Læsetid: 2 min.

Piskesmæld

Brunses oversættelser af Kleists fortællinger er genudgivet
30. september 2003

Ny bog
Uden at mestre anslagets kunst bliver man ikke klassiker, og Heinrich von Kleist (1777-1811) er så uomtvisteligt en sådan. Hans begyndelser er som smældende piske, der snor sig om ofrets hals og med afmålte ryk tvinger til videre læsning. Goutér f.eks. begyndelsen på fortællingen »Jordskælvet i Chile«:
»I St. Jago, hovedstaden i kongeriget Chile, stod, netop i det øjeblik, da den store jordrystelse i 1647 begyndte, hvorved mange tusinde mennesker fandt deres endeligt, en ung spanier, ved navn Jeronimo Rugera, som var anklaget for en forbrydelse, ved en halvsøjle i det fængsel, man havde indespærret ham i, og ville til at hænge sig.«
Eller den måske mest berømte af alle; begyndelsen på »Michael Kohlhaas«:
»Ved Havel-flodens bredder levede der, omkring midten af det sekstende århundrede, en hestehandler, ved navn Michael Kohlhaas, søn af en skolemester, et af sin tids mest retskafne og samtidig mest forfærdelige mennesker.«
Denne historie om hesteprangeren, som »retsfølelsen gjorde til røver og morder«, er mere effektiv action end nogen Hollywoodfilm. Sjældent er læsning en større fryd.

Bævrende hårrødder
Heinrich von Kleist klassificeres som romantiker, men adskiller sig fra romantikerne som flest ved den skarpt detaljerede, nøgterne sprogoverflade. Samtidig skorter det dog ikke på patos; personerne kaster sig uafladeligt og under heftig gråd for hinandens fødder, ofrer deres liv for kærligheden i det hinsides og beundringen for den ædle og ærbare sjæl gennemsyrer hele dynen. Kleist var visselig romantiker så hårrødderne bævrede, men samtidig klinger noget, måske denne sprogets nøjagtighed, på tværs af alle tider og ismer.
De fleste af disse fortællinger, som Kleist lod udgive i to bind i 1810 og 1811, er placeret i fortiden, i middelalderen og renæssancen, hvor alt forekom at være mere ophøjet og høvisk. Tematisk handler de om hævn og mere specifikt om, hvor »overgangen fra rets- til hævnfølelse bliver flydende,« som Villy Sørensen skriver. Og videre:
»Handlingen udspiller sig gerne i ’en tummel af hævn’, som det hedder i en af dem; retterstedet er lige ved at være det centrale sted: tre af otte fortællinger slutter der, en af dem begynder der.«
Juridiske processer er ligeledes et væsentligt element i flere af fortællingerne, hvilket afslører forbindelsen til Franz Kafka: Den eneste gang Kafka læste op offentligt, var det af Michael Kohlhaas.

Alt eller intet
I Tyskland er Kleist primært kendt som en metrisk mesterlig dramatiker, bl.a. i Der zerbrochene Krug og Amphitryon, men i Danmark er fortællingerne mere læste, hvilket tjener Niels Brunse til desto større ære og værdighed. Alt hvad Brunse rører ved oversættes med lidenskab og radierer samtidig en ubeklikkelig pålidelighed og gennemført professionalisme. Måske den bedste nulevende danske oversætter. Überhaupt.
Kleist selv var et alt-eller-intet menneske, der som 22-årig selvindsigtsfuldt skrev:
»I hvor høj grad jeg end hader alle slags middelveje, fordi en naturlig heftig drift i mit indre forfører mig, så aner jeg alligevel at tiden og erfaringen engang vil overbevise mig om at de alligevel er de bedste.«
Tiden nåede ikke at overbevise ikke Kleist om mådeholdets værdi: I november 1811, 34 år gammel, ved Wannsee uden for Berlin, skød han en uhelbredeligt syg veninde og derpå sig selv.
Nærværende udgave indeholder tillige Niels Brunses oversættelse af det vidunderlige lille essay »Om marionetteatret«.

*Heinrich von Kleist: Samlede fortællinger. På dansk ved Niels Brunse. Efterskrift af Villy Sørensen. 296 s., 248 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu