Læsetid: 3 min.

Gustavas dialog-modernisme

Jørgen Gustava Brandts digtning i filosofisk belysning
11. september 2003

Forfatterskab
Hos de store digtere er sproget ikke bare et redskab til at udtrykke tanker og følelser. Indholdet ligger i sprogets særlige udtryk. I digtet er hver en detalje betydningsbærende, ordstilling, rim, linjeknæk, rytme, alt det, der kaldes formelle træk, som jo bare ikke kan skilles fra indhold. Selv kalder digterne nu tit sproget et instrument, en lidt risikabel betegnelse, da poesi mindre er en instrumentel end en eksistentiel tilnærmelse til verden. Det er da gerne den musikalske dimension, der muliggør glosen, som når Sophus Claussen slutter sit digt om »Mennesket« fra Djævlerier med ordene »det Instrument, jeg blæser, kaldes Vidunderhornet«, brugt til at fordrive og ophæve de indre dæmoner.

Det instrument, jeg nu,
imens det regner
i min gades dæmring, ene
her, slår an, er svar.
Den rige regn, en gylden
jubel. Stadens tage,
spir og kløfter svarer
uafladeligt.

Den strofe om versets og virkelighedens gensidighed, deres særlige dialog, skyldes Jørgen Gustava Brandt. Det står i digtet med den passende titel »Mand med guitar« fra gennembrudsbogen, Fragment af imorgen (1960), hvis gyldne sprog genlyder i erindringen fra et af dansk poesis store år og tåler gentagelse og lytten fra nye læsere.
Med begrebet Gentagelsens poesi har netop Lotte Thyrring Andersen publiceret sin ph.d.-afhandling om Virkelighedsopfattelsen i Jørgen Gustava Brandts digtning. Trods denne akademiske besværliggørelse af sine tanker i det offentlige rum med bl.a. omstændelige redegørelser for filosofiske analogier, er det en læselig og værdifuld bestemmelse af digterens særlige lyriske univers, hun har begået.

Konfrontationer
I de senere år har litteraturforskningen bl.a. interesseret sig for dialogiske forhold i digtningen, de mellemtekstlige relationer til anden litteratur, tekstens liv mellem tekster og anden kunst, desuden om tekstens holdning til læseren og udveksling med virkeligheden, f.eks. i brugen af stilfiguren ’apostrofe’, den direkte henvendelse. O, Gott, o, Mensch, o, Natur! Hold fastere omkring mig! Min tankes tanke, ene er du vorden!
Figuren findes direkte og indirekte overalt i digtningen, også i 1960-modernismen, hvor ellers ’modernitetens verdensløse jeg-centrering’ er tidstypisk for det civilisatoriske opgør, der da foregik med konfrontations-digtningen. Det kalder hun den ’monologiske modernisme’, som ikke mindst undertegnede anmelder skal have insisteret på – til skade for Gustava. Nånå!
I en interessant parallellæsning af Rifbjergs digt »Middelaldermorgen« og Brandts digte viser hun forskellen. Hos Rifbjerg taler et selvskabt jeg i en tingsverden for at overvinde sig selv, mens Brandt typisk foretager en kredsende, cyklisk gentagende bevægelse i et særligt nærvær med verden. Men her findes hans gennemgående konfliktstof, som det navnlig analyseres frem i den detaljerede gennemgang af den ovennævnte Fragment-bog. Et spil mellem afmagtens fjernhed og det mystisk farvede nærvær, som kaldes frem med hans sproglige magi og omverdensglæde. Til den ende opfinder Lotte Thyrring begrebet ’dialogisk modernisme’.
Jørgen Gustava Brandts særpræg som poet med dybe religiøse, esoteriske erfaringer og visioner giver hans sprog resonnans. Virkeligheden fejler ikke noget, hverken hos ham eller hans generationskammerater, det er forholdet til den, der udtrykkes såre forskelligt. At vise Brandts måde at gøre sproget nærværende på er afhandlingens bestræbelse.
Selv har han udtrykt sin tilslutning til den tyske teolog Martin Bubers filosofi over især jeg og du-forholdet. Ligeværdigheden i modsætning til subjektivismen. Og det slægtskab belyses indgående, ligesom forbindelsen til jødisk chassidisme, zen-buddhisme, dialogen med T.S. Eliot og Gunnar Ekelöf. Senere ser hun også forbindelse til Paul Ricoeurs hermeneutik.

Udstrakt chaconne
Man kunne som læser have ønsket stramninger i teksten – og den måske alt for bevidste brug af gentagelsens pædagogik – i belysningen af det gentagelsesbegreb, som med Søren Kierkegaards hjælp gøres til digterens måde at gentage, genoprette jegets og sprogets nærhedsforhold, med nuet som en vedvarende livsstrøm, med kærlighedstemaet som overbegreb.
Af det rige og omfattende forfatterskab er udtaget et antal værker som markering af stadier, en udvikling gennem bøgerne Janushoved, Der er æg i mit skæg, Mit hjerte i København med de fremragende bydigte, dertil essaysamlingerne Kunst og virkelighed og Hvad angår poesi. Der er andre dele, som kunne have været spændende at få bragt i sammehæng, Harlekinaderne med det høje humør, salmerne, fiktionsprosaen, men et godt indtryk får man af poetens udstrakte lærdoms- og kunstverden, der både er materiale og underklang.
Man har tit nok karakteriseret Gustava Brandts diktion som ’parlando’, hans gangart som ’slentren’, men det er snarere en egenartet musik, en udstrakt chaconne, den gamle langsomme dans, hvis instrumentation ikke altid er nuanceret skildret i litteraturhistoriens skematiseringer, trods en tematisk konstans, med en basso ostinato fra barndommens skakter i den indre by. Det har afhandlingen nu rådet bod på.

*Lotte Thyrring Andersen: Gentagelsens poesi. Virkelighedsopfattelsen i Jørgen Gustava Brandts digtning. 254 s., 299 kr. Gads Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu