Læsetid: 5 min.

Hatten af for Madsen

Poeten Johannes L. Madsen fylder heldigvis mest i pragtudgaven af den tidligt afdøde forfatters værk
4. september 2003

Ny bog
Det er en vidunderlig herlig bog, der i dag lander tungt iblandt os: 945 sider i stort format med Johannes L(und) Madsens samlede litterære produktion, redigeret af kritikeren Lars Bukdahl i tæt samarbejde med forfatterens søn, digteren Eli I. Lund, der også har stået for den grundigt gennemtænkte og på det smukkeste gennemførte opsætning af hele molevitten, lige fra det tidligste værk, 20 opdigte (udsendt som privattryk 1965) til de tekster, man fandt i forfatterens fynske hjem efter hans alt for tidlige død, 57 år gammel.
Johannes L. Madsen (1942-2000) blev allerede i levende live lidt af en litterær legende. Som dreng, har han fortalt, gik han i seks forskellige skoler. Som ung var han lidt af hvert, såsom gartner, skopudser, flaskevasker, støberiarbejder, tankpasser, chauffør. Som voksen fiflede han med kombinationslåse og skærebrænder og sad inde, da han opdagede Morten Nielsens digte og gudskelov selv blev opdaget af digteren, litteraturpædagogen Vagn Steen og forlæggeren Martin Berg. Herefter gik det rask, med kraftig produktion i 60’ernes sidste halvdel og 70’ernes første år, indtil omkostningerne ved diverse stof- og drukeksperimenter meldte sig sammen med indre dæmoner, som sandsynligvis havde siddet på spring det meste af tiden.

Pennen dyppet i tid
Det er, midt i alle eksperimenterne med verset, formen og bogsiden som medie, et ensomt og udsat menneske, der møder os her.
Men samtidig er det, først som sidst, en skrivekugle for Herren, en ordmager af de sjældne og en visionær syredigter af rang. Vi har med denne bog fået endnu en god grund til at revidere dansk litteraturs moderne kanon, og det er ganske ironisk, at endnu en betydelig Madsen er stødt til. Hatten af i klassen, ellers kommer Madsen – og gir dig en på kassen. Før i tiden kunne det være Carl Madsen, advokat og samfundsrevser, eller måske Børge Madsen, forfatteren til Jeg er salig. Nu har vi fra et og samme årti fået Svend Åge, Viggo og Johannes L. Madsen. Og hvad sidstnævnte efterlod, var, som der står på bogens sidste side, »skrevet med pennen dyppet i tid«.

I drømme
ser man ikke stål
og diamanter af lys
men virkeligheden af sten
kærligheden er høflig
Guden tegner med ild
på min kind
og ildregn fossede fra himlen
som stjerner
de torturerede ord

Sådan lyder »Ildregn«, et typisk efterladt digt. Hvornår teksten blev til, oplyser udgaven ikke, sikkert fordi ingen jo kan vide det, men mismodstonen får én til at gætte. Mere vigtig er imidlertid den personlige poetiske signatur: Madsens mod til at nøjes med ganske få, dødsens præcise ord; de dristige spring mellem vers, som hver for sig får lov til at hænge; opmærksomheden for lys og stof; den visionært religiøse dragning. Alt sammen holdt i ave af en eller anden forsigtighed, som om hvert ord var det første, men kunne blive det sidste.

Du er som på film
Selv får jeg ved mødet med moppedrengs-udgivelsen her et sæt røde ører forærende. Jeg udgav nemlig i 1982 en bog om nyere dansk eksperimenterende digtning (konkretisme, systemdigtning og skrifttematisk poesi m.m.), hvori jeg ikke alene så bort fra et så centralt forfatterskab som Klaus Høecks, der jo ellers oplagt hørte med, men også (fejlagtigt kan jeg nu se), fandt, at
Johs. L. Madsens storhedsperiode som digter lå for langt tilbage, nemlig i 60’erne. Samleudgaven godtgør, at han både var produktiv og på behørigt æstetisk niveau helt frem til 70’ernes slutning. Fra den tid stammer et af værkets virkelige fund, popteksterne »Salvet baby«:

Du er som på film
i min drøm om to,
smuk som en cigaret.
Se en himmel
jeg ser i dine sko.

Du ler som et kys
og ligger i høje
puder af lys
med en stor, varm
snekrystal i hvert øje.

Sådan et par strofer formelig trygler om en kongenial musik, og de er samtidig selv musik af den ægte Madsenske slags, man så tit møder, også i de tidlige rabiat konkretistiske tekster, skønt lidenskaben dér ikke sjældent virker klemt inde bag sølvspænder af formel karakter.

Talemaskinen
Fra midten af 70’erne stammer Min fuldautomatiske pen, bogen, hvor Johannes L. Madsen første gang brugte sin ’talemaskine’ og skrev tekster efter tilfældighedsprincippet ved hjælp af en pose med ord og minimale regler for kombination af trækningerne. De første af hans »orakinistiske sætningsdannelser« blev forelagt medlemmer af den danske regering med udførlig forklaring! Men hvad ministrene tænkte, hvis og da de læste linjen »POLITIKERNE KONGEN SELV HAVDE SIG«, er der næppe nogen, der ved.
Det sidste, Johannes L. Madsen gav fra sig, var to digte trykt i »Booktraders julehæfte« 1992, ifølge vennen Knud Holten begge fremstillet ved hjælp af ordmaskinen. Sidste »egenbog«, bortset fra de Udvalgte digte, som Holten redigerede 1985, var Læs igen bog (1983), skrevet for børn med illustrationer af Claes Movin. Her kunne børn såvel som voksne læse:

En cykel uden hjul er et stel,
hvad er et æble uden kød?

Selv om flere af teksterne, måske endda de fleste, stammer fra sidst i 60’erne og først i 70’erne, hvor en række af dem tryktes i tidsskrifter og antologier, var børnebogen dog i det mindste et forsøg på at stikke næsen ind i den offentlighed, digteren ellers holdt sig fra, uregerlig og utilpasset, som han efter sigende var.

Hovedværket
En avisanmeldelse af Johannes L. Madsens Samlede kan umuligt yde dens alt for tidligt afdøde forfatter og dens sprællevende, bogholderisk grundige redaktion behørig retfærdighed. Det er et bogværk, man må flytte ind i og først bør udtale sig om efter én måned. Skal jeg alligevel antyde, hvad der skete med min hjerne og mine øjne i de forløbne dage, vil jeg konkludere, at oplevelsen har klar slagside mod poesien. Der gik ikke nogen dramatiker af format tabt i syrehovedet Madsen, for har man læst en enkelt side af et af de tre optrykte stykker, kender man den absurde tale-forbi-hinanden og blive-i-samme-skure-metode. Ejheller har man grund til at begræde, at det ikke blev til flere romaner end For en person med verbale pupiller (1970) og Magikerne (1972), de kører blot associativt derudad, læseren har kun interesseret som en udenforstående undrende iagttager til de selvkredsende volter.
Nej, hvad der fascinerer og får blivende værdi, er den magiske lysmager-poet, og først og fremmest ham, der skrev Nedspildt spruttende af syre (1969) og Smarte pletter mellem fingrene (1970), begge udsendt på Arena SUB-PUB og trykt efter egen opsætning på skrivemaskine. Førstnævnte udnævnes med rette til hovedværk i Lars Bukdahls veloplagt informative efterskrift. Her sker der noget, der ikke sker med samme intensitet noget sted i den hjemlige lyrik. Hatten af for Madsen. Arena, scor nu kassen! Skrift i superklassen...

*JLM. Johannes L. Madsen Samlede. Redigeret af Lars Bukdahl og Eli I. Lund. Med efterskrift af Lars Bukdahl. 958 s., 400 kr. Arena. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu