Læsetid: 4 min.

Gløden og glæden

For ’den mystisk anlagte ateist’ Tor Nørretranders handler tro om meget mere end religion
12. november 2003

Ny bog
Kan man være religiøs uden at have en religion? Kan man tro på et eller andet uden direkte at tro på (en) Gud?
Det er de spørgsmål, Tor Nørretranders stiller og søger at besvare i sin nye bog At tro på at tro, som ankommer sendt, ikke fra himlen, men fra Forlaget Anis, der ellers helst laver bøger om kristendommen og det, der ligner, men alligevel denne gang har overladt ordet til en er-klæret ateist.
Som ved Mærk verden (1991) og andre af forfatterens mange bøger er der tale om en monsteragtigt udvidet skolestil, der med sikker sans for timing og pædagogik blander aktuel videnskabsformidling med godtkøbs-
filosofi og peptalk tilsat en dosis personlig pop, der skal vise, at der er et menneske af kød og blod bag de mange ord, herunder de mange citater af kloge mænd og kvinder fra Sokrates til Søren Kierkegaard.
Hos sidstnævnte finder Tor Nørretranders en formel, han følger i bogen: At tro = objektiv uvished + subjektiv vished. Vi kan ikke vide, om Gud eksisterer, men vi kan tale og handle ud fra en inderlig, en lidenskabelig rettethed, som vi kan kalde glæde og glød.
På trods af den manglende vished føler vi intuitivt, at noget er rigtigt og indlysende, og agerer derefter i kærlighed og tillid, ud fra det, som Tor Nørretranders med en glimrende metafor betegner som biologisk kløgt.

Kærlighedshormon
Vi føler varme ved at ville hinanden det godt, vi oplever glæde ved samarbejde, vi udskiller faktisk et særligt hormon, kaldet oxytocin, så såre vi nusser og selv bliver nusset, men også når vi indgår i frugtbart samarbejde båret af indbyrdes tillid og visheden om, at vi er til for hinanden og gennem hinanden.
»Vi er rettet mod hinanden, rent biologisk, og vores vilje til at samarbejde og gøre gode gerninger er udviklet gennem en logik, der handler om at gøre et godt indtryk på andre mennesker.«
Vi er ikke kortsynet dumme, men af naturen kloge!
At denne form for klogskab eksisterer, belægger forfatteren med henvisning til evolutionsbiologien, »der fortæller os, at vi som organismer har arvet en erfaring med at overleve, der er langt rigere og rummeligere, end vi aner«, og til nyere eksperimentel økonomi, der sandsynliggør, at vi mennesker »i praksis agerer langt mere socialt, end vores selviske fornuft tillader os at tro om os selv.«
Ja, selv atomfysikken tages til indtægt, når det med citater fra Bohr betones, at der er mere i verden, end det sandhedsfikserede sprog kan rumme.
Selv for ateisten Nørretranders er der på denne baggrund intet mærkværdigt ved, at mennesker tror; det er en simpel antropologisk kendsgerning. Problemet, som han ser det, er blot, at den religiøsitet, der nærmest er selve vor art iboende, stivner i lukkede systemer og frembringer polariteten: Os over for Dem, de rigtige mod de forkerte, Guds børn vs. de vantro.
Dette finder Nørretranders ulykkeligt, fordi det for de fleste udelukker den mulighed, at andre religioner skam også kan have noget at byde på i den religionernes rundhorisont, i hvis midte han noget naivt placerer det enkelte individ.
Atter med støtte i Bohr ønsker han sig en fornyet bevidsthed om verdensreligionernes komplementaritet, alt sammen ud fra hans egen »almene religiøsitet«, der »handler om tillid og forholdet til univers og medmennesker«, om ’faith’, men ikke ’belief’.
Selv kalder han sig for en »mystisk anlagt ateist«. At han efter sigende forlanger 25.000 for et foredrag, må følgelig bero på talmystik.

Karikeret skæbnetro
I et »Ateistisk manifest« hen imod slutningen af bogen sammenfatter Nørretranders sine værdier således:
*Del det hele
*Vær åben
*Vis agtpågivenhed
Heri er vel ingen uenig? Men under henvisning til en bekendt anfører han, at en erstatningsreligion bestående af lige dele selvbevidsthed og panteisme mangler en forestilling om nåde.
Derfor går han, også i forhold til sine tidligere bøger, så langt, at han forsigtig spørger:
»Nåden, gløden, livsviljen, glæden – hvorfra stammer de, hvis ikke der netop er et forsyn, et overblik, en viden og vished et sted derude, der sikrer os, at det ender godt, at vores skæbne er i trygge hænder, at livet er os nådigt. Hvis ikke planerne allerede er lagt, længe før vi fumler med dem, hvis ikke nogen tager vare på os, hvis ikke det hele er afgjort og arrangeret, med en dybere mening installeret, hvordan kan vi så vide os trygge og vide, at verden er os nådig?«
På det svarer Tor Nørretranders selv ved at indføre forestillingen om en ’baghånd’, dvs. de vældige ressourcer, der har sat os i stand til at overleve, bl.a. ved at korrigere os selv og undertiden stifte en fred.
Det er bare ikke et svar på det stillede spørgsmål, og dette stillede spørgsmål var i forvejen en pædagogisk poppificerende reduktion af nådens og religionens problem – og som referat af nutidig kristendomsforståelse decideret vildledende, for så vidt som der her polemiseres mod en skæbnetro af præmoderne årgang.
Mod slutningen af sin bog gør Tor Nørretranders tingene for lette for sig selv. Dens udfordring bør dog ikke af den grund forklejnes. Som kvalificeret oplæg til diskussion vil den uden tvivl fint kunne gøre fyldest. Indtil nogen foreslår at læse Kierkegaard...

*Tor Nørretranders: At tro på at tro. Menneskesyn med mere. 280 s. 275 kr. Forlaget ANIS. ISBN: 87-7457-3365. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu