Ny bog
Susan Sontag er blevet kaldt en stor tænker. Det mener hun nu ikke selv, hun er. Som hun sagde engang: »De siger, jeg er en stor tænker. Det er noget vrøvl. Jeg tænker kun, når jeg skriver eller når jeg taler. Og jeg er faktisk temmelig langsom.«
Men Susan Sontag er en god læser: hun har skrevet blændende essay om litteratur, foto og samtiden. Hun har skrevet romaner. Og hun er en af de amerikanske forfattere, der siger præcis det, som også europæiske forfattere tænker, når de hører George W. Bush tale om krig og frihed og demokrati. Hun taler ind i en transatlanstisk kritisk offentlighed. Det var som anerkendelse af denne indsats, at Susan Sontag tidligere på måned modtog de tyske boghandleres prestigiøse Fredspris i Paulskirken i Frankfurt.
I 1977 udgav hun en bog uden fotos med seks essay om fotografi. Det var dengang en pointe, at bogen var uden billeder: Sontag advokerede for en såkaldt billedøkologi. Som en reaktion på forbrugersamfundets masseproduktion af overvældende visuel stimulans anbefalede Sontag moderation.
Nu udkommer hendes nye bog At betragte andres lidelse på dansk. Den handler også om billeder, og den er stadig uden billeder. Men Sontag har nu renonceret på billedøkologien: »Vi får aldrig nogen billedøkologi. Forestillingen om en komité, som skal rationere rædslen for at bevare dens evne til at chokere, bliver aldrig til virkelighed. Og rædslerne bliver der ikke færre af.«
Billeder af de andre
Susan Sontag skriver i At betragte andres lidelser krigsfotografiets historie. Fra de første professionelle fotografer blev inviteret med i krig i anden halvdel af 1800-tallet og frem til den spanske borgerkrig, som ifølge Sontag var den første krig, der blev fotografisk dækket i moderne forstand. Og videre fortæller hun om billederne af ofrene i kz-lejrene og billederne fra Vietnamkrigen, som fik kolossal betydning. Hun redegør for forskellige strategier: de første krigsfotos blev brugt af krigsførende regeringer til at dementere rygter om rædsler spredt gennem den skrevne presse. Siden blev fotografierne brugt af pacifister til at fremstille pinslerne som noget, der burde stoppes med det samme.
Fotografierne har den indlysende funktion at bringe fjerne begivenheder tættere på. De andres lidelser langt væk rykker ind i stuen med avisen og ud i stuen gennem tv. Men som Sontag pointerer, er billederne af de andres lidelser også med til at holde lidelserne væk. Man så ikke billeder af forkullede lig og blødende flygtninge fra bygningerne på Manhattan den 11. september 2001.
På den anden side: Afrikanere er ifølge Sontag næsten altid fotografisk repræsenteret ved afmagrede AIDS-patienter, borgerkrigsbombede negere og hungrende børn og kvinder. Vi ser dagligt billederne af skrigende og blodige palæstinensere.
De vestlige medier bringer først og fremmest billederne af de andre som ofre for de andre: dvs. billeder af de kurdere, som blev likvideret af Saddam Husseins giftgasser. Eller de afghanere, som blev mishandlet af Talebanerne. Det er fotografier, som fremstiller de andre som ofre og forbrydere.
De vestlige medier er mere tilbageholdende med billeder af de andre som ofre for os: dvs. billeder af irakere eller afghanere dræbt af amerikanske soldater. Endelig viser de aldrig billeder af vores soldater dræbt af irakiske guerillaer.
Man kan i en dansk kontekst minde om det besynderlige forhold, at Lisbeth Knudsen på DRs vegne nægtede at vise billeder af de amerikanske krigsfanger under krigen i Irak. Samtidig med at stationen ikke holdt sig tilbage med at vise billeder af fangerne i orange tøj på Guantanamobasen.
Lange linjer og nedslag
Billederne bringer de andre tættere på, men fastholder dem som de andre. Man kan således sige, at billederne alligevel fastholder distancen. At billederne som kommer ind og tæt på samtidig forsikrer os om, at det altså er de andre og ikke os, der lider. Det billederne viser er således i sidste instans, at krigen ikke kan vises.
Sontag varierer en banal nærværsproblematik: Vi kan se billederne og vi kan se fraværet. Vi kan se, at vi ikke kan gøre noget ved det. Som Sontag konkluderer: »Vi kan ikke forestille os, hvor frygtelig, hvor forfærdende krig er; og hvor almindelig den bliver. Kan hverken fatte eller forestille os det. Det er det, alle soldater og alle journalister, nødhjælpsarbejdere og uafhængige observatører, som har oplevet at være under beskydning og haft held til at undslippe den død, som ramte andre ved deres side, hårdnakket føler. Og de har ret.«
Susan Sontag skifter i At betragte andres lidelser mellem lange linjer og pointerede analyser. De lange linjer tenderer det trivielle. Sontag reproducerer gerne moderne almindeligheder. Men i de sporadiske ekskurser og aktuelle analyser, udvikler hun originale momenter. Det er når hun folder de lange linjer ind i perspektiver på samtiden, at Sontag viser sig som en omend ikke stor tænker så dog til enhver tid læseværdig kritisk intellektuel.
*Susan Sontag: At betragte andres lidelser. Oversat af Rasmus Ø. Madsen. 124 s., 178 kr. Tiderne Skifter. Udk. i dag
