Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Perspektiv på den islamiske slagmark

Med sin fremstilling, der spænder fra sprænglærde indsigter til overfladiske ligegyldigheder, siger Lewis meget, men forklarer kun lidt
Kultur
29. oktober 2003

Ny bog
Da de amerikanske styrker under Irak-krigen rykkede mod Bagdad havde de inviteret et stort antal journalister fra alverdens medienetværk til at følge dem. Mange af de reportager, vi fik fra krigen, stammede fra disse embedded journalister.
I en Horisont udsendelse i DR forklarede den danske general Ove Hoegh-Guldberg Hoff, at de billeder og artikler, vi fik fra disse krigsrapportere var præcise billeder af krigen – sådan som den tager sig ud for de kæmpende tropper i felten. Perspektivet var soldatens og som Hoff gjorde gældende ved soldaten kun noget om, hvad der sker lige der, hvor han befinder sig. Om krigen som sådan går godt eller skidt aner den kæmpende soldat i princippet intet om, for hans udblik er begrænset til det han ser, derfra hvor han kæmper. Overblikket, analysen af krigens forløb, findes
alene hos cheferne i kommandohovedkvarteret, der samler informationer fra alle krigens slagmarker.

Den globale trussel
Skulle man overføre dette billede til en anden kampscene, nemlig islams konfrontation med Vesten, som man i nogle kredse i disse tider snakker og skriver meget om, mens andre har lige så travlt med at sige, at der ikke er nogen sådan konfrontation, men snarere en The West against the Rest, bliver man ofte i tvivl om, hvor perspektivet befinder sig. Er den, der rapporterer fra den islamiske slagmark embedded i islam eller befinder forfatteren sig i kommandocentralen, der så skulle være et universelt udsigtspunkt, hvor de mange tråde fra slagmarken bindes sammen i en gyldig samtidshistorisk analyse?
Dette spørgsmål trænger sig i høj grad på, når man læser bogen Islam i krise. Hellig krig og uhellig terror, skrevet af den i vide kredse højtrespekterede professor emeritus i Mellemøststudier, Bernard Lewis. I bogen tager Lewis sig for at forklare, hvordan det er kommet så vidt, at terrorister i islams navn i dag er blevet en global trussel.
Det gør han gennem en række kapitler, som fører os fra islams tidligere historie og grundbegreber, over islams møde med Amerika, refleksioner over, hvorfor det ikke var Sovjetunionen, men USA, der blev genstand for muslimernes had, videre til fremstillinger af jihad-begrebets politisering hos aktivister som egypteren Sayyid Qutb, sonderinger i den iranske revolution for til sidst at ende med en redegørelse for, hvad Osama bin Laden repræsenterer.
Der er mange gode betragtninger i bogen. Ikke mindst beskrivelsen af Mellemøstens opdagelse af Amerika i hvert fald i den tidlige periode.

Islam og demokrati
Man må som ydmyg læser også bøje sig i respekt over den indsigt i islam, Lewis på baggrund af et langt livs studier i de primære kildetekster med let ført hånd kan strø omkrig i teksten. Men konklusionerne og analyserne er mildest talt ikke overbevisende, når de bevæger sig ind i den samtidshistoriske misere i
Irak og den såkaldte krig mod terrorisme.
Grunden til dette er, at Lewis uden videre dikkedarer mener at kunne slutte fra middelalderlig tradition til samtidens politiske konflikter, som når han på to sider kan føre os fra Assassinernes hærgen i det 11.-13. århundrede til den militante islam i det 20. århundrede. Ganske vist har nutidens voldsmænd andre formål, ligesom terrorismen »i mellemtiden har gennemgået adskillige faser«, men alligevel er der jo ifølge Lewis godt nok en sammenhæng.
Lewis genbruger her en metode, som han allerede anvendte tilbage i 1980’erne, hvor han kunne forklare, at demokrati ikke er noget for arabere og muslimer, fordi demokratiets grundtermer ikke er at finde i Koranen. Men kan man virkelig slutte fra rigtige indsigter i de islamiske kildetekster til strukturer i aktuelle konflikter?

Kristen svinekotelet
Det er der mange tvivler på. Ikke mindst andre islamologer og mellemøstforskere, har netop kritiseret Lewis på dette punkt, hvor de viser, at tolkninger af de islamiske grundtekster peger i mange forskellige retninger, hvorfor man kun vanskeligt kan konkludere noget entydigt om Koranens politiske teori. De synes heller ikke, man sådan over en kam kan tale om muslimerne – som Lewis gang på gang gør i sin bog – og spørger også sig selv om, hvad islam egentlig er i stand til.
Når man læser Lewis, får man indtryk af, at islam, der defineres som en civilisation, både kan agere som en stat og i sig selv producere historie, på samme måde som mennesker gør det. Men hvordan kan et system af tekster i grunden agere i den samfundsmæssige virkelighed? Og bliver en svinekotelet kristen bare fordi Det Ny Testamente tillader spisning af grise?
Kritikkerne bliver så til gengæld mødt af Lewis’ elever, der kalder dem for islam- apologeter, der vist nok er slemt noget at være i USA såvel som i Danmark. Sagen er vel blot, at Lewis kritikere ikke mener, det er videnskabeligt lødigt at slutte fra nogle religiøse grundtekster suppleret med FN-statistik og almen viden til baggrunden for aktuelle politiske konflikter. Hvis det gør dem til islam-apologeter, tilslutter jeg mig gerne deres lejr.
For at svare på spørgsmålet, hvor perspektivet hos Lewis er: Bogen fremstiller sig selv som skrevet fra det universelle udsigtspunkt i kommandocentralen, men viser sig ved nærmere eftersyn at være embedded i islamologisk traditionshistorie.

*Bernard Lewis: Islam i krise. Hellig krig og uhellig terror. 192 s., 198 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her