Læsetid: 3 min.

Under den blanke overflade

Karen Fastrup er blevet endnu præcisere i sin nye brøndroman
2. oktober 2003

Roman
Karen Fastrup er en brønddykker. Ikke bare fordi hendes debutroman hed Brøn-den, og den nye begynder og slutter ved én, men fordi tid i hendes bøger er noget, man dykker ned i, og nutid en blank overflade på noget meget dybt vand.
I Brønden lå der en limfjordsbarndom under vandoverfladen. I Mine syvogtyve sansers elskede gemmer brønden på to generationer: Anna og Clemens, der som 70-årige er forsvundet et sted i ørkenen, og deres voksne søn Tore, som er taget til Libyen for at lede efter dem. Vi dykker med Tore ned i deres historie og især til en ekspedition til ørkenen omkring den samme brønd i 1958, men vi følger også Tores egen nutid og Clemens’ barndom og ungdom i Viborg omkring Anden Verdenskrig.
Dét kunne jo godt alt sammen blive noget rod. Men det gør det ikke, for Karen Fastrup har skærpet sin pen til en præcis og nøgtern sammensætning af tidsklip, som er renset for ethvert overflødigt ord. En velsignelse, efter min mening, i en tid hvor flere forfattere synes at tro, at realisme er noget med at sige ’knalde’ og ’kodylt’ og fylde det størst mulige antal sider ud med den slags grå sludder, der forventes at køre gennem hvermands hoved. Andre vil mene, at Fastrup har givet sig for meget hen til en formmæssig artighed, der også kunne spores i debuten – og bogens rædsomme titel fremhæver da også den damebladsappel, der trods alt er forbundet med en kulørt historie om et ungt kærestepars prøvelser i sandet. Juliette Binoches langsomt blinkende øjenvipper i Den engelske patient ligger ikke langt væk.

Stedet og tiden
Men dét gør Viborg, katedralskolen og den vestjyske hede heller ikke, og det er i det hele taget præcisionen forstået som det skarpe øje for stedet og tidens personlighed, der gør Mine syvogtyve sansers elskede til langt mere end en damebladsroman. Der er kilometer mellem den hidsige 17-årige Clemens, der beundrer sin tysklærerindes store bryster og cykler gennem mørket til våbennedkastninger med sine sabotørvenner, til den alvorligt grundende Clemens, der mærker ørkenens tomhed fylde sig, mens ekspeditionens medlemmer begynder at skændes og skule.
Collagen lykkes på grund af forskellene. Man kan se Viborg og Clemens’ familie blive for lille, og man kan se ørkenen blive alt for stor. Og grænseløs. Ligesom Annas nervøse vippen mellem sin charmerende, mundharpeblæsende særlighed og kontroltabet, som ligger på lur, når der ikke er nogen, der holder godt fast i hende. Hun er blevet læge og bruger sine dagbogsnotater til at prøve at holde ørken-grænseløsheden ude ved for eksempel at skrive om, hvad der sker, når huden beskadiges:
»Der kan omvikles helt op til tretten lag, men da hæmmes hudens funktion som afsondringsorgan betydeligt. En lægelig vurdering må derfra afgøre hvorfra den største fare kommer: indefra, fra kroppen selv, i form af overophedning; eller udefra, i form af«.
Der slutter dét notat, uden punktum eller tegn, og sådan er selv formløsheden formfuldendt hos Karen Fastrup. Men hendes formfuldendthed er ikke af den harmløse slags. Den er mere som den blanke vandoverflade, der glimter på romanens sidste side lige efter, at en hemmelighed er blevet hejst ned i brønden.
For som enhver ordentlig brønddykker ved, skal man bare dykke dybt nok, så finder man hemmeligheden igen. Og det kommer der historier af.

*Karen Fastrup: Mine syvogtyve sansers elskede. 254 s., 269 kr. Rosinante

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu