Læsetid: 5 min.

Dronningens rejsning

Dorrit Willumsens nye roman svarer på ’Kongens Fald’, men stiller samtidig indtrængende almene spørgsmål
16. september 2003

Ny bog
Claus Bergs berømte altertavle i St. Knuds Kirke i Odense blev, som nogle vil vide, bekostet af Dronning Christine, der var gift med Kong Hans. På fodstykket knæler hun nok så fromt foran deres svigerdatter Elisabeth, Christian 2.’s unge dronning.
Hende hører man ikke meget til i Johannes V. Jensens Kongens Fald. Det gør man til gengæld i Dorrit Willumsens nye historiske roman, en mindetavle for en sand heltinde. Historien har alt for længe holdt hende skjult omme bag rivalinden Dyveke og dennes emsige ophav Mor Sigbrit, men nu har Dronning Elisabeth endelig fået sin egen dybt indlevede og velfortalte beretning. Den kunne have heddet ’Dronningens rejsning’, i stedet har den fået navn efter rollen, hun fik, og byen, som hun kom fra og vendte tilbage til.
Kun 13 år gammel blev hun via stedfortræder gift med den uregerlige konge. Året efter, 1515, ankom hun til Danmark, for dog snart at erfare, at kongen foretrak kagekonens datter for hende, der nu ellers var barnebarn af kejser Maximillian og med sig ind i ægteskabet bragte en medgift på hele 250.000 gylden. Store dele heraf blev da også holdt tilbage i årevis som følge af den manglende ’bestigning’.

Holder hjertet varmt
Som datter af Johanna den Vanvittige frygter Elisabeth, at hun skal gå hen og blive sindssyg eller anset for gal. »Hellige jomfru, giv mig et koldt hjerte,« beder hun, alt imens hun lærer at begå sig på dansk, vinder sin svigermors fortrolighed og venter, som hun jo véd hun tålmodig skal, på hjælp fra Gud eller skæbnen.
Omslaget kommer, da Dyveke dør, enten fordi hun har spist en kurvfuld forgiftede kirsebær, eller fordi hun har suttet på den blomst, der fulgte med gaven. Hvem morderen egentlig var, er der, selv nu, ingen der véd. Torben Oxe blev dømt og henrettet, men Dorrit Willumsen har benyttet sig af sin digteriske frihed – og udstyret Elisabeth, ikke kun med et pragtfuldt lyrisk sprog, men også med en hjælpsom, tænksom dværg, romanens svar på Jensens langlemmede evighedsstudent Mikkel Thøgersen. Lukas hedder hjælperskikkelsen, hvis breve citeres side om side med andre interessante skrivelser, som historikerne garanteret har ledt længe efter, men som forfatteren åbenbart mirakuløst har fået fat i.
Også til Elisabeths følelsesliv og dybeste tanker har hun uhindret adgang. Derfor kan kun følge, hvordan dronningens tapre venten langsomt kommer både hende selv og Danmark til gode. Var hun før halvvejs til latter, vinder hun nu sin husbonds hjerte og føder børn, som man smutter mandler: »Hvor min konge er, der er mit kongerige.«

Velkendt og fremmed
Dette valgsprog skal dog næppe tages som bogens eget udsagn, og Dorrit Willumsens nuancerede portræt af en på én gang stolt og ydmyg royal heltinde bør nok heller ikke læses som instruks til Mary Donaldson, skønt visse paralleller godt kunne indbyde til det. Nej, hvad der gør denne roman velkommen og aktuel, er nok snarere det tidløse i den.
Det dukker frem langs to linjer i værket. Den ene er den, der har at gøre med forholdet mellem velkendt og fremmed. Den anden, som muligvis er vigtigst, handler om, hvorledes man kan leve sit liv, uanset om man er af samme køn eller tilhører samme klasse som bogens hovedpersonen.
Som mange vil vide, faldt Kong Christian 2 især som følge af sin politik over for adelens tunge magthavere. Lydhør, som han var, over for renæssancens humanisme og Luthers nye forkyndelse, prøvede han som regent at slå ind på frihedens vej. Mennesker skulle have mulighed for at kende deres værd og udfolde deres evner, hvad der imidlertid var tom utopi, så længe befolkningen skulle bukke og skrabe og trælle for hovmodige adelsmænd. En af kongens gode ideer var da at indkalde hollandske bønder, der skulle komme og lære fra sig.
Fra Hollænderbyen på Amager får man i København derfor daglig frisk frugt og grønt. Elisabeth glæder sig over, at hendes dreng Hans nu kan sætte sine små hvide tænder i et fejlfrit æble. Men hun er samtidig bange. »Bange for, at hadet til hollænderne en dag skal rejse sig til en mægtig bølge, der skyller ind over os og river os alle med.« Den kan læseren så sidde og tænke lidt over og spørge sig selv, om renæssancehumanismen var forgæves – nu hvor barbariet og stupiditeten igen vokser frem iblandt os.

Udfoldet poesi
Det er romanens ene almene perspektiv. Det andet formidles af dens poesi, som til at begynde med især lægges i skildringen af kongens og Dyvekes elskov, men efterhånden finder et naturligt leje i de mange indblik, man får i hovedpersonens sind. »Svaler flyver styret af deres længsel,« siger dværgen Lukas, og straks bliver Elisabeths hjerte en fugl, der basker og slår imod hendes ribbens fængsel. »Udenfor sneede det,« hedder det i den næste sætning, med typisk Dorrit Willumsen-knaphed.
Så lavmælt dette nu end kan virke, så er det i romanens store hele et gyldigt tegn for det at holde fast i sin længsel og tro på, at ens liv har såvel retning som mening. Måske det altsammen handler om at vente længe nok og huske, hvad det er, man inderst venter på. Det kan ligne resignation, men er vel snarere den Kærlighed Til Skæbnen, som Nietzsche og med ham Thomas Mann og Karen Blixen gerne kredsede om.
Det er velgørende at blive mindet om, at også en roman, ja, ikke mindst en roman, kan fastholde et sådant eksistentielt udsagn.
Dorrit Willumsen må have vidst det, da hun skrev passagen om Elisabeths møde med Claus Berg. Hun begriber ikke, at træ kan få hende til at »føle en sådan smerte. Og at det kan rumme så mange skikkelser og ansigter og hænder, der knuger sig sammen i sorg eller rækker ud efter hinanden.« Den beskrivelse omfatter ikke kun billedskærerens særlige kunstneriske evne, men tegner også et billede ind i romanen af ordkunstens egen formåen.
»Alle former og følelser venter bare på at blive foldet ud.« står der i den følgende sætning. Som er op til læseren selv! For også i historiske romaner gælder det, at omtaler en forfatter ’kunst’ i sin skrift, så sker det, som mange vil vide, ofte i et forsøg på at forstå, hvad hun eller han selv netop nu har gang i. Samtidig kan det, som her, udtrykke den fromme drøm, at kunstværket ikke skal være forgæves, men helst kunne røre, henrykke og meget gerne direkte rykke sin læser. Denne drøm var det, som i 1983 bar Marie, forfatterens første historie-
roman. 20 år senere virkeliggøres den atter på lige dele indsigt og forførende poesi.

*Dorrit Willumsen: Bruden fra Gent. 264 s., 275 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu