Børns Vilkår afviste i en pressemeddelelse udsendt i går Socialdemokraternes forslag om tvungen fælles forældremyndighed. Organisationen mener, at forslaget i for høj grad fokuserer på forældres rettigheder. I stedet bør fokus lægges på børnenes rettigheder: Både retten til at bevare kontakten med begge forældre efter en skilsmisse, men også, mere kontroversielt, til at afstå fra samvær, hvis samværet er meget problematisk for børnene.
Børns Vilkår foreslår således, at den centrale paragraf 16 i den nuværende Lov om forældremyndighed og samvær ændres fra: »Barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har barnet boende, har ret til samvær« til: »Barnet har ret til samvær med den forælder, barnet ikke bor sammen med.« Formålet er at undgå, at forældres ret automatisk blandes sammen med børnenes rettigheder.
Statistiksvagt område
Lissa Mathiasen, medlem af Folketingets retsudvalg for Socialdemokratiet, har også som tidligere formand for Retsudvalget fulgt området med komplicerede børnesager nøje, men afviser at tale om konkrete lovformuleringer. Hun understreger, at en lovændring ikke ligger lige om hjørnet, trods den socialdemokratiske ligestillingsordfører Mette Frederiksens udmeldinger om, at den nuværende uligevægt i forældremyndighedssager (statistisk set oftest til fædrenes ugunst) ændres til tvungen fælles forældremyndighed:
»Vi har selv været med til at sætte en række undersøgelser i gang for at belyse området, som der ikke er nogen ordentlige statistikker for. Det er rimeligt at afvente resultaterne, som kommer inden udgangen af 2003 og i foråret 2004,« siger Lissa Mathiasen.
Også Bente Boserup fra Børns Vilkår beskriver hele området med børnesager, også såkaldt komplicerede, som statistiksvagt og afventer resultatet af undersøgelserne, blandt andet i Fyns Amt.
Bente Boserup og Helle Rabøl Hansen, der er hhv. familieterapeut og jurist i Børns Vilkår, udgiver i dag en ny bog, Samværsklemmen. Bogen fremlægger en række sager, hvor Statsamtet har tildelt samvær med en forælder mod barnets udtrykkelige ønske, eller hvor socialforvaltning eller børneinstitution påpeger faresignaler i barnets adfærd omkring samværet.
Ofte er det hjerteskærende og grumme sager, hvor f.eks. en toårig dreng græder trøstesløst blot ved synet af samværstasken med tøj og legeting i entréen, eller en teenagepige er alene med sin sovende, hashrygende mor i fire dage. I den mere harmløse afdeling ligger eksempler, hvor et barn med stor skuffelse må opgive klassefester eller håndboldkampe i samværsweekenden.
Selv om forældremyndighedsindehaveren nævner problemerne, bliver de ikke taget alvorligt. I stedet opfatter statsamterne ofte klager over samvær som chikane fra forældremyndighedsindehaveren typisk moderen over for samværsforælderen, ofte faderen.
Bente Boserup afviser dog, at bogen holder med mødrene:
»Vi holder med barnet! Barnet er den svage part. Jeg har den holdning, at det ikke må ske, at et barn bliver udleveret til samvær, hvis der er voldsom mistanke om omsorgssvigt, eller der er klare tegn, på, at barnet tager skade af samværet, tegn som f.eks. påpeges af barnets institution. Så må man finde ud af, hvad der er galt og ikke tænke på den ene eller den andens ret.«
Respekt for barnet
Hun medgiver, at der kan opstå uretfærdigheder, hvis forældremyndighedsindehaveren måske chikanerer samværsforælderen:
»Men barnet lider jo i alle tilfælde, og der kan være brug for at lette presset fra barnet ved at opgive samværet i en periode, simpelthen for at give barnet fred, hvis mor og far nu er ved at slå hinanden ihjel. Så er det bedre, at de voksne lider afsavn, for børnene er meget alene i det her og drukner ofte i voksenrettigheder.«
Som eksempel nævner hun en aktuel sag, hvor der er vold involveret, og hvor en dreng på 11 år selv skrev til Statsamtet, at han ikke havde lyst til at være sammen med sin far. Fornylig fyldte han 12, den alder, hvor børnene ifølge lovgivningen skal høres, og udtaler i en samtale med fogeden: »Jeg vil gerne se min far, når jeg bliver voksen.«
Alligevel er det netop besluttet, at drengen via fogeden skal udleveres til samvær hos faderen hveranden weekend torsdag til søndag.
Det er ikke respekt for barnet, at det kan klage sin nød og opleve, at det ikke nytter, mener Bente Boserup, der også påpeger, at sagerne ofte havner i en gråzone, hvor Statsamtet, der tager beslutning om forældremyndighed og samvær, ikke hører f.eks. socialforvaltningens indstilling, hvis der allerede har været en sag på familien.
Lissa Mathiasen (S) påpeger, at hvis der foreligger omsorgssvigt, har de sociale myndigheder indiskutabelt ansvaret, også selv om forældrene skulle blive skilt.
»Men i praksis bliver de sociale myndigheder langt fra altid hørt, når Statsamtet afgør sagerne, og barnet plumper ned i hullet mellem det juridiske og det sociale system«, mener Bente Boserup.
*Bente Boserup og Helle Rabøl Hansen: Samværsklemmen. 128
sider, kr 179. Gyldendal
Citater
Børnetelefonen
*Grædende pige, 13 år: »Jeg har lige talt med min far. Jeg har sagt, at jeg ikke kunne komme hjem til ham, fordi jeg så gerne vil til en fest i min klasse. Han blev stiktosset, og nu er vi uvenner. Hvad skal jeg gøre?«
*Dreng, 10 år: »Jeg vil gerne være sammen med min far, når han ikke er fuld, men han er fuld hele tiden. Så skal jeg med på værtshus, og så sidder han og sover. Det er så svært at vække ham.«
Fra Samværsklemmen
