Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Den store krop

’Mit eget problem har været den forlængede pubertet’ forklarer Klaus Rifbjerg i sin nye virtuose bog, der især erindrer andres udskejelser, men måske netop derfor er så nøgen og hudløs
Kultur
10. oktober 2003

Ny bog
Samme dag, som Rifbjergs nye store ’tilfældighedsroman’ Alea kom ind ad døren, fandt jeg på fortovet Laurence Sternes 250 år gamle tilfældighedsroman Tristram Shandy, lagt ud i en kasse til storskrald.
Tilfældigt, men sjovt. For Alea er som Tristram Shandy en monstrøs, sjov og pinligt nøgen bog om alting i hele verden, set ud fra et enkelt menneskes bevidsthed. Samme model i øvrigt som Per Højholts højt priste kæmperoman Auricola (latin for ’lille øre’), der kom for et par år siden.
Alea hentyder også spydigt til netop Auricola, og man får den enkle tanke, at Rifbjerg – altid handyr og konkurrencemenneske – vil vise, at sådan én kan han også lave. Det kan han også. Ikke mindst fordi størstedelen af Rifbjergs forfatterskab allerede er en vildtvoksende hypertekst: En lang, sammenhængende skrift, der siksakker gennem tiden, holdt sammen af ét og samme subjekt, en distinkt fortællerstemme, der lægger sig selv inviterende ud i en kasse på fortovet. Over 100 titler, så værsgo at gå i gang!
En anden mulighed er selvfølgelig at læse denne bog, der med virtuose klip ’linker’ hele forfatterskabet.
Alea – latin for terning – er fortalt i flere parallelle erindringsspor, fra barndommen i 1940’erne frem til nutiden, hen over forældrenes alderdom og død, som spejler den nu knap 72-årige forfatters egen følelse af kroppens aldring, i utakt med et indre, der stadig føler ungdom og nærvær.
Sprogligt skriver Rifbjerg bukserne af de fleste. Til tider hudløst ærligt (’mange læser om mig, men ikke mange læser mig’), andre gange med mærkelige overspringelser: Når han nævner – og bagatelliserer – sine DDR-forlæggeres censur af sexscener i hans bøger, ja, så er det da næsten for dumt at give Jyllands-Postens kommunistjægere den glæde at fortælle, hvordan østtyskerne samtidig beklippede hans politiske satire. Blandt de seks bortcensurerede noveller i novellesamlingen Rejsende én, der ironisk parallelliserer Lenin og Allah, fortalte JP i søndags.
Men hvorfor disse grænser for ærligheden, når så meget andet sorgløst kan fortælles? Jeg gætter på, at forklaringen er Rifs ømfindtlighed over for kritik: »Hr. Rifbjerg havde brug for, at man kunne lide ham. Måske var det også derfor, han blev overrasket, hver gang han opdagede, at nogen ikke kunne«. Og som det også hedder: »Mit eget problem har til enhver tid været den forlængede pubertet, den manglende evne til at skifte ham og blive voksen.«
Kan man for alvor bebrejde folk fejl, de selv ser så klart? Ja, man kan. Men det afvæbner: Så stort er hartkornet, sådan er jeg, tag mig eller lad være!

Også Rifbjergs barnlige jalousi over for andre mænd eksponeres i fri dressur: Jan Kjærstad kaldes Kjæruld, -holm osv., ja, selv H.C.Andersen er en torn i øjet. Sjovere er det, når der er lidt mere på spil, som når Jens Jørgen Thorsen – fornylig genrejst som kreativt ikon – kaldes ’en lille tyk mand i leopardbukser, der viser sin tissemand frem offentligt.’
For rutinerede Rifbjerglæsere ligger persongalleriet dog ret fast efterhånden, heriblandt hadeobjekterne Bent’erne Jensen og Blüdnikow, der bebrejdes deres mangel på erindring om at have været ung.
Her er Rifbjergs bidrag til den aktuelle kulturkamp dog snarest
negativt: Hans forsøg på at vogte sit patent på kulturradikale dyder som oprør og munterhed virker lammende, fordi han så lidt som f.eks. kulturministeren ændrer sin holdning til noget, der er foregået i hans ungdom, eller bare kan kaldes ’ungt’. Alt er stivnet i forudsigelige positioner, mørkemænd og strambuks dér, frigørelse og sexliv hér.
Alea slutter med at genopføre tømmermandsfesten fra Marts 70, blot som multikulti-sexorgie, hvor Pia Kjærsgaard knepper en sort og Jesper Langballe entrer høet med en muslim osv. osv.
Blot er den slags grænseoverskridelser ikke en cigar, Rifbjerg selv skal nyde: »han (var) ligesom de tre røvere fra Rold parat til at åbne et jomfrubur med vold. Men han gjorde det aldrig. Der var alt for mange jomfruer og alt for mange bure, og selv var han buret inde af en alt for stor generthed, som aldrig forlod ham.«
At genertheden måske snarere er borgerlig forsigtighed
bekræftes af bogens portræt af Tove Ditlevsen, under sit elverpigeydre så fræk og fandenivoldsk, at hun under en forfatterturné en morgen må rives ud af en ung digters favn og slæbes bevidstløs og indpakket i en dyne ombord på et norsk tog. Af blandt andre en lamslået Klaus Rifbjerg.
Indirekte stiller Rifbjerg her et interessant spørgsmål om talentets pris: Kunne lidt mere hærværk og vildskab have gjort ham selv til en dybere forfatter – som Ditlevsen, som idolet Tom Kristensen? Satte han for lidt på spil og blev derfor som de borgere, han hele sit liv har skældt ud på?
Her kunne en ny erindringsproces begynde.

*Klaus Rifbjerg: Alea. Roman, 459 sider, 350 kr. Gyldendal.
Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her