Læsetid: 4 min.

Den tørstige digter

Svensk romanbiografi over den udødelige Bellman, fortalt af ham selv
2. oktober 2003

Romanbiografi
Hvor beskidte, støjende og forurenede vores byer end er i dag, er det dog for intet at regne mod fortiden, hvis man skal tro veldokumenterede romaner, som nu to aktuelle svenske, Stewe Claessons Rønnebærrene gløder om Esaias Tegnér i Växjö og Stockholm og Ernst Brunners Fugt din aske om Carl Michael Bellmans liv fra begyndelsen til slutningen, der i alt væsentligt fandt sted i Stockholm og omegn.
Læsningen af den sidste er egnet til at give en kløe over hele kroppen under de mere end fem hundrede siders detaljerede sansegengivelser af væggelusenes travle liv, loppernes støjende hærgen, rotternes fede gnaven, den dårlige ånde fra sorte tænders rådnende forfald, mens skørbug, brystsyge, syfilis omgærdes af host og slim, druk og hor i snavs, pis og udflåd, alt sammen akkompagneret af sang, musik, skrig og skål og skrabud.
Det hele foregår på tværs af rang og stand, lige fra pjalteproletariatet til hoffet. Leves der stærkt, så døs der tilsvarende heftigt, i fangehuller, kroer, bordeller, gemakker og på skafottet. Elendigheden udstilles på baggrund af overklassens sminkede pragt og ødselhed, som når kongen, den degenererede Gustav III, sætter gang i afsindige krige.

Jeg, Bellman
I denne mordelig detaljerede sædeskildring har Ernst Brunner gjort Bellman til jeg-fortæller af sit liv fra fødsel til død, 1740-95, hvor han til slut sidder i lindetræet på Klara kirkegård og betragter sin begravelse, mens orglet spiller Bellman. Dermed har Ernst Brunner markeret fiktiviteten i den ellers uhyre veldokumenterede biografi.
Der er skrevet uendelig meget om Bellmans liv og digtning, jeg husker med fornøjelse englænderen Paul Britten Austins mere overkommelige bog (dansk 1988), men en stor Bellman-biografi på strikte videnskabeligt grundlag findes endnu ikke. Brunner forsyner os med en indføling i hans væsen og skikkelse ligesom i hans myldrende omgivelser, naturligvis med flittig brug af hans digte, salmer, hyldestvers, fælt underdanige skriverier og håbløse ansøgninger samt af hans geniale Fredmans Epistler og Sange, dem det først lykkedes ham at få udgivet i de sidste forfaldsår, snydt som han blev af bedrageriske forlæggere og lidet generøse aftagere af hans mangeartede udfoldelser, berømt og berygtet, elsket og foragtet, tynget af gældsposter. En tragisk tribunehelt.
Man kan komme i tvivl om nytten af det gennemførte jeg-perspektiv. Brunner udstyrer Bellman med en enorm selvfølelse, som en stor beundrer af egen genialitet, undertiden krydret af selvironi, en forfængelighed, der kommer på hårde prøver, når han tiljubles for sin fantastiske performance som lydimitator, mimiker, sanger, improvisator og virtuos på sin elskede citrina, som han indimellem må pantsætte. Altid leveringsdygtig, men ilde lønnet. Nu gives der kun ganske få og intetsigende prøver på, hvad han egentlig siger og fremfører – ud over de sange vi kender, og det virker mærkelig tomt, mens ynkværdigheden til gengæld udmales. Er det egentlig kun praleri?
Brunner benytter sig af de mange folkelige ’Bellman-historier’, der altid handler om at fise, skide og hore på den mest svinske og groteske måde, Bellman som uheldig helt.
Han fremstilles som en stor elsker og kvindeforbruger trods sin kærlighed til den unge, trofaste hustru Lovisa.
Heltinden, Ulla Wiinblad, får pillet glorien af. Bramfri erotik fylder godt op, en tid var han forlovet med den seriøse Inga, men det slutter med en bragende sexscene udført på etagen over torturkammeret, der akkompagnerer med dyriske hyl.

Kongerøgelse
Også dengang slørede kongerøgelsen fornuften, til fordel for betagelsen og nakkebøjningen for hoffet, kulminerende med den perverse Gustavs ceremonier og lyster, hvor Bellman får lov at underholde med sine tiljublede lydimitationer, men kun har status som nar. Og han må fortsætte sine gøglervisitter iført sin lange svovlgule frakke, som hustruen har forsynet med dybe lommer at hjembringe madrester i. Og dog plejer han omgang med samtidens genier, onklen Swedenborg, botanikeren Linné, kunstneren Sergel, komponisten Kraus, digteren Kellgren, der priser ham og spænder ben for ham, o.m.fl. Malet og portrætteret i lange baner bliver han, men ikke medlem af det nyoprettede Akademi: tidens ubetvivleligt største digter, den eneste, der huskes og tidligt annammedes i vores land, endda før hans renæssance i Sverige.
Det bekræftes den dag i dag ved en stadig oversættelsesvirksomhed, ikke bare som Werner Svendsen så fortræffeligt har gjort det med denne roman inklusive vellykkede prøver på digtene, men med bl.a. Leif Bohns komplette gengivelse af de to Fredman-samlinger og nu med endnu en smuk, nuancerig indsyngning af Nis Bank-Mikkelsen med ensemble af et udvalg af Fredmans epistler, i hans egen bearbejdning af Charles Kjerulfs oversættelser. Hele skalaen af forsoren lystighed, dybsindig klage, sanset by og natur, dødens stadige nærvær udfyldes og giver med Bank-Mikkelsens autoritet krop og musik til den vidtløftige roman. Vi er tørstige alle!

*Ernst Brunner: Fugt din aske. C.M. Bellmans liv fra begyndelsen til slutningen. Oversat af Werner Svendsen. 516 s., 350 kr. Tiderne skifter

*’Jeg elsker de skønne – men vinen endnu mer’. Fredmans epistler. Nis Bank-Mikkelsen m.fl. DCM 26672

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu