Læsetid 3 min.

Gift med systemet

Bogen ’At skabe en klient’ minder om, at det aldrig er gratis at modtage penge. Man skal f.eks. betale med sin frihed og identitet
27. november 2003

Ny bog
Har den, der betaler musikerne, ret til at bestemme, hvad de skal spille? Dette klassiske mæcen-problem ligger også som undertone i det sociale arbejde.
Nanna Mik-Meyers og Margaretha Järvinens bog At skabe en klient beskriver det paradigmeskift, der er sket i de senere år. I takt med det sociale systems enormt øgede ansvarsområde prøver socialarbejderne i denne tid at ændre strategien fra at acceptere visse menneskers kroniske afhængighed af det offentlige til selvforvaltning og frisættelse for alle. Individuel udvikling som borgerpligt.
Og bogen rummer rammende eksempler på, hvordan systemet virker, som Tobias Børner Stax’ beskrivelser af tre hjemløse, Anders, Bo og Hans, og deres samspil med behandleren:
*Anders ’spiller med’ på sagsbehandlerens dagsorden ved at anerkende hendes ret til at definere, hvad der foregår, men prøver at fralægge sig ansvaret for sit hashmisbrug. Han kommer også til at sige: »Så giv mig en masse penge, så jeg kan gå og hygge mig (griner).«
Anders får nul og niks.
*Bo derimod holder fast i sine krav og bliver roligt siddende, til han overraskende får netop de penge, sagsbehandleren lige har sagt, han ikke kan få.
*Værre går det Hans, der ikke beder om hjælp, men fremstiller sine krav som en ret: »Og så skal jeg have opmagasineret nogle ting fra Sundholm.« Hans får heller ikke noget.
Alle tre mænd prøver, med bogens ord, en ’koloniserende’ strategi, nemlig at indrette sig så rart som muligt i nuet med så mange penge, systemet nu vil hoste op med.

Standardiserede fortællinger
Strategien bakkes reelt op af sagsbehandlerne. Kapitlets forfatter, Tobias Børner Stax, gætter på, at de som hjemløse allerede betragtes som så marginaliserede, at man reelt accepterer, at de ikke udstråler den vilje til at komme videre, som ellers karakteriserer den ideelle klient.
Den ideelle klient er modsat den, der overtager systemets beskrivelse af hende og hendes problem. Den ideelle klient aflægger de forklaringsmodeller, hun eller han selv har for sit liv, f.eks., at man drikker på grund af ydre og sociale problemer. I stedet skal de overtage systemets individualiserede tolkning af drikkeriet som et problem, de selv har (med-)ansvar for. Ellers opfattes benægtelsen som yderligere symptom.
Antologiens to redaktører og forfattere, Nanna Mik-Meyer, der er antropolog og ph.d-stipendiat ved Københavns Universitet, og Margaretha Järvinen, professor i socialt arbejde ved Københavns Universitet og Socialforskningsinstituttet, borer sylen ned i det sociale systems ’standardiserede’ fortællinger, der forvandler et individ, som søger hjælp, til en klient, ’man’ gerne vil hjælpe. Som det hedder: ’Vi bliver nødt til at lære hende den måde, vi arbejder på’ (at et nyt bord max. må koste 1.600 kr.) En klient kan ikke bare kræve ind!

Peger på paradoks
Bogen peger ikke på en løsning, kun på et paradoks: Nemlig at den magt, der udøves i det sociale arbejde, er uundgåelig og kan være produktiv – blot altså klienten tager rollen på sig: »Det er altså ikke en ’ond’ magt- og kontroludøvelse, men en magt og kontrol, som er en uundgåelig del af det velfærdsstatslige sikkerhedsnet.«
Med andre ord: Til gengæld for forsørgelsen blander systemet sig langt ind i folks personlige og psykologiske forhold. Klienterne fremtræder ganske enkelt som gift med systemet og minder foruroligende om forne tiders hjemmegående koner, der måtte bede manden om penge til sko og mad. Ikke for ydmygt, ikke for kækt, uden at blive vred... Præcis som den hjemløse Bo i eksemplet.
For som bekendt er det aldrig gratis at modtage penge! Men problemet er, at den i sig selv legitime noget-for-noget-tankegang holdes skjult. Måske fordi det traditionelt kvindedominerede sociale hjælpesystem gerne vil opleve sig som familieerstatning, som kærlig, magtfri zone (en illusion af dimensioner). Det, klienten skal give til gengæld, er troen på, at det nytter, så socialarbejderens liv får mening. Her virker socialarbejderne i eksemplerne faktisk meget, meget mere naive end klienterne.
Sådan læser jeg bogen, og derfor er dens dilemma også uløseligt, så længe alle aktører accepterer deres faste roller i ’ægteskabet’.
Bogens hensigt er at bevidstgøre om det sociale systems identitetsstyring. Og måske kan den hjælpe socialarbejderne til at spytte mere rent ud om, at dette (også) handler om kold cash, ikke kun gode viljer. Om ikke andet, så er man da en gensidig illusion mindre.

*Margaretha Järvinen og Nanna Mik-Meyer (red.): At skabe en klient. Institutionelle identiteter i socialt arbejde. 248 sider, Kr. 250,00. Hans Reitzels Forlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu