Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Afdækning af selvhad

Antologi af noveller over danske digteres indre professionelle verden er egentlig forstemmende oplysning om ulideligt konfliktstof
Kultur
18. november 2003

Ny bog
Måske er det rigtigt, hvad Astrid Pejtersen som redaktør fremhæver i forordet til en antologi af nye danske Kunstnernoveller, at det særlige tema i novelle og roman har mistet gejsten siden romantikkens tradition, hvor digteren vendte blikket og pennen indad for at belyse kunstnereksistensens konfliktstof. Hun mener, uden at nævne eksempler, at genren, hvis det nu ligefrem er en genre, kulminerede i mellemkrigstiden. Var det mon Tom Kristensen, der med sit Hærværk gjorde kål på kunstnermyten?
Det er dog en udbredt fornemmelse, at der – med en dybt forældet metafor – er en del blæk i blodet på mange romanfigurer og mange ensomme skrivebordseksistenser, der som hos Jens Smærup Sørensen har det med ’at ende som eneboer’. Kunstnere i forklædning.

En metier
Det drejer sig her om 11 bestillingsarbejder om kunstnerliv anno 2003, ti danske og én norsk – en markering af en nyvakt litterær orientering mod nord.
Særlig lystigt er det øjensynlig stadig ikke at have valgt levevej som skabende kunstner. Det synes i mange tilfælde at være stærkt desillusionerende at etablere illusioner og fiktioner.
Kunstnerrollen er generelt nedskrevet i værdi, enten afmytologiseret for romantisk attitude eller mystificeret til sære sjælelige grænseområder, men jævnthen afvæbnet sin kampkraft med forskellige ladninger af ironi. Apropos grænser, så er handlingens kulisser, når de ikke er hjemlige, opstillet i Italien, tilfældigvis, eller et det en restværdi af gamle dannelsesrejser?
Morten Søndergaard indleder med et drukscenario på et hotelværelse i Milano, hvor en succesforfatter ellers skal optræde på bogmesse. Merete Pryds Helles kunstner slider med furierne i en grænsetilstand mellem normalitet og sindssyge, mens Peter Laugesen med sin novelledebut lader fundet af fem poesifragmenter mystificere Roms Politi. Altså en håbløs konfrontation mellem to retsinstanser.
Et fingeret, men let genkendeligt kunstnerrefugium i Syditalien, San Rafaeldo, lægger rum til Jens Blendstrups surrealistiske karikatur af en digter.
Lars Saabye Christensen forbliver i Oslo med sin prisbelønnede forfatters problem, idet han får en stol, en ’hvilestol’, som gave. Både han og Pia Tafdrups maler har et problem som foredragsholder, han har skrevet en tale at holde om Bjørnson, men opdager, at det skal foregå på Ibsens grav, mens maleren hjemsøges af den mystiske tilhører dernede på rækkerne.
Både T.S. Høeg og Klaus Rifbjerg leger med autentiske digternavne sat i spil, hvor Rifbjergs digtermand erkender sin trivialitet, mens Høeg kaster sig ud i lyrikerens ordafprøvninger. Helt tæt på det opgivne emne kommer Naja Marie Aidt med en charmerende brevveksling mellem to skriverpiger, hvor problemet er at finde på en idé til den stillede opgave.

Desillusion
Den absolutte desillusion hersker hos Bent Vinn Nielsens lille, gamle forfatter i selvmordstanker, og Benn Q. Holm slutter af med endnu en forfatter i irritationens vold med sin udenfor-følelse over for metier’ens krav om publikumskontakt.
Alt i alt et lidet opbyggeligt indblik i selvhadets hjørne af inspirationernes verden. Det sker, at lejligheds- og bestillingsopgaver udfordrer til store og dybe handlinger, som de måske især trives i bildende kunst, arkitektur og musik.
I dette litterære tilfælde synes det mere at være ulejlighedens ånd, der viser sit plagede ansigt. Men det er »selvfølgelig ikke hele skrinet af intime erfaringer forfatterne har tømt ud på bogens sider«, som antologiens redaktør fortrøstningsfuldt siger. Det er vel snarere en ganske ublufærdig blufærdighed.

*Kunstnernoveller. Redigeret af Astrid Pejtersen. 190 s. 229 kr. Athene

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her