Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

At fortælle er at leve

»Noget, der er gået så galt i livet, kan ikke gå godt i en bog,« mente hans mor om en af hans romaner. Marquez’ vidunderlige erindringsværk, der slutter ved hans 27. år
Kultur
30. oktober 2003

Erindringer
Er det vigtigst at leve livet eller fortælle om det? For én af verdens allerstørste nulevende fortællere, Gabriel García Marquez, født 1928, elsket og læst vinder af Nobels Litteraturpris i 1982, er svaret åbenlyst: Hans erindringer hedder slet og ret At leve for at fortælle.
Det er en generøs, vidunderlig, sanselig, sjov og dybt besynderlig bog, fuld af dufte, farver, mennesker. Den rækker til Marquez er 27, får udgivet sin første bog, for første gang skal rejse udenlands fra sit fødeland Colombia (til topmøde i Geneve) – og netop har sendt et afgørende brev til sin kommende kone, Mercedes Barcha.
Den fulde sandhed får man dog kun i den version, som forfatteren nu har valgt: Livet eksisterer ikke i sig selv, men som den proces, det er at erindre det forlæns, at forstå det, tænkende, skrivende, talende. Marquez har et symbiotisk og samtidigt stofskifte, han lever, mens han skriver, og hans forbrug af både sit eget liv og sit lands dramatiske historie kan – alle forskelle i øvrigt ufortalt – godt sammenlignes med Klaus Rifbjergs.
Marquez ville tidligt være forfatter, selv om hans forældre modsatte sig det med alle midler (reelt dog kun moralsk pression). Som den ældste af 11 børn i en familie, der mistede formue og indtægtskilder i den ene politiske turbulens efter den anden, var familien desperat afhængig af, at de ældste bidrog til forsørgelse og uddannelse af de yngre.
Ikke Gabriel. Han kom mirakuløst ind på jurastudiet i det altid støvregnende Bogotá, men der var altid en udgave af Kafka eller Dostojevski, som det var blodigt vigtigt at eje eller låne, altid en vigtig deadline på et ubemidlet tidsskrift. Men også altid et bordel, hvor en sød ung student kunne overnatte for en billig penge mod at finde sig i klientellet.
Bemærkelsesværdig er i det hele taget Marquez’ taknemmelighed over for alle dem, der gav ham så meget. Fra familiens kvikke, skæbnebærende, fortællende kvinder: »Jeg kan ikke forestille mig et familiemiljø, der var mere gavnligt for mit kald end dette skøre hus og især dets utal af kvinder, der opdrog mig«, til de mange ludfattige mandlige ungdomsvenner, der i boheme-årene i 1940’ernes Colombia på bogcaféen Mundo muntrer ham op, inspirerer ham og forstrækker ham med småmønter.
Også i synet på de to køn er Marquez vittig og tvetydig: »For nu at sige det ligeud, så var han en macho. Det vil sige: en mand af en udsøgt blidhed privat, som han skammede sig over uden for hjemmet, mens hans kone brændte for at gøre ham lykkelig.«

Journalist- og forfatterliv
Bogens komposition springer i tid og sted, styret af den fortrolige, muntre fortællerstemme. Og man griner højt af forbløffende tankespring og af begivenheder, man havde håbet kun skete i fantasien, men som reelt foregik i det åbenbart ret surrealistiske Colombia.
Som søsteren Margot, der kradsede kalk af væggene og spiste det sammen med jord fra haven. Eller hans far, telegrafisten, som sønnen engang spurgte om et telegrafisk fagudtryk, på dansk ’tilkobling’. Langt senere bliver hans far i et interview spurgt, om han nogensinde selv havde tænkt på at skrive en roman? Ja, svarede faderen, men han opgav det, da han forstod, at sønnen netop arbejdede på den roman, han havde tænkt at skrive.
Det er så absurd, at det må være sandt.
Romanen handler meget lidt om bumser og kærlighed, men meget om at blive den forfatter, man er, når man blev født med en forkærlighed for (løgne-)historier. Men interessant nok beskriver bogen også indgående Marquez’ journalistliv, der er totalt viklet ind i hans forfatterliv: Han skriver reportager, kommentarer, klummer under pseudonymet La Jirafa, foruden ’nødnoveller’ til i sidste øjeblik at fylde en side i tidsskriftet Crónica.
I 1948, 20 år gammel, bliver han øjenvidne til mordet på åben gade på præsidentkandidaten Gaitán, og mordet former hans liv som journalist og politisk venstreorienteret (og senere omstridt personlig ven af Cubas Fidel Castro!). Mordet på Gaitán udløser endnu en periode med politisk vold i Colombia, og Marquez selv må forlade Bogotá.

Behov for at fortælle
Men hans frugtbare og livslange dialog mellem forfatterskab og engageret journalistik er ikke mindst rasende interessant som kontrast til det sidste 10-års højkonjunktur for dansk litterær virkelighedsdistance. Sådan behøver det altså ikke at være.
Tværtimod er mesterværket Historien om et bebudet mord fra begyndelsen konciperet som ren reportage, hvor det fra første linje er åbenbart, at den smukke, unge Santiago Nasar skal dø, stukket ned som en gris lige uden for sin egen hoveddør.
Historien stammer i øvrigt tilsyneladende fra en virkelig begivenhed i byen Sucre, men Marquez måtte love sin mor ikke at skrive historien, før den virkelige unge mands mor var død. 20 år senere, da bogen udkom, nægtede hans mor dog at læse den, med følgende fantastiske begrundelse:
»Noget, der er gået så galt i livet, kan ikke gå godt i en bog.«
At leve for at fortælle er den mest glubske gennemgang af behovet for at fortælle og forstå, jeg kan mindes siden Karen Blixens Min afrikanske Farm og Hamsuns Sult.
Flot, at den udkommer på dansk i dag – præcis en uge før den engelske oversættelse er på gaden, mens den spanske originaludgave er gået som varmt brød i USA.

*Gabriel García Marquez: At leve for at fortælle. Oversat af Marianne Bisballe. 438 s., 398 kr. Samleren. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her