Læsetid: 4 min.

Om at få pigen, mens svigerfar ’beholder sit overskæg’

Rushy Rashid og Jens Harder Højbjerg har skrevet en befriende og tankevækkende succeshistorie om et pakistansk-dansk ægteskab
11. november 2003

Ny bog
»Du må ikke lege med Rushy. Hun har ikke haft det så let,«, siger chefen, da den danske Jens Harder Højbjerg, sportsjournalist på TV3, så småt bager på sin kollega, nyhedsvært Rushy Rashid. Hun er 30 år og muslim af pakistansk herkomst, han er 34 og jyde med kristne rødder.
Chefens præcise ord sætter rammen for forholdet: Kun seriøse henvendelser, tak. Og selv da, kan et ’blandet’ forhold overhovedet lade sig gøre, uden at den ene eller den anden – oftest den muslimske pige – mister sin familie og sig selv oven i hatten? Og hvordan er det at leve som ’fejlfarve’ i hinandens familier?
Det har Jens Harder Højbjerg og Rushy Rashid nu sammen skrevet en bog om. Bogen er bygget op, så kapitlerne veksler mellem hans hendes synsvinkel. Det giver visse gentagelser, men alligevel er resultatet en befriende blandingskulturel succeshistorie, som dog aldrig lægger skjul på, hvor afsindig svært det er.
Man gør dog også klogt i at stemme sit læsersind til en meget ’journalistisk’ stil, i Jens’ kapitler, en del overflødige sportskampe og provinsrejser, og i det hele en bismag af ’vi er de kendte fra fjernsynet’.
Gift blev de to nemlig og har nu sønnen Adam. Det stærke og i visse henseender kompromisløse pakistanske værdisæt gør, at det i praksis ofte bliver Jens, der indretter sig. Parret bliver muslimsk gift af en tyrkisk imam, under afsyngelse af salmen »Se, nu stiger Solen«, men uden Rushys forældre, der er på pilgrimsrejse og ikke skal have rejsen ødelagt af den chokerende nyhed om brylluppet. Ved samme lejlighed konverterer Jens i en enkelt sætning til islam, uden dog at føle den helt store religiøse vækkelse. Snarere genkender han sin hjemegns og opdragelses kristne dyder.
Rollefordelingen skyldes ikke, at Rushy ikke vil indrette sig efter ham, men at hun reelt næppe kunne leve uden sin far, som hun altid har stået nær, ræsonnerer han. Derimod vil ingen hjemmefra slå hånden af ham.

Jens er mest interessant
Det lykkes efterhånden i løbet af et årstid at blødgøre den pakistanske del af familien, og fermt udvikler Jens den balancekunst at lade svigerfar ’beholde sit overskæg’, altså sin ære og anseelse blandt sine egne, samtidig med at parret får det, som de selv gerne vil have det. F.eks. får svigerfar lov til at godkende det hus, de har kig på. Mere omkostningsfyldt er det, da den lille søn skal omskæres. Jens (og hans familie) føler den inderligste modvilje mod at skære forhuden af et raskt barn. Men det sker alligevel.
Alt dette gør Jens til denne bogs mest interessante person, ganske enkelt fordi han gennemgår den mest markante udvikling: Fra popsmart sportsyuppie til oprigtig elsker af en pige, man ikke kan lege med. Man kunne unde alle par den samme alvor, den samme beslutsomhed og dybe interesse for hinanden og for at udvikle fælles værdier.
En muslimsk læser kunne dog med rimelighed indvende, i hvor høj grad Rushy allerede på alle væsentlige områder tænker som en moderne vestlig ung kvinde: Hun holder med individet over for familiekollektivet, med friheden mod restriktionerne, går vestligt klædt, føler sympati med amerikanerne den 11. september 2001 og overtaler endda sin tante Mimi fra Pakistan til at lægge blomster ved USA’s ambassade på dagen for angrebet, der iøvrigt splitter familien ad i en
’muslimsk’ og en ’vestlig del, der holder med henholdsvis USA og terroristerne.

Herlig dobbeltmoral
Men trods uenighederne er Mimi også den samme faster, som har givet Rushy al sin kærlighed og et moderne værdigrundlag: »Mine forældres målestok havde altid været: ’Hvad vil folk sige? Mimis målestok derimod var: ’Kan du se dig selv i øjnene?’« En forskel, Rushy tilskriver det fænomen, at ’udvandrede’ pakistanere simpelt hen går kulturelt i stå. For forældrenes vedkommende i 35 år.
I sin tidligere bog, Et løft af sløret (2000) beskrev Rushy Rashid sit opgør med sin baggrund og sine to mareridtsagtige ægteskaber med pakistanske mænd, som var mere interesseret i et levende visum til Danmark end i hendes person – men også hvordan kioskejer-familien bakkede hende op gennem to skilsmisser og en hævet forlovelse, selv om det kostede dem dyrt på den lokale pakistanske sladderfront.
Men det er også slående, så meget Rashid-familiens forholdsvis ’afslappede’ islam ligner f.eks. visse typer katolicisme i sin herlige dobbeltmoral: Hvis man blot i det ydre overholder forskrifterne, så den frygtede sladder ikke får noget at løbe med, kan man tænke og gøre sit bag sin egen dør... Denne tankegang bliver ofte parrets løsningsmodel, og Jens forstår og respekterer den i en grad, så han en dag som ’ældste søn’ får overladt både svigerfars bil, tegnebog og dankort, mens svigerforældrene rejser til Pakistan.
Bag Sløret minder os om, at der i nutidens ofte fjendtlige stemning mellem ’os’ og ’dem’ også findes en elite af unge indvandrere, der er i fuld gang med at indrette sig, blot mulighederne er der.
Som nu Rushy Rashid og hendes brødre – to af dem dansk gift – der har læst og godkendt både denne og hendes tidligere bog – en voldsom overskridelse af sladdertabuet.
Med lidt held, inshallah beskriver bogen vores fælles fremtid, hvor vi kan se og rumme hinanden som individer, ja, ligefrem sætte pris på hinandens selskab.

*Rushy Rashid og Jens Harder Højbjerg: Bag sløret. 380 sider, kr. 279. People’s Press. Udkommer den 14 november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu