Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ting og sager og kultur

Genstande som tegn i den store etnologiske sammenhæng under professor Bjarne Stoklunds inspirerende vejledning
Kultur
30. oktober 2003

Kulturhistorie
Da denne bog efter udgivelsen blev anmeldt på P1, kaldte anmelderen den for det endelige opgør med den »marxistiske rotterede« som faget
etnologi efter 1968 angiveligt havde udviklet sig til på universiteterne. Marxistisk Rotterede. Ser man det.
Professor Bjarne Stoklund, som er det etnologiske fags grand old man, skriver da også afdæmpet og forsvarligt om fænomenet: at der var engang i 1970’erne, da de bagudrettede materielle folkekulturstudier afløstes af en nutidsetnologi:
»Diakroni måtte vige for synkroni, og genstande, teknologi og arbejdsliv gled helt i baggrunden til fordel for sociale relationer.«
Denne strømning kan i modsætning til syvendedages hellige radioanmeldere selvsagt ses som en reaktion på længere tids uflyttelighed i forskningen af et givet område. På historisk institut kendte man noget lignende:
’Manglebrætshistorikere’ kaldtes med slet skjult hån folk, der fordybede sig i tingene for tingenes skyld og ikke satte dem i sammenhæng med sociale relationer og andet godt. At forkaste manglebrættet som levning og kilde var imidlertid lige så uhensigtsmæssigt og misforstået som at gøre det til selve målet for fordybelsen. Det gik hurtigt op for de fleste.

Via rottereden
Nu kommer professor Stoklund stærkt igen med sin inspirerende artikelsamling baseret på mange års videnskabeligt arbejde.
I denne lærde og velskrevne tekstpræsentation, hvoraf nogle artikler i en eller anden form har været ude før, dementerer den gode forsker påståede uopretteligheder i etnologien fra ’rotteredens’ tid og viser tværtimod i artiklernes indhold nytten af, at
etnologien, den materielle folkekultur, også fik sin udfordring. Vejen førte ikke ind i rottereden, hvor den endte, men via denne videre ud til andre inspirationer til fornyet fordybelse. Som alle ismer i historien, var de begyndende 1970’eres kortvarigt fremherskende jo ikke den sidste.
Skiftet er sket fra synsmåden »roller« og »scener« til »koder« og »budskaber«, hvilket har betydet, at genstandene i forskningen atter får plads og mæle. Dét handler Stoklunds artikler blandt meget andet om, og det er ikke kedeligt. Heller ikke professorens reverens til de store gamle i faget, Troels-Lund og Eiler Sundt.

Hørivens udvikling
Særlig fortjenstfuld forekommer det, at Stoklund påviser førstnævntes stringente videnskabelighed indpakket i et levende og rigt metaforisk, vitaminfyldt sprog. Man behøver ikke skrive dårligt for at være klog – munkemarxisternes værste pædagogiske misforståelse dengang i de forkætrede år.
Bjarne Stoklund tager fat om så forskellige emner som hørivens udvikling (igen kan man ikke lade være med at tænke på Anders And og hans broderede lampeskærme fra 1700-tallet), men også et sådant tilsyneladende håbløst objekt som en hørive kan den kompetente gøre interessant; Stoklund skriver om gårdtyper og boligformer, om hudesko og træsko, om Læsøboernes brød, om nationalisternes (forløjede) folkedragter, osv. Og så har forfatteren også en fin, fin artikel om verdensudstillingernes historie og oprindelse, da industriens varer i den industrialiserede fremskridtstros navn blev gjort til våben i kampen om den globale dominans.

Bekræftende
Det er bekræftende for den menneskelige videbegærlighed at sætte sig med Stoklunds bog og bare læse om ting og sager, man ikke anede kunne interessere. Mon man som fagskribent kan nå højere, end at læseren føler noget sådant?
Og fri os så fra politisk opportune og ganske omkostningsfri fordømmelser af fortidens vaklende skridt på vejen mod nye erkendelser. Det er jo ikke til at holde ud.

*Bjarne Stoklund. Tingenes kulturhistorie. Etnologiske studier i den materielle kultur. 233 s. ill., 248 kr. Museum Tusculanums Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her