Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Langt væk og tæt på

Imponerende tætpakket antologi af nutidig mellemøstlig novellekunst
Kultur
31. oktober 2003

Noveller
En kvinde steger et stykke aubergine. Hun fejer og smider papirstumperne fra fejebladet ud ad vinduet. I lejligheden overfor ser hun en mand, der er lige ved at kvæle sin kone. Kvinden går ned i gården og samler papirstumperne op og brænder dem, mens hun lytter til sirenen fra en ambulance, der nærmer sig. Så går hun i seng.
Mere sker der ikke i iraneren Shahrnush Pârsipurs novelle »Hjemme« i antologien Ørkenrosen, der samler nutidig novellekunst fra Mellemøstens fire hovedsprogområder: det arabiske, det hebraiske, det persiske og det tyrkiske. For så begynder en anden historie om en mand, der er vendt tilbage til sin kone fra revolution og fængselsophold for at opdage, at alting er forspildt og for sent.
Israeleren Orly Castel-Blooms »En andens historie« er lige så kortfattet. Ti børn stikker af fra deres forældre på stranden i Haifa for at gemme sig i en båd, der sejler ud til grænsen. De bliver sat af på strandbredden i Nahariya.

Fortrængt region
Med Israels oprettelse som vor tids mest retfærdige overgreb mod et sagesløst folk, palæstinenserne, er Mellemøsten blevet den vestlige verdens fortrængte ubevidste. Med årtusindskiftets voldseksplosioner fra World Trade Center til ’War Against Terrorism’ er spøgelsesbillederne af ’mullahernes mørke’, ’ondskabens akse’ og Saddams dobbeltgængere væltet frem som konkrete udtryk for det fortrængtes uafværgelige tilbagevenden til den vestlige bevidsthed.
Men i Mellemøsten bor folk imens i virkeligheden. Den nys afdøde Edward Saids fortjeneste var ikke mindst at have opnået taletid i den globale opmærksomhed for en mellemøstlig stemme, der kunne formidle virkeligheden, som den så ud fra den anden side. Det er bizart, hvor få af de stemmer der er.
Alt det er gode grunde, men ikke engang de bedste, til at anskaffe sig antologien Ørkenrosen med nutidige noveller fra Mellemøsten. Den vigtigste grund er, at den er fuld af fine historier. Og nogle, der er lidt mindre fine, eller bare temmelig mærkelige og uvante at forholde sig til. For to ting står klart under læsningen af den usædvanligt velredigerede, grundigt gennemtænkte og præsenterede antologi. For det første, at Mellemøsten, hvor smerteligt og umuligt det end virker, er ét område af indbyrdes forbundne kulturer, der ikke kan tænkes uden hinanden. For det andet, hvor forskellige de også er, både fra hinanden og fra Vesten.

Oprør, adskillelse og magi
Det arabiske område byder på mange oprørshistorier – som libanesiske Hanan al Shaykhs titelnovelle om en kvinde, der bliver andenhustru, og syriske Zakariyya Tamirs »Uf« om kvinden Nawal, der ud af det blå dræber sin mand.
Mange af de israelske historier handler om fremmedhed og adskillelse, og Yoel Hoffmans smukke langdigt fra Kristus i fiskenes tegn er et lakonisk-komisk blik på at være alene i en mangfoldighed: »Da min far døde, [Jeg er så...« sagde han og sank i en dyb søvn] syntes det mig i begyndelsen, som om jeg stadig havde en far, men at min far var en afdød far.«
De persiske noveller har mange magisk-realistiske indslag ligesom den tyrkiske litteratur, der ofte udspiller sig i sammenstødet mellem land og by og desuden har den helt særlige grundbetingelse, at den er afskåret fra sin fortid på grund af Atatürks sprogreformer og afskaffelsen af det arabiske alfabet i 1928.
Det er altså svært at generalisere om Mellemøstens litteratur (og godt at antologien gør forsøget), men skal man trods alt pege på et par umiddelbare forskelle til vestlige litterære standarder, kan man sige at: dens figur ofte er kollektiv – for eksempel i det unge Israels dor ba’aretz’-litteratur – hvilket står i modsætning til den vestlige, arketypiske ensomme helt. Dens mainstream-udtryksform er lyrik snarere end romaner – først og fremmest i det arabiske sprogområde, hvis litteratur har rødder tilbage til beduinernes oder (om bopladsen, kamelen og kvinden), til formelvers om forklædte spøgefugle og til den første nedfældede arabiske tekst: Koranen.

Bøger i midten
Endelig lider den mellemøstlige bog ikke under nogen illusioner om at stå
alene, men er gennemtrængt af på den ene side politik og engagement, på den anden side religion. Ikke fordi denne litteratur ikke er selvstændig eller livskraftig, men fordi den på mange måder er mere central og ofte er det naturlige medie for alle slags indlæg, også dem af politisk og religiøs natur. Ingen af disse kendetegn er lige gyldige for hele litteraturen, og tematiske indledninger til hvert sprogområde af fire ansatte ved Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet forsyner læseren med forbilledligt klare – omend nødvendigvis grofttegnede – indblik i de enkelte områders egenart. Det tematiske snit, både i gennemgang og udvælgelse, kan virke lidt hårdt, hvis man tror på, at kunst også finder sin berettigelse i sin form. Og novellerne giver lyst til at læse mere af den lyrik, der i mange af landene er den litterære hovedform. På den anden side giver det enkle snit klarhed.
Alt i alt: sikke et arbejde. Og sikke en opvisning i legatansøgninger at få prisen ned under 200 kroner. Køb den, og gå lige til historierne, hvis introduktionerne virker kedelige. Eller læs dem med, hvis De skulle have lyst til at lade Dem fascinere af en verden, der på samme tid er så langt væk og så tæt på.

*Ørkenrosen og andre noveller fra Mellemøsten. Redigeret af Claus V. Pedersen, introduktioner og oversættelser af Claus V. Pedersen, Judith Winther, Ellen Wulff og Wolfgang-E. Scharlipp. 288 s., 198 kr. Museum Tusculanums Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her