Læsetid: 3 min.

Med et afrevet stykke gelænder i hånden

Det er de små fornyelser, der lyser op i Peter Poulsens ellers sørgeligt forudsigelige digte
9. oktober 2003

Ny bog
Det er aldrig særlig morsomt, når en anmelder gentager sig selv. Det er trist for læserne, sørgeligt for forfatteren og heller ikke rart for anmelderen selv, forudsat at han opdager det.
Desværre fører ingen vej uden om gentagelserne, når det gælder Peter Poulsens nye digte, for han gentager nemlig sig selv, også i denne omgang. Til gengæld kan vi så overstå repetitionskurset så hurtigt, at der bliver plads til også at snakke om noget andet. De små fornyelser f.eks.
Det konsekvent problematiske ved Peter Poulsens digtsamlinger fra og med Billedvenderen (1992) har mærkeligt nok ikke været, at teksterne var decideret dårlige i betydningen, ubehjælpsomme eller grimme. Anfægtelserne kom af, at digtene aldrig blev rigtig gode – i betydningen risikable, overrumplende eller uafrystelige, smukke – eftersom de så trofast holdt sig til et ’standardlyrisk’ koncept: lidt fremmedheds- og fraværstematik, en dygtig dosis uvirkelighed, godt med dødsangst og ubestemt objektfri længsel samt ikke at forglemme hilsner til døde kolleger og henvisninger til forlængst afdøde prominente forbilleder, Dante, Shakespeare og sådan nogle. Alt sammen leveret med sikker sans for rytmen, syntaksens diskrete musik.

Hilsen til Harder
Peter Poulsens nye bog er tilegnet hans moder, hvad man sådan set godt kan forstå. Den rummer nemlig igen, på få undtagelser nær, digte af den slags, som vi med sindsro kan sende ned i det lokale ismejeri efter et kvart mørkt maltet. Når de så kommer tilbage, har de byttepengene med. Og skulle forresten hilse. Så vidt gentagelsen. Ovenstående har været sagt og skrevet før – omend med lidt andre ord.
Nyt i den nye bog er af gode, dvs. dårlige, grunde, det kollegiale mellemværende med den nyligt afdøde Uffe Harder, som får et rutineret mindedigt, men også leverer motto og anslag til en af bogens flotteste og mest komplekse tekster, »Opvågning«, om de arter af virksomhed, der iflg. Harder »fremmaner billedet af en mand, der går rundt på en flad mark med et afrevet stykke gelænder i hånden«, med andre ord det komplet meningsløse og alligevel velkendt konkrete.
Anderledes i forhold til før er ligeledes et par katalog-formede digte (»Til Pascale Serre«, »Sang fra første sal«, man kan også nævne optaktsdelen af »Den personlige smerte«), hvor Poulsen med held forsøger sig med en nedtonet, nøgen stil.

Virkeligheden m.m.
Hvad de gennemgående og som antydet sørgeligt gammelkendte temaer angår, altså tidens gang, uvirkeligheden, fremmedheden og den, ak, alt for forudsigelige eksistentielle tomhed, fastholdes de i digte som »Fornægtelse«:

Jeg flygter ikke fra virkeligheden.
Faktisk er det virkeligheden, som
flygter fra mig;
den har så meget, som den skal se til:
børn at føde,
vægge at male,
skyer at transportere hen over himlen.

Her kunne digtet godt slutte eller tage en uforudsigelig vending. Det gør det ikke. I stedet står:
Virkeligheden kører af sted i sin
grå Toyota,
den er på vej til Kolding og
Esbjerg,
den mangler skummetmælk,
tændstikker, køkkenruller.
Virkeligheden træder på sømmet.
Den vil ikke deltage på mine
præmisser.

Her ser vi, hvad jeg ovenfor kaldte det lyriske standardkoncept. De fem sidste vers lægger intet til, men får i stedet teksten til at fuse ud, lige så nydeligt og stilfærdigt stilfuldt. Samme kritik kan rettes mod titeldigtet, »Forvandling«. Indledningsvis gør det roligt rede for slumkvarterers forsvinden: »Jeg har set husene skifte kulør og baggårde blive til babyloniske haver. / Jeg har set ismejerier blive til grillbarer, brændselskældre til gallerier, / karnapper mase sig ud over fortove.«
Så drejer miljøskildringen over på personer: hustrumorderen, stikkeren med de skinnende øjne og en børnelokker, der købte slik. Men fra da af er det, som om digtets fund ophører med at interessere digteren, som bare lader det glide over i selvkredsende ingenting: »og den, som har skrevet dette, vil en dag være borte med samt erindringen om, at dette har fundet sted«. Sådan kunne alle digte slutte. Sådan bør af denne grund ingen digte slutte.

Optakterne bedst
Det er ofte optakterne, der er bedst. »I dette øjeblik« begynder sådan: »På hjørnet står et (såkaldt) nøgent træ«. Den parentes er hele teksten værd, også selv om digtets anden halvdel virker tam i forhold til første. Også »En aften« indledes med et lysende fund: »Det er naturligvis aften, og regnvejr«. Senere får digtet mordelig travlt med at blive dybsindigt.
Konklusionen på denne blanding af nyhedsreportage og nødvendig repetition bliver, at Peter Poulsen som digter kunne profitere af at sende sit temaforhippede dybsind på en lang, velfortjent ferie og samtidig stole selvbevidst på sin nysgerrighed, sin glæde ved ord.

*Peter Poulsen: Forvandling. Digte. 63 s. Kr. 179,00. Vindrose.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu