Læsetid 4 min.

Om at være forskellige

Cecil Bødkers romanmyte håndterer på særegen vis en kulturkollision
22. september 2003

Ny bog
Engang var det et brændende øje, der udefra betragtede verden og dens sidste tider. Siden var det Farmors øre, der var mediet, den syns- eller hørevinkel, som gestaltede barnets verden. I sin nye roman har Cecil Bødker så valgt fostererindringen som bærende fortællerinstans, endda fra før undfangelsen, da jeget svævede i rummet som en ubetinget mulighed, »der fik hårene til at rejse sig på min fars arme da han første gang fik øje på min mor.«
Handlingen er lagt mere end et halvt århundrede tilbage i tiden, hvor titelpersonen Siffrine, datter af taterkvinden Shiba og bondesønnen Jost, blev til, og den strækker sig frem til godt og vel et år efter fødslen. Synsvinklen fastholdes, selv om fortællingen er lagt i munden på den nu aldrende Siffrine, der ligger med sine krogede hænder over dynen og venter på at dø.
Det er fortællingen om en for så vidt aktuel kulturkollision, idet Josts forældre er meget lidt indstillet på at acceptere en zigøjnertøs som sønnens kæreste frem for en gårdmandsdatter, og slet ikke da hun føder en rødhåret pige med sorte øjne, som de ikke engang tiltror ham faderskabet til. Hun er da også såre hemmelighedsfuld med sin herkomst og fortid, og helt akavet foregår det i en grotesk scene, da hendes slægt dukker op og holder et hedensk bryllupsgilde, medbringende en otteårs datter af Shiba, frugt af et tidligere forhold. Da er parret dog flyttet fra det usle karlekammer i hans forældres ejendom og har, efter et yndlingstema hos Cecil Bødker, slået sig ned i et primitivt miljø, et pjaltesamfund nær det brunkulsleje, hvor Jost arbejder.

Magi
Cecil Bødker har lang erfaring med andre, mere oprindelige leveformer, fra hendes etiopiske fortælling om Salthandlerskens hus, via opbrudsromaner som Evas ekko og den ellers seneste Mens tid er (1997), hvor kvinder forlader den konventionelle tilværelse og slår sig ned blandt anderledes tænkende. Men her er det netop den anderledes, der opsøger den etablerede verden og foruroliger den med sit udseende, sin reelt uopdragne væremåde, sin anonyme fortid og sine særlige evner. Hun kan læse andres fortid i deres hænder, og hun driver det så vidt som til i en magisk og heldigvis også magisk skrevet scene at gå på vandet for at lette sig for sin vrede.
Cecil Bødker har fra gammel tid sin helt egen magiske realisme, hvor hun sætter den detailrige virkelighedsskildring på spil, så man spærrer øjnene op. Og det er her, synsvinklen bærer hende oppe ligesom Shiba, der først er ved at drukne, da Jost opdager hendes forehavende og råber gevalt.
Som læser behøver man ikke at råbe, fordi intimiteten i tonen forførerisk trækker en nær. Den lyder bogstaveligt talt indefra, hvor det observante foster i mors mave har ordet og beholder det efter fødslen, indtil hun har lært at tale, hvor beretningen så til gengæld slutter.
Cecil Bødker er en trohjertet absurdist, glad ved husgerådets og håndværkets verden, som Shiba foragter, men tilnærmer sig, da parret er flyttet ind, ja, hold nu fast, i Therkel Enøjes barak i brunkullejets skurverden. En godhjertet særling, som ingen ellers holder ud af se på for hans vansirede ansigts skyld. Og minsandten om ikke nabokonerne nævenyttigt og nysgerrigt godtager indflytningen, mens Therkel serverer varme boller.

Satire
Bogen har sine satiriske sider i markeringen af f.eks. mandfolkedumheden i bedømmelsen af kvinders arbejde i huset, som jo ikke er et arbejde, og som Siffrine da også negligerer til fordel for at flyde i den uredte seng, videre i Josts forældres massive fordomme, som forskyder sig, idet farfar blødgøres under udførelse af praktisk hjælpsomhed, mens farmor forhærder sig i forargelse over tilsidesættelse af bondetraditionerne.
Det er gode psykologiske portrætter. Jost er lidt sværere at få fat på med hans lurende mistænksomhed og jalousi, der dog pludselig ændres, da han får syn for sagn: at han langtfra var Shibas første forbindelse. Han godkender hendes førstefødte, Mira, som han smelter for og antager som sin egen – til fortællerens irritation, fortrængt som eneindehaver af mors mave og førsteplads i sengen. Shiba har jo med kold beregning søgt en ny far til sit første barn, da elskeren forduftede, og hun stillede op ved dansepladsen, hvor Jost forelskede sig uhelbredeligt i hende.
Men alt ender i næsten-idyl og vellykket integration, så farfar må give farmor tørt på for hendes sure modvilje. Hvordan det da siden er gået efter år ét, får vi ikke at vide af den gamle, livstrætte Siffrine.
»Min krop er mørnet under vægten af de mange dage der blev mig tilmålt, kun mit sind er tilbage – og så den stadige venten på igen at blive et vægtløst åndevæsen.«
Det er nærmest en myte, Cecil Bødker har etableret på vej mod en rå idyl, der kun delvis idealiserer, med en viden om forskellighedens realitet og ikke omkostningsfrie samliv.

esn@inormation.dk

*Cecil Bødker: Siffrine. 184 s., 249 kr. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu