Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Sidste års julepynt

Formummet og formumlet metafysik i Jens Asbjørn Seehuusens nye digte
Kultur
2. oktober 2003

Digte
Jeg indrømmer, at jeg kommer til Jens Asbjørn Seehuusens nye digtsamling, Lyset klirrer, ridende på en ordentlig bagskid af Johannes L Madsens samlede, og det er ikke helt retfærdigt måske, men det er nu altså noget af en nedtur at vende tilbage til den helt almindelige poetiske gråhed og uld-i-mund, der hersker i af lyrikkens verden. Tag nu bare sådan et lille digt som dette:

Ingen af os / havde set det før, / men navnet / havde vi hørt. / Mælkens spredte dråber. / Oliebjerget. / Grønt og af sten. / Og på en måde af nat. / Snottårer / over for/ hans ord.

Hvad var det nu for noget med Oliebjerget? Jo, det var der, Jesus tog afsked med sine disciple og så fór til himmels. Så det er vel hans ord, der grædes snottårer over, på sådan en selvironisk måde, der i hvert fald slet ikke er patetisk. Den talende, som taler i flertal, forstår vi så, må være disciplene. At bjerget er af sten kan vel næppe være nogen overraskelse, ejheller sådan set at det er grønt, men hvorfor af nat? Blot fordi nat betyder sorg, mørke og tomhed? Disciplene snøftede lidt og var kede af det og forstod ikke rigtig, hvad der foregik, da Jesus forlod dem og herregud, kan vi ikke alle identificere os med det, vi er jo kun mennesker. Det er, hvad digtet siger, hvis man skal reducere det til dets indhold, og det må man ellers ikke, for et digt er jo netop ikke bare sit indhold, det er også den form, det præsenterer sig i. Her er formen de korte afhuggede linjer, som tilfører digtet dets patos (ved at sænke læsningens hastighed), og det er det, der gør, at tårerne må være snottede, for at det ikke skal blive alt for rørstrømsk. Sagen er, at når den religiøse baggrund for digtet ikke tages alvorligt, forvandles den til ren og skær staffage og teatralsk melodrama.

Træk på skulderen
Nu er det bestemt ikke fordi hele digtsamlingen er lagt i munden på disciplene. Det meste af tiden er det det klassiske lyriske jeg, der ytrer sig, men den religiøse (eller skal vi kalde det den metafysiske?) staffage er aldrig langt borte og kan findes frem ligesom sidste års julepynt, når der
ikke kan findes andet at skrive om. Er det ikke bøn og dåb, der er tale om, er det alt og/eller Intet (med stort naturligvis), ild og vand, lys og mørke eller – når man når frem til det sidste af de tre afsnit i bogen – kærligheden. Den er som regel både konkret og kompliceret, her dog mest det sidste. Jeg gad vide, om der findes noget kedeligere end en skuffet romantiker:
Og jeg som rejste udenjords / i skibe for hjernen / bygget af glas, promille og mørke, / må indse / at det virkelige slot / ikke er derude, / men tættere på end rejsen.

*Jens Asbjørn Seehuusen: Lyset klirrer – digte. 61 s., 199 kr. Lindhart og Ringhof

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her