Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Det lige erkender det lige

Dag Heedes konsekvent ’skæve’ læsning af Herman Bang ender i ukritisk repetition af sin egen automatik
Kultur
30. september 2003

Ny bog
Syddansk Universitetsforlag bør ophøre med at sende lærernes manuskripter til trykning i uredigeret stand. Dette er den enkle lære, der må uddrages af lektor Dag Heedes store afhanding om Herman Bang, som layoutmæssigt er noget makværk, men også indholds- og fremstillingsmæssigt skriger på professionel hjælp.
For nu at tage det positive først, udfører bogen det vovestykke at læse Bang med Bang, dvs. tage ham på ordet det kernested i Realisme og Realister (1879), hvor han siger, at eftersom hver forfatter kun har sig selv at gå ud fra, må al litteratur blive »en Bekendelse om Digteren selv og om den han elsker«. Det betyder i tilfældet Bang, at homoseksuel kærlighed (skønt intet sted helt synlig, men alle steder nærværende) tildeles en nøglestatus som »den store signifiant«, et stort betydningsskabende ur-tegn, der giver liv og forfatterskab en inderste (som regel skjult) mening.
At Bang i sin første roman, skandalen Haabløse Slægter (1880), beskriver unge mænd, der lokkes af ældre kvinder, skal således læses som en »kodet« meddelelse, en homoseksuel allegori over erfarne mænds forhold til purunge elskere. Dette forklarer
ifølge Dag Heede, hvorfor de erotiske erfaringer »ikke gør en mand af drengen, men en dreng af barnet«.
På tilsvarende vis afdækker en bevidst »skæv«, men jo alligevel »stærk« læsning af langnovellen »Ved Vejen« (1886), hvorledes tiltrækningen og ’forelskelsen’ mellem stationsforstanderfruen Katinka og den vege forvalter Huus skildres som en forening af to ædle, immaterielle tvillingesjæle, som tilhører »samme slags« uden markeret kønsforskel. Herfra er der for queer-forskeren ikke langt til at læse romancen som et lesbisk venindeskab eller en oprørsk ’queer coalition’. Hvad angår præstedatteren
Agnes, hende med de voldsomme kærtegn, bliver hun under den brugte optik ikke en enlig svale, eller evt. en lesbisk outsiderfigur, men blot et
ekstremt og excentrisk udtryk for tekstens modstilling mellem kærlighed og ægteskab, følelse og forplantning, længsel og kropsbehov, monoseksuel symbiose over for heteroseksuelle mesalliancer.

Klassisk pornofilm
Kendere af forfatterskabet kan herefter fortsætte selv. Stuk fra 1887 vrimler med (homo)seksuelle afvigere, men lader dem så at sige »drukne« i et københavner- og tidsbillede kendetegnet ved alment forfald, herunder synd og umoral. Bang lader selv en figur i romanen pege hen over byen og tale om »Saarfeberen fra Dybbøl«. Hermed peges der fremad mod Tine (1889), som Heede naturligvis læser »dobbelt« homoerotisk. Skovriderfruen og Tine er »i virkeligheden« lesbiske veninder og Dag Heede udkaster i en note tilmed den idé, at romanen om krigen i 1864, filmatiseret med Lone Hertz som Tine, bør betragtes som en pornofilm, der »på klassisk vis begynder med lesbisk petting og ender med et stort heteroseksuelt knald«! Ikke desto mindre analyseres Tine bl.a. som følge af selvmordet på grund af ulykkelig kærlighed til skovrider Berg »som en form for allegori for den homoseksuelle mand«.
Sidstnævnte formulering bliver gennem det meste af bogen Dag Heedes monotont tilbagevendende mantra. Det lige erkender det lige, sagde i sin tid Goethe. Her genkender den skæve det skæve og fremdrager det overalt med samme detektiviske fryd. Gerne tages et forbehold: at denne eller hin figur hos Bang »også« kan opfattes sådan og sådan, men derefter undlades konsekvent en diskussion af, hvordan den skitserede »nyere« læsning forholder sig til den »gamle«. Af andre retoriske kneb kan nævnes et tomt besværgende »måske« og verberne »synes« og »fremstår«. Det første antyder beskedent, at læsningen kun er en art foreløbigt forsøg, skønt der faktisk er tale om en massiv forskerstrategi. Det andet implicerer, at den ’homoseksuelle’ læsning på forhånd billedligt talt rager ud af teksten. I faglig terminologi kaldes den slags pseudo-objektivisme og er som hovedregel kun lidet agtet.

Universalnøglen
Dag Heede har for nylig i et nummer af tidsskriftet Synsvinkler fremlagt en del af det teoretiske grundlag for at læse (som en) »queer«. Hermed retter han til dels op på en alvorlig mangel ved bogen om Bang, nemlig at den ikke søger at reflektere over den fortolker-optik, den anvender så konsekvent. Et andet metodisk dilemma står dog ubearbejdet tilbage, nemlig brugen af Herman Bangs posthumt (1922) publicerede essay om homoseksualitet, »Gedanken zum Sexualitätsproblem« fra 1907. Det er affattet i samarbejde med en tysk læge, ret sent i forfatterens liv, på et tidspunkt, hvor han i romanen Mikaël (1904) havde talt så rent ud om sin egen kærligheds art, som han vel overhovedet kunne. Ikke desto mindre bliver essayet for Dag Heede universalnøglen til forfatterskabet som helhed, hvorved han dels gør sig skyldig i en art bagvendt kausalforklaring, dels mister et muligt dynamisk aspekt ved sin læsning: at Bang skrev sig frem til sin indsigt, at hans forskydnings- og maskeringsteknik først udvikledes efter hånden.
I Dag Heedes 82 »tableauer« læses produktionen næsten som én sammenhængende tekst, lige fra de helt tidlige arbejder i slutningen af 1870’erne til de monsteragtigt gotiske Sælsomme Fortællinger (1907). Fremgangsmåden kaldes krydslæsning eller samlæsning og ses på intet sted drøftet og problematiseret. For Dag Heede har det vigtigste været at stille en række spørgsmål, »som typisk aldrig har været stillet«. Glimrende, det er dristigt gjort, men tænk om forskeren samtidig turde stille spørgsmål til sin egen metode! Det undlader han, og derfor bliver titlens snak om det »mærkværdige« ved læsningerne og fremstillingens tale om det underlige, besynderlige og sære ved både Bangs tekster og fortolkningerne af dem egentlig tom retorik. Når læsemåden kommer på skinner, kører den bare ukritisk derudad, monotont og monomant.
Hvis det ikke var, fordi jeg burde være bange for at blive stillet for en seksualpolitisk domstol anklaget for utidige forsøg på at »tvangsnormalisere« en »anderledes« litteraturforsker, ville jeg skrive, at Dag Heede skamrider sine pointer, og at forlaget med fordel kunne have hyret en formidlingskyndig faglig konsulent til at hjælpe forfatteren med at tydeliggøre bogens komposition og luge ud i dens utallige gentagelser samt om muligt fastholde blot et mindstemål af metodisk stringens.
Poul Borum yndede at fortælle, hvordan han engang havde sendt en bog fra (det der engang hed) Odense Universitetsforlag retur til dens forfatter, overmalet med røde streger og med følgende dedikation: Til rette(nde) vedkommende. Dag Heedes monografi har ganske vist færre stavefejl, men ringe forskningsformidling, det er den.

*Dag Heede: Herman Bang: Mærkværdige læsninger. Toogfirs tableauer. 275 s., ill. 268 kr. Syddansk Universitetsforlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her