Ny bog
Ydmyg er hun tydeligvis helt ind i sjælen, vores allesammens Jytte Abildstrøm. Og nu har hun fortalt sine erindringer til Iben Danielsen, som
ivrigt fanger hendes glade, springende fortællemåde og dens opremsninger i bogen Mor som pige.
Her trives den nu 69-årige Jytte Abildstrøms detaljer fra et langt og progressivt teaterliv. Detaljer om mennesker, hun har mødt, og kunstneriske oplevelser, der har ført hende videre. Men også tusindvis af detaljer om gudindekostumer og dukkenæser og badekarsscener og et par om økologiske hensyn endda tilsat elegante bemærkninger om journalister, der ikke fatter så meget, som de burde...
»Jeg ser på mit liv som en stor glad blanding af tilfældige oplevelser. Livet er en række trædesten, der har ført mig fra et sted til et andet,« siger hun beskedent i indledningen. Og denne tro på tilfældigheden viser sig i hele hendes livsopfattelse af, hvor vigtigt det er at gribe øjeblikkets chance fuldt ud.
Hun fortæller varme minder om sin familie og om venner om en kærlig barndom og ikke mindst nogle smertesmukke beskrivelser af kunstnerkollegerne og veninderne Elsa Gress og Jytte Hauch-Fausbøll, der begge døde efter streng sygdom i 1988.
Børneberigelse
Men det er i beskrivelsen af forestillingerne, at bogen skrider fremad det er her, hun taler sig varm. Hele tiden lovpriser hun det gode og det renfærdige og modarbejder det sarkastiske og nedgørende.
»Jeg prøver at værne om den sarthed, som alle levende væsner har, og som giver inspiration til netop at tænke over, hvad det er, vi giver videre til andre,« udtrykker hun i et skjult manifest midt i bogen (side 88).
»I mit tilfælde drejer tankerne sig om, hvad teatret gør for børnene. Jeg håber, at vi giver børnene naturlig gødning, der beriger deres lille sarte indre sjæleliv (...).« Og så roser hun sine kolleger igen og igen. »Jytte Abildstrøms Teater er et Vi-teater,« siger hun stolt.
Bogen er strøet til med replikker fra udvalgte scener fra nogle af Jytte Abildstrøms legendariske forestillinger gennem tiderne Svend, Knud og Valdemar i 1970, Kong Ubu i 1971 og Ditto Datter i 1979.
Stik mod forventning fungerer disse replikker dog kun dårligt i bogen, simpelthen fordi hun ikke benytter lejligheden til at forklare og fortolke, så ordene kan få liv for os, der ikke oplevede forestillingerne. Derved bliver bogen også lidt mystisk.
Ukuelig teaterkunst
Derimod er hendes eventyrrefleksioner over f.eks. Svinedrengen knivskarpe og dobbeltbundne, og hendes selvbevidsthed er lige på knivsæggen, da hun f.eks. definerer Riddersals-revyen som genre ved at sige, at »engagementet ofte vinder over kompositionen«.
Det er vidunderligt, at Jytte Abildstrøm med denne bog selv har ønsket og orket at formulere sig om sin farverige og ukuelige teaterkunst. Og det er befriende, at hun faktisk formår at definere et kunstsyn, der gør op med politikerdefinitioner såsom det smalle teater og det brede teater: For Jytte Abildstrøm kan almenmenneskelig kunst hverken være svær eller utilgængelig så enkelt er det.
Men hendes største inspirationskilde er fortsat barnet:
»Jeg synes, at jeg lærer noget nyt, hver eneste gang jeg møder et barn,« siger hun forundret.
Tænk hvis resten af verden delte værdier med Jytte Abildstrøm.
*Mor som pige. Jytte Abildstrøms erindringer fortalt til Iben Danielsen. 206 s., fotos. 249 kr. Borgens Forlag
*Jytte Abildstrøm modtager i dag Wilhelm Hansen Fondens hæderslegat
