Ny bog
Det er efterhånden seksten år siden, at Politikens Jazzleksikon så dagens lys som et moderne dansk jazzleksikon, der videreførte arven fra 1960ernes Jazzens hvem hvad hvor. En opdateret version har længe været savnet. Derfor falder det totalt nyskrevne Politikens Jazzleksikon tørt og herligt monstrøst som årets indiskutable jazzbogbegivenhed herhjemme.
De 410 koncentrerede
sider er redigeret af Peter H. Larsen og Thorbjørn Sjøgren, der til skrivningen har fået hjælp af bl.a. Kjeld Frandsen, Ole Nimand Nielsen, Susanne Pedersen og
Allan Sommer. De mange gode s/h fotos er signeret Jan Persson.
Det er i sin helhed blevet et opslagsværk, der fornemt favner sin tid, og ingenlunde fornægter vort geografiske udsigtspunkt: dansk jazz og jazzens udbredelse i Europa.
Vægtigt bidrag
Centralt står musikerbiografierne, over 1.200 af slagsen, der er inddelt i en henholdsvis dansk og international sektion. Det kommer vi til. Et vægtigt bidrag er den 25 sider lange, introducerende artikel, »Jazzen i Danmark 1950-2003«, skrevet af Thorbjørn Sjøgren. Han gennemgår overbevisende jazzens kulturelle vilkår og udvikling i efterkrigstiden, musikformens organisering, uddannelse, spillesteder og udbredelsen af viden om jazz via radio og trykte medier. Det er den første samlede fremstilling af jazzens udvikling i Danmark indtil i dag, der tager tråden op, hvor Erik Wiedemanns disputats, Jazzen i Danmark i tyverne, trediverne og fyrrerne (1982), slap.
Bag om musikken
Dertil kommer en række temaartikler om jazz, der er placeret rundt om i sektionen med internationale biografier. Det er nyt i forhold til 1986-udgaven og er med til at give læseren en langt bredere indsigt i jazzens forhold. Man burde dog for overskuelighedens skyld have registreret artiklerne i indholdsfortegnelsen.
Temaartiklerne tager højde for nationale jazztendenser i Japan (verdens næststørste jazzmarked efter USA!) og en række europæiske lande. Andre artikler omhandler stilistiske strømninger som cool jazz, nykonservatisme, free jazz og elektronisk jazz, og der gås bagom jazzbranchen med artikler om boxsæt, internationale jazztidsskrifter og jazzens producere og bagmænd.
Temaartiklerne skal ikke ifølge redaktørerne opfattes som egentlige introduktioner til deres emne men som uddybelser, der råder bod på navne og forhold, det ikke har været muligt at inddrage i de enkelte musikerbiografier. Som sådan fungerer artiklen, »The holy box«, om el-orglets anvendelse i jazzen glimrende, mens den om vokaljazz, »Det ældste instrument«, på trods af hensigten fremstår mærkelig mangelfuld.
Kontante biografier
Et plus er det, at de biografiske opslag er blevet rensede for de sprogligt ødelæggende forkortelser, der skæmmede forgængeren. Nu snubler man ikke længere over knoldede passager som: »sp. tidl. m. en række trad. ork.«, sproget er blevet flydende, teksten læsbar.
Biografierne er korte og kontante og afsluttes med ofte fint afstemte vurderinger af de vigtigere musikeres kunstneriske karakteristika. For eksempel våges pelsen med en præcis og holdningspræget slutreplik om pianisten Chic Corea:
»Coreas klaverspil er i en klasse for sig med et gnistrende anslag og en syngende tone, der, parret med hans melodiske og harmoniske fantasi og intelligens samt den lethed, hvormed han bevæger sig i crossover-musikken, gør ham til et af de væsentligste musikere overhovedet i den sidste fjerdedel af det 20. århundrede«.
Det bedyres i forordet, at bl.a. mange ældre musikere har måttet udelades til fordel for nye. Og som altid med opslagsværker kan man diskutere og kritisere redaktionens dispositioner. Er der forsømmelser eller bevidste udeladelser, der ikke gavner leksikonet i retning af sober repræsentativitet?
Blandt de danske biograferede savnes sangerinden Maria Laurette Friis, der har vist originalitet som komponist med sin gruppe Tys Tys, og med en særegen sangstil har anvist nye muligheder i dansk jazz. Trommeslageren Niels Vinding burde også have haft et opslag, men er end ikke nævnt noget sted.
Relativ konservatisme
Blandt de udenlandske biografier er det uforståeligt, at man ikke finder et selvstændigt opslag om den amerikanske trommeslager Brian Blade (et af de absolut mest søgte og talentfulde trommeslagere i USA), den amerikanske guitarist og pianist Ralph Towner (immervæk en af 70ernes og 80ernes nytænkende musikere inden for jazz og crossover), den dybt originale (men atter oversete) amerikanske free jazz-musiker Joe Maneri, der har markeret sig stærkt i 90erne, og trompetisten Arve Henriksen, der er en af norsk improviseret musiks stærkeste individualister. Her slår redaktørernes relative, men i leksikonet ingenlunde konsekvent gennemførte konservatisme igennem, som de allerede i deres forord har dækket sig ind med.
Er Henriksen vraget, fordi han ikke honorerer kravet om en mere tydelig amerikansk (rytmisk drevet) fundering i sin spillestil? I så fald en omsonst og inkonsekvent disposition.
Den virkelige styrke
Man kan savne opslag om andre som Marc Ribot, Esbjörn Svensson, Ben Allison, Ben Street og Geir Lysne, og originale musikere, der har måttet vige pladsen for nye i forhold til 1986-udgaven, er bl.a. Willem Breuker, Hamiett Bluiett, Don Grolnick, Barre Phillips og Julius Hemphill.
Politikens Jazzleksikon gør således ikke andre eller ældre opslagsværker totalt overflødige, selvom man har dækket sig godt ind. Men den virkelige styrke ligger i, at værket opfylder behovet for et helt nutidigt jazzleksikon i en netop dansk/skandinavisk kontekst.
Det gøres på formidabel vis.
*Politikens Jazzleksikon. Redigeret af Peter H. Larsen og Thorbjørn Sjøgren. 410 s., 299 kr. Politikens Forlag
