Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Divaer på slap line

Malene Schwartz’ erindringer og et diva-træf på Skagen retter søgelyset på skuespilkunstens overlevere
Kultur
23. oktober 2003

Fotobog
Fortryllelsen kom allerede som 16-årig, da jeg så hende som oprøreren Jimmy Porters hårdt prøvede purunge kone, Alison, i John Osbornes Ung vrede – det hotteste hotte på
teatret i 1959. Dengang personificerede Malene Schwartz den sarte og intelligente pigetype. Og så de øjne!
I takt med hendes medvirken i den ene danske trivi-film efter den anden op gennem 60’erne kølnedes fascinationen noget. For at blive genoplivet, da hun i tv-serien Matador fandt en ny komisk-romantisk rolle som den mageløse Maude, en rørende tragi-komisk klovn i delikat dagligstuefigur. Og kameraet elskede stadig de øjne!
I sine læseværdige erindringer fortæller Malene Schwartz, at hun i over 10 år blev jagtet af Jernmanden. Som en anden Hollywoodstar blev hun i 60’erne offer for en stalker, der skrev breve til hende og enkelte gange – fortvivlet over ikke at få svar – personligt prøvede at trænge sig ind på hende.
Det gjorde hende skrækslagen. Så bange, at hun ikke prøvede det måske probate forsvarsmiddel mod den psykisk syge – og skulle det vise sig – uskadelige unge mand: at sætte sig stille og roligt ned med ham og prøve at snakke ham til en slags fornuft. I stedet agerede hun lokkedue ved et fingeret møde, så politiet kunne hapse ham. Og iagttog manden dukke op på Eremitagesletten med »det lykkeligste smil om munden, da han så mig komme. I samme sekund kom to politibetjente og anholdt ham. Sorgen i hans ansigt var forfærdelig at se på.«

At overvinde angsten
I den ellers ganske fyldige bog bruger Malene Schwartz kun lidt over to sider på Jernmands-historien. Men den siger både noget om hende selv og især om den tid – de tidlige, stadig lidt forskræmte 60’ere – hvor hun spillede hovedroller i hele 15 folkekomedier, og hvor hun side og side med Ghita Nørby var dansk films førende unge pige.
Mens hun i rigt mål havde modet til gå på scenen, var hun privat konfliktsky, følsom og frygtsom, en god elev i flinkeskolen. Og hendes senere karriere som karakterskuespiller og ikke mindst succesrig teaterdirektør bliver da historien om, hvordan hun overvandt meget af sin angst og reservation for at træde i karakter som den, hun er: en all
round-talentfuld teaterkvinde og succesrig leder. Som hun skriver sidst i bogen:
»Det største, som er sket for mig, er, at jeg har lært at overvinde nederlag. Jeg er et frygtsomt menneske, men jeg har haft viljen til at overvinde angsten. Jeg har gjort mange ting, som jeg egentlig ikke turde, og det har bragt mig frem til et nyt punkt, hvor jeg turde lidt mere.«

Holdt ud
Livet er ikke for begyndere er ikke en skrevne erindringer (som f. eks. Frits Helmuths stilistisk fine Med mellemrum), men »fortalt til Thomas Larsen« – ham med rækken af politiske biografier.
Den mundtlige form hindrer nu ikke bogen i at virke veldisponeret og rimeligt godt gennemarbejdet. Sund fornuft, sans for balance og nuancer, samt varm, men sjældent intetsigende omtale af venner og samarbejdspartnere præger teksten. Den virker stærkere og mere umiddelbar, jo længere frem Malene Schwartz når i en karriere, der førte hende bort fra filmstudierne og ind på teatrenes direktørkontorer. Og hun tegner et stadig forelsket (men langtfra blindt forgudende) portræt af sin anden ægtemand, den blændende stilist og fine Danmarkskrønikeskriver Paul Hammerich, der døde i 1992.
Snart kan hun holde 50 års jubilæum som skuespiller. Den sarte lilje blev til den seje vinterrose – en god historie, som Malene Schwartz fortæller troværdigt og klogt.

Diva-træf på Skagen
Divaer er jo ellers skabt til at blive hørt og set snarere end læst. Fortryllelsen opstår først og fremmest gennem det fysiske nærvær.
Det mærkes særlig tydeligt, når man sammenligner Marianne Grøndahls sprællevende billeder med teksten i bogen Livets søstre – Samtaler på Skagen. På billederne oplever man de tre divaer Ghita Nørby, Liv Ullmann og Bibi Andersson, med hele deres udtryksfuldt aldrende udstråling. I teksten, som flagrer hid og did mellem stort og småt, får man glimtende indsigt i deres tanker, men uden livlinjen til ansigtet og stemmen kan ordene virke lidt fattige.
Det drejer sig om en redigering af udtalelser fra en film om et diva-topmøde mellem de tre i Skagen i sommeren 2002. Den tyske instruktør hedder Wilfried Hauge, og
atmosfæren er uformel og intim. Ikke mindst Grøndahls billeder giver da også appetit på at se filmen, for de tre ansporer hinanden til at komme ud af busken både følelsesmæssigt og intellektuelt.
Men meget mere end spredt livs- og kunstklog fægtning bliver det
ikke til, når man berøves muligheden for at se trioen spille sig selv i levende live.

*Malene Schwartz: Livet er ikke for begyndere. Erindringer fortalt til Thomas Larsen. 283 s., 299 kr. Lindhardt & Ringhof
*Anne V. Vad (red.): Livets søstre – Samtaler på Skagen. Foto: Marianne Grøndahl. 180 s., 269 kr. Politikens Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her