Læsetid: 6 min.

En ram, bitter smag

Jette A. Kaarsbøls romandebut drager os ved et kraftfuldt stof, men formen har hun næppe tænkt til bunds
7. oktober 2003

Ny bog
Har man læst Kirsten Thorups mammutroman Himmel og helvede (1982) eller samme forfatters hudløst pivåbne dokument Bonsai (2000), genkender man hurtigt det psykologiske grundmønster i den mastodont-roman på 535 sider, hvormed Jette A. Kaarsbøl (f. 1961) nu debuterer: En ung kvinde gør sig fri af et snærende miljø og føres via en mand, som hun elsker, ind i en verden totalt forskellig fra alt hun har kendt. Et livsrum, der var lille og trygt, udskiftes med et nyt, som forekommer uendelig stort, lige indtil det går op for hende, at hun bare er blevet del af en kulisse, der skal gøre det muligt for hendes mand i hemmelighed at leve som bøsse.
Hos Kirsten Thorup var handlingen henlagt til Vesterbro i sidste halvdel af 1960’erne. Hos Jette A. Kaarsbøl er vi rykket over et sted mellem Kongens Nytorv og Esplanaden. Tidsrammen er delt mellem på den ene side 1875-76 eller 1883 og på den anden side 1932-33, hvor den aldrende Frederikke sidder og kigger ud af sit Bredgade-vindue og godt ved, at hun snart skal dø, men også at der er visse ting, hun helst skal have ordnet først. Rent teknisk klipper romanen så tilbage og frem mellem dengang og nu. Hvad der binder planerne sammen, er nogle breve, hun har gemt ned i et skrin, og bogen, hun sidder med i skødet, hendes dagbog, der i så mange år er forblevet lukket. Indtil nu, hvor hun åbner den og dermed giver sig selv og læseren adgang til smerteknugede rum.

Ægteskabet åbent
Da læseren møder Frederikke, står hun umiddelbart over for at skulle giftes med teologen Christian, indbegrebet af alt kedeligt og hyperkorrekt. Begge er de, hedder det præcist, »for længst blevet alt for gamle til at være så unge, som de er«. Hun kunne for dens sags skyld have fortsat med at brodere monogrammet FKH (hendes eget Frederikke Kristine plus hans intetsigende Holm) og være blevet dydig præstefrue, måske siden en sat bispinde. I stedet træffer hun en charmerende fødselslæge, Frederik Faber, og forelsker sig, voldsomt. For han er smuk og klog og beleven – og han er altid centrum i en kreds af frisindede ånder, der bl.a. tæller Holger Drachmann og Bdr. Brandes. En dag stiller Frederik Frederikke det forslag, at de skal blive mand og kone, men vel at mærke samtidig love hinanden uafhængighed, fuldstændig frihed.
Hun regner inderst inde med, at han gengælder hendes følelser, og at deres sjælsægteskab med tiden skal blive »rigtigere«. Han derimod har længe levet bag en maske og forestiller sig samlivet som en blanding af praktisk arrangement og brandesiansk utopi.

Dobbelt svigt
Omslaget i deres først så idylliske forhold kommer, da han efter et års ægteskab kommer tilbage fra lægekonference i Paris med en ung assistent, der – viser det sig – bliver hans faste elsker og endda installeres i deres fælles 380 kvadratmeter store arbejds-og privatlejlighed.
At det sære arrangement ikke er enestående i hovedstaden, viser Jette A. Kaarsbøl ved parallelt at kigge forbi hos andre af vennekredsens par, f.eks. Georg og Gerda Brandes, og at kvinder kan gå til også i velordnede rammer, demonstrerer den parallelhistorie, hvor Frederikkes ellers så sprælske søster gifter sig til tryghed og til den visse død. Det gør imidlertid ikke Frederikkes ’afsløring’ af Frederik mindre smertelig.
Logisk nok skuffes de begge, men det er bogens overrumplende pointe, at hun måske svigter ham mindst lige så meget, som han ved al sin fortielse og forstillelse kan siges at svigte hende. Det, der i første omgang kan tage sig ud som historien om en mands udnyttelse af en kvinde, drejer og bliver til en analyse af hendes hævn mod ham, en straf, der som den slags straffe plejer, slår om mod den, der udøver den, og bliver et livslangt selvmord. For »når to ligger sammen, bliver de varme; men hvorledes kan den ensomme blive varm?«
Da Frederikke sidder og ser tilbage, kan hun kun nære foragt for friheden. Den har hun prøvet. »Den har en ram og bitter smag«. Det er hendes konklusion, ikke bogens. Inden man lukker Den lukkede bog, nuanceres historien kraftigt.
Som roman er Jette A. Kaarsbøls debut kendetegnet ved sikker stofbeherskelse, stor bredde i det sproglige register og originale fortælletekniske greb. Bryllupskapitlet indledes således blot med en gaveliste, og i kapitlet forinden nøjes hun med en enkelt linje, der lakonisk fastslår, at livet midlertidigt kan være en fest! Med på en af udflugterne er ikke bare Henrik Pon-toppidan, men også en hr. Sidenius, med andre ord romanfiguren Lykke-Per, og da vi indføres i rigmandsfamilien Salomon, træffer vi hans kæreste Jakobe! Det er ret pudsigt at være med til. Spøjs er ligeledes romanens ydre ramme, hvor Prolog og Epilog gør det ’fiktionalt sandsynligt’, at breve og dagbog overlever Frederikkes død
i marts 1933, hvilket giver værket som helhed et dokumentarisk,
autentisk præg.

Tarzan og Bang
Mindre begejstret er jeg for bogens undertiden decideret emsige fortællerinstans, som mindst fire gange bombastisk foregriber handlingens gang og ikke holder sig tilbage med bedrevidende og pædagogisk belærende kommentarer. Fortællerdistancen bliver således til et tommetykt papfilter, når det i første del siges, at Christians falske kasten sig på knæ er »karakteristisk for deres samtid«, og at Frederikkes enorme uvidenhed ikke er usædvanlig for hendes tid og køn. Direkte ukronologisk er anvendelsen af en ’psykologisk’ jargon, som først efter midten af det 20. århundrede blev integreret i hverdagssproget (neglebidning kaldes »regression«, Frederiks søster udviser et sted »stærkt integrativ adfærd«!). At forfatteren finder nutidens pornografiske kultur »fascistisk« med lemmet som heil-arm, skal jeg nok ikke blande mig i, blot slå fast, at det skurrer under omtalen af en abort i 1876. Fire sider efter sammenlignes en proletar med Tarzan. Han er selvfølgelig arketypisk, som junglekræ betragtet, men så som litterær figur ikke dagens lys før end i 1914.
Skulle man forsøge at forsvare disse sære fortællermanøvrer, hvormed Jette A. Kaarsbøl så tydeligt viser sig som barn af sin tid og ikke af den, hun vil skrive om, kunne man måske sige, at hun som en anden Karen Blixen bruger sin skrift og hele stil som en slags oprørsform og dermed stiller værket suverænt og frit i forhold til den forudsatte læser og over for litterær konvention. På god postmodernistisk facon krænger romanen sit indre ud og afslører sig som spøg og spil.
Blot harmonerer en sådan læsning ikke videre godt med bogens overalt gennemført realistiske anlæg. Med Den lukkede bog har vi fået en mere end lovende debut af en ambitiøs forfatter med holdninger til kærlighed og frihed. Men vi har også fået et stykke besynderlig litterær nostalgi i form af en roman, der er skrevet, som om modernistisk fortællekunst kun var en uvedkommende parentes. I hvert fald føles det sært i dag at læse en bog, hvor Herman Bang optræder som agerende figur, men hvor stemmen, der sætter ham i scene, opfører sig, som om litteraturen aldrig har været ude for de dybe rystelser, Bang og andre påførte den i håb om at lære folk at føle med deres eget hjerte, se med egne øjne. Bøger som Himmel og helvede eller Bonsai er skrevet i fuld bevidsthed om, at tiderne æstetisk ikke lader sig skrue tilbage. Jette A. Kaarsbøl har derimod valgt at lege mere uskyldigt med romanen som genre.

*Jette Kaarsbøl: Den lukkede bog. Debutroman. 535 s. Kr. 298,00. Gyldendal. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu