Læsetid: 3 min.

Hvad skal vi med Niels Bohr?

Kim Blæsbjergs nye roman kæntrer undervejs. Det var gået bedre, hvis ikke en vis hr. Bohr havde blandet sig
25. september 2003

Roman
Kim Blæsbjergs roman Niels Bohrs kærlighed kredser om den store fysikers forestillinger om komplementaritet: Det fænomen, at to udsagn, som gensidigt udelukker hinanden, begge kan være sande. Det er forudsigeligt. Hos Blæsbjerg er det nu ikke kvantefysikken, men kærligheden, der lider af komplementære forviklinger. Også det er vel forudsigeligt. Når alt kommer til alt, er længere udredninger om elektronskallernes natur ikke litteraturens gebet.
Niels Bohrs kærlighed lader en ung, mandlig litteraturstuderende – vor fortæller, der har en særlig interesse for forbindelserne mellem Niels Bohr og skønlitteraturen – synke ned i livet som hjemmehjælper. Hans kæreste, Sanne Ruby, har begået selvmord. Hun var en fremragende, men psykisk ustabil fysikstuderende med interesse for, nåja, Bohr.
En tvær pensionist på hans rute sidder inde med en brevveksling, der opruller livet i København i 1930’erne. De afslører også hemmelige sider af Niels Bohrs liv. Snart spejler fortid og nutid sig i hinanden på de særeste måder. 30’ernes kærlighedsintriger spiller underfundigt ind i den unge fortællers sorgarbejde. Hverken dengang eller nu
gik tingene op i en højere enhed, forstår man. Også dengang ville man både friheden og forpligtelserne. Også dengang gik man til grunde, når man ville udleve to modsatte følelser på én gang. Det komplementære kan nok erkendes, men det kan ikke leves, i al fald ikke uden omkostninger.

Hvad skal vi med ham?
Læseren af Niels Bohrs kærlighed står imidlertid over for en komplementær erfaring af en mere speget art. Det viser sig nemlig, at romanen kæntrer undervejs, at den til slut i det store hele er mislykket. Det viser sig også, at Kim Blæsbjerg har et stort, reelt talent.
Bogens første tredjedel går over stok og sten. Der er stramt fortalte, strategisk velvalgte forudanelser. Der er en hovedperson, hvis sorg og velmenende kluntethed man umiddelbart engagerer sig i. Der er fantastiske scener blandt bitre og nedslidte gamlinge.
Derefter overtager 30’erne hovedrollen. Det skulle de aldrig have gjort.
Man udsættes for alenlange, let affekterede breve fra vor fortællers fremtidige kærestes farmor. Vi hører om jazz og krisetider, Knud Sønderby og rastløs ungdom. Vi hører også, selvfølgelig, om den store Niels Bohr og hans tænkning. Filtreret gennem Blæsbjerg er hverken farmor, København eller Bohr et interessant bekendtskab. Hvad skal han og hans filosoferen her? tænker man utålmodigt. Vi venter faktisk på handlingen.
Men venter forgæves, for handlingen kommer der aldrig gang i igen. I stedet afvikles de gode ansatser: Vor fortæller finder sig en kæreste, og så er den potte ude.

Afrapportering
Nu vi taler om talentfuld og mislykket: Blæsbjerg skriver fremragende. Med et omhyggeligt, let omstændeligt ordvalg fanger han det danske sprogs indbyggede floskler og udstiller dem mesterligt med en svag, underspillet ironi. Men hvilken sorgramt, ung mand benævner sin døde kæreste med for- og efternavn halvdelen af tiden? Eller snubler over klichéer i sætninger som disse?
»Hun havde haft en god opvækst på Haraldsborgvej i Roskilde og havde aldrig manglet noget. Hun var lille og spinkel af bygning, men ikke for tynd, og havde altid levet sundt og godt. Hun var tillige en udadvendt og livsglad person som altid havde haft let ved at få nye venner og kærester, og selv hendes allernærmeste venner havde aldrig set hende græde.«
Som om man pligtskyldigst afrapporterer til sin foresatte. Som om man skulle klukle af vor hovedpersons beskrivelser. Det virker helt forkert.
I sin debut, prosasamlingen Fælder, lod Blæsbjerg sit sprogtalent folde sig ud i helt åbenlyst barokke vignetter. Det var et begrænset projekt, lignede til forveksling stiløvelser, men det skurrede ikke i ørene.
Det gør Niels Bohrs kærlighed. Den peger samtidig på, at Kim Blæsbjergs næste bøger så absolut er værd at vente på. Hvilket vi vil gøre med en vis, komplementær forventning.

*Kim Blæsbjerg: Niels Bohrs kærlighed. 248 sider, 279 kr. Borgen. Udkommer i dag. ISBN: 87-21-02220-8

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu