Læsetid: 2 min.

Solen i poesiens spejl

John Pedersen præsenterer fransk barokdigtning i egen oversættelse
30. oktober 2003

Antologi
Med den lyriske modernisme vaktes gennem 1960’erne og 70’erne en fornyet interesse for barokdigtningen med dens arsenal af voldsomt og ekspressivt billesprog, som det måske især er kendt i Kingos salmer, der som den gyldne sol frembrød i dansk poesi. Der kom udgaver af Kingos lyrik og en antologi af Verdslig barok, og Munksgaards forlag udgav hele seks bind dansk barokdigtning. Dette land var også godt med i udforskningen af denne stilart fra 1600-tallet i kraft af Valdemar Vedels banebrydende afhandling i tidsskriftet Edda om ’den digteriske barokstil’ – længe før franskmændene tog deres egen ellers righoldige lyrik fra tiden alvorligt. De var så fikserede af den lidt yngre klassicisme (Racine, Molière, La Fontaine m.fl.) som selve udtrykket for den franske esprit.
Det gør nu vores egen førende ekspert i fransk barok, professor John Pedersen, opmærksom på i introduktionen til det flotte udvalg af Fransk barok, han har oversat, lidt af en pionerindsats i forlængelse af hans gendigtning af Troubadourernes sange for to år siden. Ind imellem har den flittige emeritus udgivet en bog om oplysningstanken, Lys forude, i Voltaires ånd. Nu er så lyset sat bagud på en fjern fortid, som vist ellers kun Kai Friis Møller har moret sig med at give et antal eksempler på i sin Hundrede franske Elskovsdigte (1958), der var en ypperlig læse- og gavebog ved passende lejligheder. På norsk har Kristen Gundelach gendigtet et større antal Barokdikt (1964).

Elskov
Men de kunne andet end at elske med gåsepen og blæk dengang, selv om jeg gerne dvæler ved Agrippa d’Aubignés ’stanzer’ om forsmået kærlighed med så lidenskabelige linjer som: »Helt sort af flammer ser du mit skummende blod,/Mine ben tørret ud af min håbløse længsel«. John Pedersen gengiver med metrisk verve og gennemførte rim digtene, som han har sorteret i fire tematiske afsnit: efter kærligheden følger den trøstesløse død, naturen og den poetiske refleksion.
Théophile de Viau opfandt den ’sorte sol’, der siden skulle skinne i symbolismen, surrealismen og rocken, i et stærkt digt om dødens skygge, der forvrider verden, mens han venter på Karons båd, og hvor jordens indre åbner sig: »Bækkens vand går den gale vej,/ På et tårn sætter oksen sin fod,/Ud fra klippen strømmer der blod,/Bjørn og slange i parringsleg.«
Ild og flamme, hav og bølger, vind og storm, flagren og flyven var dele af bevægelsesmønstret. Vand, vand, som når Georges de Scudéry digter om kilden i Vaucluse, som allerede Petrarca havde introduceret i poesien, eller når Tristan l’Hermite tænder den store fakkel over havet, hvor flodbølgen rejser sig, og de vredladne vande finder vej over kystlinjen.
Antologien medtager den store Malherbe, der ellers anses for udrenseren af barokstilen, og desuden La Fontaine, der ellers med sine Fabler repræsenterer klassicismen, men dog hørte til de ’frie fugle’.
Det er et såre smukt og savnet tilskud til oversættelseslitteraturen i Danmark, der med John Pedersens grundige indføring henter flere af poesiens glemte forudsætninger ind i dagens lys af sorte og gyldne sole.

*John Pedersen: Fransk barok. En antologi. 100 s., 198 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu