Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Vi kendte ikke til, at man kunne sige nej’

Højesteretsdommer udgiver samtaler med de tvangsflyttede Thule-fangere op til højesteretssagen mod den danske stat
Kultur
6. oktober 2003

Ny bog
Forestil Dem, at De bor i et lille vestjysk lokalsamfund. Forestil Dem, at præsten kalder til møde og fortæller, at han har fået besked fra København om, at byen skal rømmes. Alle skal flytte. Inden for fire dage. Til et sted på Fyn. Hvor der vil blive bygget nye boliger, sådan i løbet af nogle måneder. De kan gå ned i Brugsen og hente mel, sukker, kaffe og andet til de første dage, men flytningen må de i øvrigt selv klare. Og indtil de nye boliger står klar, må De bo i telt. Som De selv må sy.
Absurd. Ville aldrig komme på tale. Skandalen ville øjeblikkeligt rulle. De ansvarlige ville blive retsforfulgt, regeringen falde.
Dette var ikke desto mindre nøjagtig, hvad der skete i 1953, da fangerbefolkningen i Thule i det nordvestligste Grønland blev tvangsflyttet. Med fire dages varsel, på ordre fra Grønlandsministeriet i København og af hensyn til den ekspanderende amerikanske Thule Air Base. 27 familier, i alt 116 personer, blev sat på hundeslæder og beordret 120 km nordpå til Qaanaaq. Under trusler om, at hvis ikke de flyttede straks, ville de ikke få noget erstatningshus. Som så i øvrigt ikke var der, da de kom frem.
Det er dette mørke kapitel i dansk-grønlandsk historie, som skal skrives færdig ved Højesteret i næste måned. Med 50 års forsinkelse skal det afgøres, om Thule-boerne har retten til landet, de blev tvunget bort fra, og om den beskedne erstatning, de – årtier for sent – har fået tildelt, er rimelig.
Højst opsigtsvækkende i forhold til retssagen udsender højesteretsdommer Per Walsøe i dag en bog, Thule farvel, om tvangsflytningen. Før han i 1993 blev dommer, var Walsøe Thule-fangernes advokat i deres retslige tvist med den danske stat. Walsøe har i flere omgange opholdt sig i Thule og er kommet tæt på de tvangsflyttede og deres efterkommere. Også efter dommerudnævnelsen har han besøgt Qaanaaq sammen med tegneren og fotografen Pernille Kløvedal Helweg, som bidrager til bogen med portrætter og fotografier fra dagens Qaanaaq.
Dommer Walsøe ved naturligvis, at han skal træde varsomt i forhold til den verserende sag. Han begrunder bogen – som udkommer på dansk, grønlandsk og engelsk – med, at de unge i Grønland ikke får dette kapitel af deres egen historie fortalt. Det er for sørgeligt og for skamfuldt, omend skammen helt er på den danske stats side.
»Jeg måtte slippe sagen, da jeg blev højesteretsdommer i sommeren 1993. Men jeg har ikke kunnet slippe menneskene. Derfor denne bog, hvis vigtigste formål for mig er at videregive de tvangsflyttede fangeres og kvinders oplevelser og følelser, da de blev tvunget til at forlade deres boplads og bo et andet sted,« skriver Per Walsøe.

For svært at græde
Bogen rummer informative gennemgange af såvel Thule-bopladsens historie som forløbet af tvangsflytningen og den efterfølgende debat om den danske stats adfærd. Men det er samtalerne med nu 86-årige Sofie Eipe, hendes nu afdøde søster Aqigssiarssuk Kivioq, fangerrådsmedlemmet Jess Qujaukitsoq der døde sidste år, og en række andre, der bærer bogen. Ved sin præcise, sandhedssøgende, men også respektfulde udspørgen af disse vidner leverer Walsøe yderligere dokumentation til Højesteretssagen – eller i hvert fald til den offentlige bearbejdning af den historiske skamplet, som forhåbentlig vil ledsage domshandlingerne.
Som når Sofie Eipe fortæller:
»Vi vidste ikke, hvad der foregik, det var det, der gjorde allermest ondt. Men senere hørte vi i radioen, at det var os selv, der havde ønsket at flytte. Men sådan var det ikke. Vi flyttede med alt, hvad vi havde og ejede på hundeslæde. Der var ikke engang et skib til at hjælpe os.«
Gennem samtalerne forstår man, hvor chanceløse grønlænderne var. Ikke kun fordi de ikke blev inddraget og orienteret, før flytteordren var en realitet. Men også fordi deres tradition for konflikthåndtering var uden chance mod det handlekraftige, danske herrefolk. Thule-fangerne vovede ikke at blive vrede.
Sofie Eipe:
»Alt det har vi holdt for os selv, fordi vi ikke havde noget at sige. De gjorde jo, hvad der passede dem, og det var ligegyldigt, om vi sagde noget eller ej, det kunne være det samme – og hvis vi sagde noget, så ville de blive sure på os. Så vi satte os blot ned og ventede og ventede i mange år, fordi vi troede, at de selv ville tage problemet op.«
Thule-folket snakkede end ikke meget indbyrdes i de fire dage inden tvangsflytningen, fordi det gjorde for ondt. Aqigssiarssuk Kivioq:
»Jeg ved, at jeg forsøgte at begynde at græde tre gange under vores forberedelser i Uummannaq, men det kunne ikke lade sig gøre. Det var umuligt.«
Eller som Jess Qujaukitsoq siger kort og præcist:
»Vi kendte ikke til, at man kunne sige nej.«
Per Walsøes vidner, hvoraf nogle er gået bort siden samtalerne, taler med et halvt århundredes forsinkelse til det danske samfund om en blodig uret.
»Nu kan jeg fortælle om det. Jeg har ikke kunnet før, fordi det var så hårdt,« siger Mikissuk Petersen.
Højesteretsdommerens bog er et godt advokatur for de overhørte og mishandlede i Thule. Måtte hans kolleger ved domstolen vide at gøre den danske stats uret god igen.

*Per Walsøe: Thule farvel – Tvangsflytningen i 1953. Tiderne Skifter, 260 s., 250 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her