Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Den farverige nummer to

Grundig og venlig biografi om Per Hækkerup – politiker af sind og skind og mand for at drikke endog russerne under bordet
Kultur
15. november 2003

Ny bog
Han var en af de levende legender. Alene udseendet varslede format, bred og mægtig, med hårets diabolske spids ned i panden, vibrerende øjenbryn og et ansigtsudtryk parat til venlighed og vrede efter behov.
Dertil kom livsstilen, som næppe havde været ham til gavn i vore dage. Han tilhørte den sidste generation af politikere der åd, røg og drak, så det gjorde noget. Sjusserne var altid lige for hånden, frokosterne lange, promillen målelig hver aften, og cigaren uundværlig døgnet rundt. Politiker var han af sind og skind, levede livet på Chris-tiansborg – selvbevidst i første række, en oplevelse på talerstolen, en mester ved forhandlingsbordet, utrættelig i spillet.
En mand der ikke satte sit lys under en skæppe, men elskede rampelyset og dyrkede egoet midt i det. Men helt til tops, som ambitionerne stod til, nåede han aldrig. Kort sagt: Per Hækkerup.

Visionær og brutal
Jens Otto Krag kommenterede engang forholdet; det havde aldrig haft noget på sig at han i magtkamp for alvor skulle have frygtet Hækkerup. Aldrig i livet. Hækkerups svaghed var jo ham selv. Helt driftssikker var han ikke og til at udmanøvrere i sårbare stunder.
Krag truede ham direkte med fyring, hvis han endnu engang optrådte beruset i pænt selskab. For det gjorde Hækkerup, småskandalerne fulgte udenrigsministerens færden rundt på de bonede gulve, flere ambassadører og deres fruer ikke mindst kunne godt beherske begejstringen.
Sandt var det at Hækkerup var mand for at drikke endog russerne under bordet og lade som ingenting; men upåvirket var han ikke selv, skønt han næste dag stod tidligt op og gik til møde med cigar og danskvand. Før det gik løs igen.
Per Hækkerup passede i den grad til sin politiske tidsalder at han næsten blev synonym med faget. Han var simpelthen politikeren, så såre man tænkte på arten og måtte holde for – til egen tilfredshed – i utallige revyer. Men mere var han forvalter af det bestående end egentligt nyskabende derfor også ret populær i borgerlige kredse. Visionær kun til husbehov og ind i mellem brutal som bare helvede.

Tåkrummende
Nikolaj Bøgh, som tidligere har udgivet Krags taler og artikler, beskriver i en omfattende og grundig biografi fra fødsel til død Per Hækkerup, denne ganske dominerende socialdemokratiske personlighed i dansk politik i 1960’erne og 70’erne.
Bogen er rig på oplysninger, detaljer og anekdoter. De sidste var der i sagens natur mange af, som antydet mens Hækkerup levede. Man var og er stadig tilbøjelig til at tro på de fleste, eftersom Hækkerup havde en formidabel evne til at sige og gøre forlø-sende ting i det rette øjeblik. Det modsatte mestrede han også, nogle gange tåkrummende, og her skriver Bøgh vel rigeligt i som apolog for sit kære emne og er tilbøjelig til at forklare Hækkerup ud af fadæserne.
En af dem var uomtvisteligt hans fejltagelse vedrørende Vietnamkrigen. Hækkerup var på USAs side ubetinget, fattede aldrig modstanden og dennes omfang og blev selvskabt fanget mellem synspunkter, lidenskaber og ikke mindst generationer. Oprørets unge brød sig ikke om ham, nogle afskyede ham ligefrem, hvilket ikke just forbedredes af den scenevante politikers uhørt brutale optræden over for folk af modsat mening, som det skete med digteren Sara Lidman i tv. Puha, for en omgang.
Det er rigtigt gjort af Nikolaj Bøgh at have skrevet denne bog. Efter Lidegaards fremragende Krag-biografi, stod det for alvor klart at der manglede en kompetent én om hans modstykke Hække-rup.
Af bogen fremgår det også, trods Bøghs klart stærke og på mange måder forståelige sympati for sin farverige hovedperson, hvorfor Per Hækkerup måtte forblive nummer to.

*Nikolaj Bøgh: Hækkerup. 395 s. ill. 349 kr. Aschehoug

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her