Historie
Bo Lidegaard slutter sin omfattende gennemgang af dansk udenrigspolitik 1914-45 med en konstaterende konklusion, der til overmål rækker frem mod storværkets kommende og afsluttende bind om nyeste tid:
»Kun ved at rette blikket mod Danmarks udenrigspolitik i sidste halvdel af det 19. og første halvdel af det 20. århundrede kan man til fulde forstå, i hvor høj grad Tysklands transformation og Danmarks deltagelse i det europæiske og atlantiske samarbejde i anden halvdel af samme århundrede har styrket det lille lands suverænitet og mulighed for selvstændig handlen i verden.«
Med Tysklands transformation menes naturligvis resultatet af to ødelæggende verdenskrige og efterfølgende Forbundsrepublikkens omfortolkning af tyskernes europæiske rolle: først som dominerende magt fra Bismarck over kejserdømmet og Det Tredje Rige, siden, efter krigenes rædsler, som en af de første blandt
ligemænd i den europæiske union.
Selvbedragets politik
Ikke så få danskere i dette lille land, der i historiens løb har eksisteret under og på trods af truslen fra den store nabo, døjer åbenbart endnu med at fatte det relative i dansk suverænitet. Landets mulighed for at agere i egen interesse må bestandigt vurderes i forholdet til Tyskland. Suverænitet i egen forståelse afgiver vi som bekendt ved folkeafstemninger efter grundlovsfastsat overenskomst i nærmere bestemte portioner. Under de gentagne debatter lader indlæg fra EU-modstanderne ane, at dansk suverænitet nærmest er en absolut størrelse, som vi, i givet fald frigjort fra unionssamarbejdet, selv ville kunne råde over.
Såvel i Dansk Folkepartis nationale chauvinisme som i venstrefløjens og Folkebevægelsens romantiske krav om en anden vag defineret form for europæisk samarbejde lever forestillingen om et udmeldt Danmark, der sejler videre i egen blanke sø med Dannebrog til tops og små ænder på vandet. Men Danmark har tre storpolitiske problemer, som Hækkerup engang for mange år siden betroede den unge reporter: Tyskland, Tyskland og Tyskland. I sin egenskab af landets udenrigsminister drak denne realpolitiker qua nævnte devise hellere venskabsbajere med kansleren i Berlin end spiste éngangsmorgenmad med en eller anden tilfældig amerikansk præsident.
Lekture for Fogh
Hvad angår denne side af sagen, er Lidegaards bidrag til værket forhåbentlig af en semiofficiel art, at statsministeren læser det. Såfremt Fogh Rasmussen denne gang også røber sin lekture, vil hans således nyerhvervede indsigt i dansk udenrigspolitiks forudsætninger berolige hans bekymrede undersåtter. Hos eksperten Lidegaard kan Fogh Rasmussen nemlig læse sig til det, han tilsyneladende ikke ejer viden om eller måske blot bevidst og kynisk overser i sit spindoktorerede forhold til virkeligheden.
Når statsministeren så skråsikkert moralsk har udtalt sig om ret og rimelighed i omgangen med stormagten syd for Kruså i mellemkrigstid og under Besættelsen, ser vi alle frem til en korrektion af egne udtalelser.
Eller at Fogh Rasmussen offentligt går i rette med Lidegaard. Det sidste kunne være interessant.
Ved overfaldet 9. april kunne briterne konstatere, at selv et oprustet Danmark ingen chancer havde over for den tyske krigsmaskine, medmindre en stærk allieret trådte til.
Ingen stærk allieret trådte til; endog Norge med sit gunstige terræn for krigsførelse, et gedigent militær samt bistand af britiske styrker blev på kort tid nedkæmpet af Hitlers styrker.
Samarbejdets logik
Samarbejdspolitikken blev en logisk følge af denne uafviselige militære besættelse. Samarbejdspolitikken reddede Danmark fra en skæbne, der nemt kunne være blevet kongruent med de øvrige overfaldne europæiske småstater. Samarbejdspolitikken var rent bortset fra landets overlevelse tillige en forudsætning for modstandskampen, men samarbejdspolitikken, der i øvrigt med vekslende midler blev videreført krigen ud og aldrig reelt brød sammen, havde været en katastrofe uden modstandskampen.
Bo Lidegaards brede og dybe analyse af dansk udenrigspolitik i disse skæbnesvangre år er som antydet en kærkommen kommentar til den forfladigelse af komplekse problemer og forløb, statsministeren har lanceret. Men Lidegaards bog er andet og mere. Når Fogh Rasmussens besynderligt uoplyste udtalelser er glemt, står Lidegaards bog tilbage som et af de betydeligste bidrag til forståelse af perioden 1914-45, måske dét betydeligste. Ikke alene fører forfatteren læseren sikkert og pædagogisk gennem dette vanskelige og komplekse stof, han bevarer gennem hele teksten sit overblik og fører sikkert linjerne frem og tilbage.
Dertil kommer rent bortset fra sagkundskaben, som i sig selv er overvældende, Bo Lidegaards skrivetalent. Overleveren som meget betegnende er bindets titel, er samtidig med den faglige vitaminrigdom dybt underholdende læsning.
Bo Lidegaard står i dag som en af landets betydeligste skrivende historikere, med allerede et mageløst forfatterskab bag sig: afhandlingen om ambassadør Kauffmann, bogen om Bang-Jensen samt den mesterlige Krag-biografi.
Bindet er som de øvrige i værket rigt og relevant illustreret, smukt i udstyr på alle måder og veltilrettelagt af redaktricen. Læs bogen før Deres statsminister!
*Bo Lidegaard: Dansk Udenrigspolitisk historie bd. 4. Overleveren 1914-1945. 688 s. ill., i subskr. 383 kr. I alt for hele værket 2.298 kr.
