Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hjertets misere

En emotionel, afrikansk safari – ny bog af dansk-svenske Natasha Illum Berg
Kultur
4. september 2003

Roman
En meget kunstfærdig lille roman er det, den 32-årige dansk-svenske Natasha Illum Berg har skrevet over sin private, men blandt den hvide overklasse i Kenya og i medierne meget omtalte kærlighedsaffære med en engelsk, gift kunstmaler, der blev myrdet på tærsklen til hendes hus. Sit liv som storvildtjæger og safarileder har hun allerede skildret i Floder af rød jord (1999), men her går jagten på en sprogliggørelse af den indre omvæltning, den chokerende afbrydelse af en stor, forundret følelsesverden, der havde åbnet sig.
Det er et ganske spændende eksperiment med at etablere en billedverden, måske en myte om deres forhold, formet som noget i retning af et brev til ham. En dag gav han hende et billede af et rødt hjerte, malet i olie, vådt endnu, som bankede det og smittede af på tøj og ting.
»Vores hjerte er allerede på alt. Det kan jeg ikke gøre noget ved,« sagde han.
Men hun kan, objektiveret som Anoushka, nu hvor det malede hjerte er stivnet i sin endelige form, og hun til gengæld lader det diffundere ud i sin erindrings- og sanseverden. Hun har øjnene med sig, født uden øjenlåg, som hun erklærer. Hun ser alt i erindringen som en stivnet tid. Hendes base og skrivested er her Tanzania, hvor hun blandt krigeriske masaier bor ene på sin høj med udsigt til ni bjerge i stedet for før Ngong Hills.

Lyrisk komposition
Man kunne overveje, om der her er tale om en blot litterært bevidst Blixen-pastiche, de mange ydre paralleller taget i betragtning. Men der er forskelle. Det er her ikke en episk fremadskridende beretning med et tragisk skæbneforløb i en kultur og natur med magiske træk. En natur, der giver svar. Hos Natasha Illum Berg er det et lyrisk reflekterende, subjektivt arrangement i både komposition og natursyn. En behændig, dygtig, måske for dygtig kobling af sansninger og billeddannelser. Et svar i ordbilleder på malerens farver.
Som jæger ynder hun skuddet i toppen af dyrenes hjerte, som de to elskende taler om. Da han så rammes af den ukendte morders skud, lægger hun nogle dråber af hans hjerteblod på sine læber, som en styrke at bære med sig ind i døden, når hendes liv er slut. Teatralsk og inderligt.
Teen som hverdagsingrediens findes jo allerede i bogens titelsituation, Te i en blå sofa, tanzanisk te serveret for ham i hendes dybe, blå sofa i Kenya, »den havde en helt særegen blå farve. Tre forskellige slags tråde i blå nuancer nøje udvalgt og vævet sammen til en perfekt blå. Et barns blå, der efter år på loftet bliver trukket frem på ny, et barns glemte blå med en tråd af tidens støv vævet ind i sig.« Dér finder hun bagefter et frø faldet ud af hans bukselommer, og hun planter det ud for at se, hvad det bliver til. Motiv griber ind i motiv.

Et billede fastholdt
Den citerede situation er sprogligt ladet med bevidste lydkvaliteter og bebudelser og med den sansefylde, der slet ikke har brug for sexscener, men netop vil væve tråde frem i bevidstheden. Den omfatter også erindringen med glimt af den svenske barndom, opvækst og ensomhedserfaringer. I den gule stue derhjemme var sofaen grøn, hvid og lyserød med et mønster af kastanjeblade og blomster. Foran stod et insektbord, hendes farfar havde lavet. Sommerfugle, natsværmere, biller, skorpioner, tørret, lagt på silke under glasplade. Et billede af tid, fastholdt, stivnet. Der er ingen åbninger i tiden, der kan ejes, siges det. Men levende så de ud.
Og levende er alle de insekter, bier, ildfluer, der svirrer i bogens afrikanske varme og danner mentale flyveruter i det selvterapeutiske arbejde, som skrives frem, med fremhævelse af det kæmpestore insekt, der lander på verandaen i Tanzania, hvor den vandrer med afmålte, langsomme skridt, tilsyneladende fuldkommen ubekymret, og alligevel består den næsten kun af følehorn.
Mindst overbevisende er gengivelsen af de få replikker og samtaler, men nærværet og det brat indtrådte fravær er indirekte udformet i den tætte afrikanske atmosfære af ting, dyr, mennesker, lys, hede og regn, regn, der hvisker og hvisker. Og ellers tavsheden. Skriget og tavsheden.
»Hvis du står ansigt til ansigt med en løve, er det sidste, du skal gøre, at løbe.« Det er den sluttelige erkendelse af kampen mod omverdenens uvilje og trussel mod eneren. Og det er ellers jagten på vildtet, der er svaret.
»Jeg har aldrig overvejet af forlade Afrika, efter at du gik bort«, skriver hun til slut til ham. Og det er så en anden morale end den, vi kender fra det store afrikanske eventyr i dansk litteratur. Den er afhængig af hendes faktiske ydre valg, som er plausibelt nok som led i hele den selvhævdelse, der bærer den lille tætte bog, der heller ikke er uden stilistisk overanstrengelse. En stærk kop te.

*Natasha Illum Berg: Te i den blå sofa. 133s., 199 kr. People’s Press

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her