubertetens trængsler og foreløbige afklaring, stadig med den blidt pointerede anekdotes struktur. Første del er den overordnede fortæller, Mårbacka-ånden, der véd alt om det myldrende liv i og omkring gården, den stemme, der er indforstået med overtro, varsler og sagn: så at sige det mytiske syn på verden, hvor Selma er en tredjeperson blandt de andre, og hvor det kan lyde:
»Og Selma Lagerlöf der ikke var mere end syv år, hun vidste ikke hvad kun skulle finde på for at ærgre drengene...«
I anden del er Selma jeg-person og overtager bevidstheden om sig selv. De tre dele er på den måde en intimiseringens vej, hvor de vage forfatterdrømme bogstaveligt endelig konkretiseres i dagbogsskriveriet, den aldrende digters genoplevelse af skriveprocessens udvikling.
Vanfør
Et stadigt omkvæd er Selmas vanførhed, der på et tidspunkt ytrer sig som lammelse. Familien foretager da en helserejse til Strömstad og kommer bl.a. i kontakt med en skibskaptajns familie. Under sine rejser har han med sig ombord en såkaldt paradisfugl.
Da skibet netop anløber havnen, går de på besøg, og skibsdrengen viser Selma vej ned i kahytten, hvor hun henrykkes over den udstoppede fugl. Pludselig går det op for alle og hende selv, at hun mirakuløst har gået hele vejen. Der findes et fantasiens bevingede land, hvor fødder er uden betydning. Men langt hen er fødderne dog hendes plage og giver hende sociale problemer som bænkevarmer og haltefanden. Man kan blive digter også af skoen, der trykker.
Men hændelsen er optakter til den ene forunderlige historie efter den anden, heldig som hun er at vokse op i en fortællekultur med løjtnant Lagerlöf, den forgudede far, som en elsker af gavtyvehistorier. Han kunne altid finde på noget at tale om.
Bogens beretning i øvrigt angår en mor, fire søskende, den fastboende faster Lovise, skiftende huslærerinder, husholderske, andet tyende og så alligevel et mylder af gæster, naboer og familie i et enestående portrætgalleri, der peger ud i det øvrige forfatterskab. Alle synes at kende hinanden i det begrænsede samfund, som også Stockholm viser sig at være. Det vigtige er, at ingen og ingenting optræder tilfældigt, skønt det synes så.
Da løjtnant Lagerlöf bliver alvorligt syg, aflægger Selma for sig selv det bindende løfte at læse hele biblen fra ende til anden, så vil Gud til gengæld redde faderens liv. Det altid stærkt læsende barn vækker dog bekymring hos de intetanende forældre, og planen røbes.
Andre skyldfølelser kommer til, især i anledning af et for hende selv overraskende raseriudbrud under et kortspil. Netop et kortspil afdækker en indre dæmonverden hos hende. Hun lover sig selv aldrig mere at blive vred, af skræk for den indre basilisk, der nu og da rører på sig.
Organisation
Episode efter episode, portræt efter portræt følger uanstrengt hinanden, men er stadig organiseret, perspektivisk fremadpegende, hinanden kommenterende. Jeg faldt naturligvis for beretningen om Frk. Brostrøm, der bliver lokket til bal, klædt ud i store forventninger for kun at blive til grin som et forvarsel om Selmas egen fiasko af en baldebut i nabobyen Sunne og senere i hovedstaden.
Mårbacka er en stærkt underholdende barndomshistorie, som i øvrigt giver en detaljeret indføring i en digters og en digtnings tilblivelse, det reale kildemateriale, blandingen af livsforslugenhed og hæmning, af alvorsfuld selvtugtelse og forståelse af sammenhænge i det uoverskuelige spil af skæbne og skæbner. Den barnlige iagttagelsesevne og voksne detaljerede erindringsevne er overordentlig og giver et livagtigt billede af tiden før det moderne gennembrud. En inciterende blanding af raffinement og enkelhed.
Ack, Värmeland, du sköna, Ak, Sverige, du gamla, du fria. Det velordnede Sverige med den lurende galskab, hvor dæmonerne pludselig rejser sig og slår til.
*Selma Lagerlöf: Mårbacka. Oversat af Anne Marie Bjerg. 504 s., 398 kr. Gyldendal
