Læsetid: 2 min.

Næsten intet - og alt

Sten Kaaløs nye digte rækker fra fuldendt ’kalligrafisk’ skønhed til intetsigende mumlen
23. oktober 2003

Digte
Kærlighed til næsten får en helt ny og særlig betydning i og med Sten Kaaløs nye digte. For flere af dem kredser om alt det, som er næsten tomt, og det, som nærmer sig ingenting. Men så slår de pludselig om: hylder den altafgørende forskel mellem intet og næsten intet, finder en ny begyndelse – i fuglenes spor på himlen eller i sandet på stranden. Mønstergyldigt typisk for hele værket bliver derfor »Forvandling«:

Næsten ingenting skylles op
på stranden netop nu
småstenene rasler
dønningen skubber dem ind
trækker dem ud

Sneglenes huse er snoede
de ser ud til at
glæde sig i snohed
forvandlingen ophører aldrig
i det vi mente var dødt

Glosen ’snohed’ har vi vist aldrig hørt før, ej heller ’nedløbet’ om en trappe, mange har løbet ned ad. Men bortset fra disse spøjse nydannelser holder Kaalø sig til daglige ord, som vi kender godt, ligesom han i sin ordføjningsteknik gerne opererer på en grænse mellem det stilfærdigt lidet-sigende og det tynde intet-sigende.
Han ridser et billede op, skyder så en ny betydning ind, glemmer den for en tid, men genfinder den brat, ofte sådan at gensynet sammenfalder med en uventet pausering, anbragt inde i verset, som derved får lov at standse op og tøve, førend det må vende på ny. Hvor disse minimal-manøvrer lykkes, beruser hans poesi.
Enkelt og kalligrafisk smukt er et sekslinjet digt fra »Marsken«:

Kirsebærtræer
lodne ærmer

Blå grøfter
under hav

Hvidt og sort
mod fugleflokke

Andre steder havner digteren i selvgentagende mumlen (»Grus«) eller småsnakkende banaliteter, som »Dialog«, hvor terrorismen tages under behandling, men sentimentaliseres ud til en påstand om, at også terrorister »sørger over børn og fædre / skove og vandhuller«, og at selv terrorister »vasker og stryger skjorter«. Ja, og hvad så? Et vandhul og en skjorte er »næsten ingenting« – og dermed vel i pagt med samlingens gennemgående tema – men visse terrorister tager immervæk andre menneskers liv, uden at give dem tilbage igen.
Samlingen er bygget op med møder i første sektion, upersonligt haiku-lignende visuelle rids i den anden samt rejser i den tredje. Allerførst og sidst er anbragt besøg i en lille by, hvor en digter boede engang. »Marginalia« har Sten Kaalø kaldt det afsluttende digt, der må læses som hilsen og hyldest til et lysende forbillede, Gunnar Ekelöf vel sagtens, eftersom der findes spændende ting på gulvet (som i optakten til Sent på jorden) og tales om at ikke
alle duer er almindelige (som i en anden af svenskerens strofer).
Jeg’et betragter her »manuskripterne i / falmede æsker med blå stribe / alle titlerne og ikke-titlerne med letlæselig håndskrift«, men ser så et dun fra en due, viftende gråblåt på gulvet. Det er sådan, det er at opdage næsten ingenting og i dette erkende alt.

*Sten Kaalø: Sandet på stranden. 58 s., 150 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu