Læsetid: 2 min.

Hyldest til den sunde fornuft

Den anerkendte videnskabsjournalistMartin Gardner gransker og afslører sandheden bag en række videnskabelige, religiøse, literære, filosofiske og bizarre fænomener
10. november 2003

Den anerkendte videnskabsjournalistMartin Gardner gransker og afslører sandheden bag en række videnskabelige, religiøse, literære, filosofiske og bizarre
fænomener

Ny bog
Er universer tykkere end brombær? Sikke et sært spørgsmål, men har man set fysikere som f.eks. vores egen Holger Bech Nielsen vil det sikkert ikke undre, at den slags spørgsmål faktisk er virkelighed for en hel del fysikere. Men helt ærligt, hvad snakker de om? Det er den slags spørgsmål journalisten Martin Gardner vover at stille. Han er – med et lækkert engelsk ord for at pille videnskab, svindel og overnaturlige fænomener ned på jorden – bredt anerkendt som den største og mest underholdende ’debunker’ USA nogensinde har fostret. Kun bevæbnet med simpel jordnær logik og et godt hovede fortsætter han trods sine 90 år for fuld kraft med at debunke det ene fænomen efter det andet. Myter, magiske tricks, paranormale fænomener og teoretisk matematisk videnskab står for skud.
Emnerne favner utrolig bredt: Fra det skebøjende fænomen israeleren Uri Geller over psykologen Bruno Bettelheim’s teori om autisme og køleskabsmødre til komplicerede fysiske teorier om mangeuniverser og superstrenge. I korte velskrevne artikler skærer Gardners skarpe vid det ene øjeblik igennem højt ansete fysikeres værn af uforståelige ord og det næste ind bag mystikeres ’mumbo jumbo’ for at blive chargonen.

Det skarpeste lys
Nu kunne man forledes til at tro, at Gardner var temmelig ugleset blandt videnskabsfolk, men tværtimod gør han sin debunking så godt, at de nærmest står i kø for at hylde ham: »En af århundredets største intellektuelle i USA,« siger kognitionsforskeren og forfatteren til ‘Gödel, Escher, Bach’ (1979), Douglas Hofstadter, om Gardner, mens den nu afdøde palæontolog Stephen J. Gould sagde, at han »er det skarpeste lys i kampen mod den mystik og anti-intellektualitet, der omgiver os.«
I hans seneste bog ‘Are Universes thicker than Blackberries?’ kan man fornøje sig med en samling af hans artikler, der gennem de seneste få år har været bragt i Scientific American og The Skeptical Enquirer samt avisen Los Angeles Times. Personligt mener jeg, at den slags ‘Best of’ opsamlinger ofte er en tynd kop te, som med løsrivelsen fra den oprindelige sammenhæng har mistet sin saft og kraft. Men ikke i dette tilfælde. Gardners klummer, som er opdelt i fem kategorier – videnskab, matematik, religion, literatur og humbug – er en fornøjelse at læse.

Åndernes verden
Noget af det mest underholdende er Gardners skånselsløst nærgående debunking af paranormale beretninger som berømte ‘medier’, der gennem årtier har fuppet sig vej til rigdom gennem påståede kontakter i åndernes verden. Andre gode artikler er, når Gardner undrer sig over ‘om tiden kan gå baglæns’, ‘om Jiddu Khrisnamurti virkelig var en reinkarnation af Buddha’, ‘om man kan helbrede ved håndspålæggelse’ og ‘hvorfor den store Hemingway var så aggressiv, løgnagtigt og besat af at vise sin mandighed’.
Gardner elsker videnskaben og dens metode, og han mestrer at krydre den tørre logik med historiske personlige beretninger, der belyser sagen og fænger læseren.

*Are Universes thicker than Blackberries? Discourses on Gödel, Magic Hexagrams, Little Red Riding Hood, and Other Mathematical and Pseudoscience Topics, Martin Gardner, Norton, 288 sider, 18,95 pund

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu