Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Provence ad bagdøren

Mere end en bog til sofabordet
Kultur
16. oktober 2003

Ny bog
Ordet Provence udløser længsel efter at komme af sted – efterfølgende smerte ved tanken om al den tid man spilder ved ikke at opholde sig dér.
Romerne, der nok havde sans for livets goder, kaldte denne nære del af deres imperium for slet og ret provinsen og bosatte sig i øvrigt trindt om land med stærke støttepunkter. Stednavne som Castellagne og Le Castellet vidner om befæstninger fra disse tider, samt suverænitetsmarkeringen ’trofæet’, kejser Augustus’ enorme kransekagemonument, hvis ruin står oven for vore dages rigmandsskatteskjul Monaco.
Provence, der øst-vest strækker sig fra Arles til Menton og nord-syd Toulon til Briançon, rummer i sig alle klodens velbehageligheder: tør varme, milde vintre, sol, hav, højfjeld, sydfrugter, oliven, vin, kultur og trøfler, det sidste i mere begrænset omfang end før. Utallige danskere kender turen til Provence, glæden ved ankomsten og ubehaget ved ikke at kunne tage det hele med sig hjem. Hvad bestiller Provence, når man ikke er der?
Historikeren, forfatteren og oversætteren Jacques Berg bosatte sig for snart mange år siden i den lille landsby Vaugines godt 30 km nord for Aix. Herfra hans verden går, og herfra har han taget Provence til sig, systematisk, grundigt og med stor kærlighed til fænomenet. Bergs viden om landets historie er legendarisk, hans kendskab til sprogets særpræg, madens raffinement, folkets mentalitet ligeså. På denne baggrund har han sat sig for at vise noget frem af det Provence, som man i farten overser eller ganske enkelt ikke kender til.
Typisk for Jacques Berg ankommer han til Nice med det lille blå, smalsporede tog fra Digne og bemægtiger sig så at sige storbyen fra denne kant. Hovedpersonen i Nice bliver manden med metalsøgeren, monsieur Bernard, som hver dag går sin runde på stranden neden for Promenade des Anglais og Hotel Negresco og indsamler tabt turistskillemønt. Det giver monsieuren en stabil indkomst på ca. 150 euro om måneden. Det er også Nice.

Levantiske Marseille
Det andet Provence er for Jacques Berg ikke nødvendigvis det ukendte, han forstår blot at finde andre sider end facaden og skildre disse med samme hengivenhed, som den gode guide stolt viser forsiden frem. En forkærlighed har den dansk-franske provençaler for hovedbyen Marseille, hvis omdømme blandt danske rejsende vist ikke er det bedste – i øvrigt heller ikke blandt franskmænd med kun overfladisk kendskab til den vilde by.
Berg har gang på gang understreget Marseilles karakter af levantisk metropol frem for fransk. Marseille vendte fra oldtiden ansigtet sydøstover; intet tilfælde at fønikiere, grækere og siden armeniere følte sig hjemme her, og selvfølgelig hundredtusindtallet af arabere.
Det franske er også med i byen, men ikke nødvendigvis som hovedsagen. Allerede år tilbage kom forfatteren på den tanke, at Marseille og København i grunden ligner hinanden, begge byer ligger med ryggen til deres bagland og længes mod søen, begge byer har handel og udfart i deres våben.
Berg og fotografen Valérie Loubet de Condillac lavede ud fra den idé udstillingen om Marseille og København og viste den med bravur blandt andet i Københavns Rådhushal. Dette frugtbare samarbejde mellem ham og hende har atter manifesteret sig i Bergs Provence-bog, som i høj grad også er Condillacs fortjeneste. En mesterlig fotograf er hun, hvis billeder bliver hængende i bevidstheden; æstetikken tager aldrig overhånd, selv i æstetiske billeder, Condillac fortæller først og sidst historier – parallelle med forfatterens.

Et kapitel for sig
Maden er selvsagt et kapitel for sig i den kontante provençalske virkelighed, maden i centrum med råvarer af kvalitet, som vi kun kan hulke over. Og respekten for at maden kræver omhu og tid, både i forarbejdningen og indtagelsen. En bouillabaisse (i udtalen kort -bæs og ikke det danske bujabææs) kræver flere dages tilberedning, også Daube de boeuf à la provençale, og derfor skal man også nyde måltidet i timevis og spise godt brød til for at kunne ’sovse’ saucen op og bagefter ost.
Daube de boeuf: Mariner oksekød i god rødvin med timian, løg, laurbær, salt og peber mindst 24 timer og kog i en ny omgang vin over et par dage, tre-fire timer ad gangen.
Sjældent oplever man i bøger af denne art en sådan overensstemmelse mellem glæde ved stoffet og tekst og billede. Kort bag i bogen, oversigt over interessante tilbagevendende begivenheder i regionen og nyttigt register.

*Jacques Berg: Det andet Provence. Farvefotos af Valérie Loubet de Condillac. 224 s., 299 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her