Læsetid: 4 min.

Du er nok hjemme nu?

Bent Vinn Nielsens burleske hjemstavnsroman får ambivalensen og smerten med, trods sin ironiske tone
12. september 2003

Ny bog
Hjemstavnsromanen som genre har længe været forsømt. Træk af den er dukket op, når Knud Sørensen og Gynther Hansen m.fl. tog
afsæt i egen lokal erindring, og egnsaspektet har tit været med i Vibeke Grønfeldts hudløse landsby- og outsiderportrætter, men ellers døde
typen med Erik Aalbæk Jensen, medmindre man da strækker begrebet en smule og hævder, at 70’ernes såkaldte bekendelseslitteratur, »den privatbiografiske dokumentarisme«, som det hed, når det skulle lyde fint, var nutidens intellektuelles svar ikke alene på det sene 19. århundredes ’skolelærerlitteratur’, men også på Marie Bregendahls værker og Thorkild Gravlunds Sognet.
I et forsøg på ’relancering’ af genren har det nye forlag Athene henvendt sig til en række danske forfattere og spurgt dem, om de ville (og kunne!) transformere deres hjemstavn(e) til fiktion – helst ikke i form af kleenexsnotsnøftende nostalgi, men derimod gerne som råstof for snart sagt hvad som helst i en firkant, der er spændt ud mellem myte og dokument, biografi og topografi. I dag kommer det første produkt, ved Bent Vinn Nielsen, f. 1951, opvokset i Sulsted et kvarters kørsel fra Aalborg. Siden følger, om alt går vel, en Sonnergaard-skildring af Virum, sovebyernes soveby.

Handling med bilag
Sædvanligvis kalder Bent Vinn Nielsen sin barndoms by for (Gl.) Lustrup. Sådan hed den i hjemstavnsromanen (eller nok snarere fortælle-kredsen) Og tjørnehækken blev så stor (1982). Navnet brugtes også i Rejsens mål (1995), hans originale kogsammen af kvindefrigørelsesmanifest, roadmovie og pikareske. Også i dagens bog skal læseren tænke i lustrupske termer og bare glemme alt om virkelighedens og landkortets Sulsted, selv på trods af, at forfatteren ikke kan nære sig for at skryde af kalkmalerierne oppe i kirken – tre stjerner i guiden.
Hvordan genreplacere bogen? Titelbladet siger Hjemstavnsroman med indstik. Ved det første forstås en fortættet hovedhandling i fire dele, alle koncentreret om, hvad der skete den formiddag i sommeren 1965, da en kølevognschauffør parkerede akavet ved Brugsen, da en yngre tysk rejsende døde inde på brugstoilettet, da de to brugsuddelere gik sammen om at sprænge en dør, da en ensom pige i 40’erne afviste en savlende bejler, da kassedamen nød sit erotiske potentiale, og da kølevognschaufføren tog hjem til en af egnens brunøjede skovtrolde, men akkurat inden de kom op og ride i kassen, blev afbrudt af, at en tyk mand døde.
Mellem de fire afsnit af denne burleske beretning indskyder forfatteren tre dokumentariske eller snarere pseudodokumentariske indstik. Et omhandler forfatteren cand. mag., dengang stud. mag. Herluf Langeskov Overby, dengang trofast partikommunist, men i dag højlydt angrende synder. Dokumentet angives i en note at tilhøre »den af regeringen nedsatte Sandhedskommission til afdækning af landsskadelig virksomhed i årene 1945-1989«.
Næste indstik, et familierids, kommer fra Lustrup By og Omegns lokalhistoriske arkiv, og endelig kan man læse den tykke mands triste historie i et dokument, hvorom Vinn Nielsen bedyrer, at det udgives uden støtte fra »Kulturministeriets Hjælpekasse« til fremme af store og mellemstore landsbyers beskrivelse, som igen er led i samme regerings bestræbelser på at afdække, hvori »præmultikulturel danskhed« egentlig består – eller skulle vi sige: bestod. Bemærk, at ordet »indstik« skal tages meget bogstaveligt. Sjældent har man da læst en hjemstavsroman, som så vedholdende kredser om det at få stukket den ind, det ene sted eller det andet. Hvis Labyrintbyen lander i hænderne på en ortodoks svensk feminist, vil den uden tvivl få prædikatet »kønsrevanchisme« og ende i en skammekrog sammen med Strindbergs mest misogyne skrifter.

Stemmen i mørket
Læser man den imidlertid med øre for dens ironi, herunder dens selvironi, bliver bogen en i grunden ganske nænsom afdækning af skævkiggeri og småtskårenhed, af fordomsfuldhed og tvetunget sladder, og ikke mindst af en landlig klassebevidsthed bundende i mindreværd og afmagt. På sin egen kunstfærdige måde aflytter og stiliserer Bent Vinn Nielsen barndomsmiljøets tonefald og sind – alt imens han markerer det opbrud og den kritiske afstand, der satte ham selv i stand til at gøre sig (lidt mere) fri.
Ambivalensen i dette forhold analyseres hen imod slutningen på bogen, hvor forfatteren (men teknisk set er det fortæller-jeg’et) gæster sin hjemby og på en aftentur hører en stemme sige: »Nå, skravl. Du er nok hjemme nu?« Hallo, svarer jeg’et. Men stemmen svarer kun ved at fnise. »Man hører at du bor på Falster,« lyder den så igen. »Det er ellers ikke noget vi regner. Næihj.« Og bøger skriver det skravl jo også ...
Da forfatteren drejer om på hælen, han gider sgu da ikke snakke med så’n en tosk, står stemmeindehaveren pludselig foran ham. En dreng på
otte år, ser det ud til, eller også en ældre mand, et sted i omegnen af de 60. Hvem er han, hvor kender han jeget fra, hvad vil han ham lige nu?

Besværlig sandhed
Det ligger lige for at læse det aftenlige møde som konfrontation med den del af jeget, som er blevet tilbage. Og Bent Vinn Nielsen har gjort sin bog sandere og mere besværlig ved at medtage den side af sagen.
Dermed har han sagt, at det vi alligevel aldrig kan gøre os fuldstændig fri af og blive færdige med, det må vi vende tilbage til og kigge i øjnene. Og tror vi, at ét gensyn er nok, så er vi da bare for dumme. Mødet med fortidens spøgelser varer livet ud. Men Labyrintbyen demonstrerer, at det også kan være sjovt. Rigtig sjovt endda.

*Bent Vinn Nielsen: Labyrintbyen. 143 s. Kr. 199,00. Athene. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu