Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Fri os fra De Indre Dæmoner

Niels Martinovs biografi over Henrik Stangerup leverer heldigvis selv det stof, der kan dementere dens synspunkt
Kultur
18. september 2003

Biografi
Vi citerer: »Alkohol eller ethylalkohol er en rusgift, der rammer centralnervesystemet.« Sådan indledte min storebroder, husker jeg, en gymnasiestil, og sådan kunne Niels Martinov (f. 1949) for den sags skyld nemt have begyndt sin biografi over forfatteren og kulturdebattøren Henrik Stangerup (1937-98). Efter værket at dømme var beskrivelsens genstand nemlig gennem det meste af sit voksne liv fast inventar på den københavnske ‘dødsrute‘, ligesom hans offentlige virke fik præg af alkoholismens trivielle mønster: euforiske opture, selvmedlidende nedture, aggressive udfald, indeklemt selvhad. Han kunne, læser vi, tømme en flaske whisky på et kvarter.
Niels Martinov, der som biograf tilstræber grundig redelighed og i det mindste forsøger at holde distancen til sit objekt, forbliver langt hen ad vejen nøgtern i kortlægningen af Henrik Stangerups triste og forudsigelige bane som misbruger af sprut og det, der ligner, men bogen kan ikke siges ganske fri for den tilbøjelighed til at heroisere forfaldet, som så ofte ledsager især de mandlige alkoholikere. »Han skånede ikke sig selv. Han levede for hårdt.« Eller med Klaus Rifbjergs viise ord fra bogen:
»Henrik ville ikke altid sig selv det så forfærdelig godt.«
Alle kender vi disse indarbejdede eufemismer, men værst af dem alle er dog dén om de indre dæmoner, der når som helst står på spring, parat til at danse kinddans på bordet. Klicheen er ekstra slem, fordi den reproducerer den drikfældiges illusion om, at lige netop hans drikkeri repræsenterer et særlig fint individuelt valg. Alkoholikere kan ikke tåle verden, som den er, og tror, at der for dem er en speciel flugtvej gennem druk, skønt sandheden er, at alkoholmisbrug tværtimod gør alle ens, nemlig sentimentale og ondskabsfulde.

Mangel på ømhed
I Stangerup-biografien bakkes ævlet om indre dæmoner op med en grundig indledende slægts- og barndomshistorie, der vistnok skal sandsynliggøre, at forfatterens væsen og væremåde kom sig af – gæt selv – mangel på kærlighed! Som barnebarn af den berømte svenske forfatter Hjalmar Söderberg og søn af dennes datter, filmskuespillerinden, og den kendte litteraturprofessor Hakon Stangerup var Henrik Stangerup – ligesom sin skrivende lillesøster Helle – fra starten udset til noget stort, men når det i hans tilfælde ikke gik som forventet, skyldtes det ifølge ham og hans hagiograf dels selve forventningspresset, dels at moderen vendte ham ryggen eller så ham med iskolde, vurderende øjne. »Hans veludviklede mistænksomhed over for alle, der førte sig frem som selvbestaltede autoriteter eller diverse udgaver af Det Rigtige Selskab, var blevet næret af en opvækst med en neurotisk mor og en udhængt far, hvis omdømme som tyskvenlig under besættelsen fik kastet en slagskygge over sønnens liv og var med til at gøre ham til en evig outsider.«
Sådan konkluderes der på næstsidste side af en skildring, der altså kunne have lagt ud med at konstatere, at det er dødsensfarligt for et menneske at have en fader og moder.
»Han havde til stadighed brug for personer, der kunne tage sig af ham, måske fordi han, når det kom til stykket, var blevet udsat for omsorgssvigt i sin barndom.«
Hensigten er, at læserne skal, om ikke bryde sammen i gråd, så i det mindste FORSTÅ den udsatte Henrik Stangerup.
Problemet ved en sådan vulgærpsykologisk reduktion er i første omgang, at den alt for tjenstivrigt reproducerer forfatterens selvforståelse, sådan som den kommer til udtryk i hans bøger, tydeligst måske Fjenden i forkøbet (1978). I anden omgang bør synspunktet kritiseres etisk, fordi det ved sin deterministiske linearkausalitet i sidste ende frakender den biograferede retten til og muligheden for at vælge sit liv, ekstra ironisk fordi netop eksistentialismen forblev ledetråden for Henrik Stangerup selv. Hertil kommer i tredje omgang, at de psykologiserende klicheer gør det let for Niels Martinov at lægge afstand til forfatterens holdninger der, hvor de åbenbart har gjort allermest ondt. Når Henrik Stangerup i sine opgør med 70’ernes venstrefløj ser en lige linje fra revolutionstankerne i den franske revolution og til Stalins og Hitlers kz-lejre, og når han hævder, at alle forsøg på at konstruere overgribende utopier vil føre til ny fascisme, og i hvert fald uundgåeligt krænke individet, så står Martinov efter eget udsagn simpelt hen af, hvad han naturligvis er i sin gode ret til, selv om man godt ville have hørt ham argumentere. Blot bør han ikke karikere Stangerups synspunkt og indsukre det i (åh, så velmente, men bagatelliserende) udenoms- og bortforklaringer.

Illuderet fortæller
Fra Karen Blixens fortællinger kender man det analyse-problem, at man som fortolker står over for fortællere (i 1. person) eller synsvinkelbærende ledefigurer (i
3.-person), der viser sig ude af stand til at forstå den historie, de selv er del af, og derfor ofte drager de gale konsekvenser af de begivenheder, de kommer ud for.
Dette problem fordobles i Niels Martinovs biografi, hvor vi på det fortaltes niveau har en hovedperson, hvis udsyn ofte er blændet af selvretfærdig harme og sprut, som vedholdende projicerer sit selvhad ud på omgivelserne, og som uforudsigelig svinger mellem selvover- og undervurdering, samtidig med at vi på fortællerplan har en iscenesætter, Martinov, som ikke er i stand til at tænke klart litterært-analytisk og, hvor det handler om politik, ikke kan tænke principielt. Således griber han heller ikke den hånd, Henrik Stangerup hinsides graven rækker ham, da han ved udgivelsen af Løgn over løgn (1971) siger, at hvad skal komme ud af oprøret i tiden, er »at få forenet krop og sjæl, krop og intellekt, fornuft og følelse igen« og finde, »hvad man kan kalde en kærlighedens politik«.
Sådan taler et lykkeligt, privilegeret menneske. Sådan mener en, der HAR prøvet at blive elsket, selv om det i desværre tit skete i form af forkælelse. Det morsomme er, at Martinov selv leverer det dokumentariske materiale, der skal til for at korrigere det billede, bogen (tror den) tegner. Biografien om Henrik Stangerup er nemlig langt rigere end det synspunkt, den vil føre igennem.
Fremstillingen formelig bugner af præcise karakteristikker fra mange af de mennesker, der kendte forfatteren, og indimellem de velskrevne livsrids får man værklæsninger, der ganske vist alle sammen vil føre teksten tilbage til forfatterens liv og psyke, men i hvert fald minder os om, hvor god en forfatter han indimellem var. Ud af bogen lyser desuden det medrivende og underholdende menneske, Henrik Stangerup også kunne være. Inden han blev så fuld, at verden omkring ham blev til en ting.

*Niels Martinov: Henrik Stangerup. En biografi. 404 s. Ill. 349 kr.
Cicero

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her