Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Hvem fanden var Pinochet?

At sætte en diktator for retten
Kultur
11. september 2003

Faktion
Det er muligt, at krig bare er politik med andre midler, men politik er det bedste middel mod krigsforbrydelser, og den 16. oktober 1998 blev en international mærkedag i opgøret med krigens forbrydere. Da blev Chiles tidligere diktator, general Augusto Pinochet, på initiativ af en udleveringsbegæring fra den utrættelige spanske dommer Baltasar Garzón arresteret i London, og dermed begyndte den retssag, som skulle forvandle denne verden til et mere usikkert sted for diktatorer og generaler med blod på fingrene.
Det er historien om denne retssag, som Ariel Dorfman her ruller op i en medrivende montage af erindringsklip, portrætskitser, dokumenter og refleksioner. Spørgsmål for spørgsmål nærmer den sig et svar på gåden Pinochet? Hvem var han? Hvordan fæstnede han sig i den almindelige chileners mentalitet? Hvorledes virker terror? Og hvilke redskaber står til rådighed i kampen for at bryde terrorens jerngreb?

Retsopgør
Som Dorfman beskriver det, har retsforhandlingerne to sider. En officiel, hvor målet er at konfrontere diktatoren med hans forbrydelser. Og en uofficiel, hvor hver enkelt må holde en slags retssag med sig selv i forsøget på at uddrive 25 års terror.
Diktatorromanen er en hæderkronet, skrækindjagende genre i latinamerikansk litteratur, og man kunne udnævne exorcismen til en særlig strømning, jf. hovedværker af forfattere som Miguel Angel Asturias, Alejo Carpentier, Augusto Roa Bastos, Gabriel García Márquez, Mario Vargas Llosa.
I den terroruddrivelse, som Ariel Dorfman praktiserer, er der imidlertid ikke tale om litteratur, selv om fremstillingen har åbenlyse litterære kvaliteter. Der er snarere tale om et retsopgør, hvor de overlevende kaldes til vidner, og hvor vidnesbyrdene leder op til en uundgåelig konklusion: at det aldrig var kommet til et retsopgør, hvis ikke det havde været for Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fra 1948 og Den Internationale Forbryderdomstol, hvis vedtægter blev ratificeret kun tre måneder før arrestationen af Pinochet.
Terroruddrivelsen finder sted dag for dag med dage, som betegner tilbageslag og dage, som betegner triumfer, og Dorfman har formet sin bog som en løbende beretning om disse opture og nedture.
Når han et sted fortæller, at han »for tiden (..) vågner hver eneste morgen før daggry« for at kunne tænde radioen og høre nyt om Pinochets skæbne i London, bidrager præsensformen selvfølgelig til at gøre sagen nærværende for læseren. Og læst som spændingsroman er det næsten uudholdeligt nærværende, når han skriver, at »lige før i radioen hørte jeg i nyhederne – i dag den 28. oktober – 1998 – at den engelske landsret med stemmerne 3-0 har afsagt kendelse om, at senator Pinochet som forhenværende statsoverhoved har immunitet...«
Man haster frem til november, december, januar, i håbet om at retfærdigheden dog må ske fyldest.

Kamp om eftermælet
Kendelser fremsættes og omstødes, og det hele ender med, at Pinochet under henvisning til alderdomssvækkelse ikke udleveres, men sendes tilbage til Chile, hvor retsinstanserne også ender med at undlade et opgør med den tidligere diktator. Men i bogens sidste kapitel drister Dorfman sig til en profeti om, at retssagen fortsætter som en kamp om eftermælet, og at Pinochet umuligt vil kunne kontrollere udfaldet af denne kamp.
I kraft af terroren har Pinochet gennem en menneskealder ledsaget hvert eneste øjeblik af chilenernes private og offentlige liv, men engang i fremtiden – skriver Dorfman i epilogens slutord – kan man forestille sig et barn, der spørger: Pinochet? Hvem fanden er Pinochet?

*Ariel Dorfman: Terroruddrivelse. Den uendelige retssag mod general Augusto Pinochet. Oversat af Susanne Grubb. 212 s., 248 kr. Tiderne skifter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her